Kortsigtet klimasucces må ikke undergrave erhvervslivet

Steffen Frølund
11. december 2024

Hvor ambitiøse skal Danmarks klimamål være i 2035 – skal vi til den tid have reduceret vores drivhusgasudledning med 80, 85 eller 90 pct.? Og hvordan når vi målet? Det er spørgsmålene, som Klimarådet forsøger at besvare i sin nye rapport.

I Liberal Alliance køber vi ikke præmissen om, at det partout skal gøre ondt, før det bliver godt og grønt. For os er det ikke så vigtigt, om vores CO2-reduktion om ti år er lige præcist 80 eller 85 pct. Det vigtigste er, at vi smartest muligt rammer 100 eller 110 pct. – og ikke ender med kortsigtede, dyre løsninger, der bunder i ren og skær ideologisk symbolpolitik.

Vi skal hele tiden have for øje, at det er et klimamål. Ikke et “det skal gøre mest muligt ondt på erhvervslivet”- mål. Den grønne omstilling og klimaforandringerne, vi ser konsekvenserne af verden over lige nu, bliver ikke løst med en symbolpolitisk øvelse.

Det bliver løst ved, at vi er hardcore målorienteret.

Vind og atomkraft Vi ved, hvad der virker. Det er ikke venstrefløjens tilgang med at hoppe over gærdet, hvor det er absolut højest.

Eller regeringens energiøer – eller fantasier, som jeg har døbt dem – som er grønne prestigeprojekter, der endnu ikke har set dagens lys.

Det, der virker, er, at vi nu sætter alle sejl. Alle grønne teknologier skal i spil nu – også atomkraft. For det er en af de reneste energikilder, der eksisterer, og vi vil med atomkraft få en stabil energikilde, der ikke er afhængig af, om solen skinner, eller vinden blæser. Havde vi tilladt atomkraft fra 30 år siden, så havde vi været meget, meget længere, end vi er i dag. Den næstbedste dag at komme i gang er nu.

Men det er ikke nok at rykke på marginalerne herhjemme. CO2-udledningen stopper ikke ved landegrænsen, og det er derfor nødvendigt, at vi tænker langt mere internationalt, hvis vi vil reducere CO2-udledningen mest muligt, hurtigst muligt. CO2-udslippet i Europa er siden 1990 reduceret med 37 pct.

Til sammenligning er det på verdensplan steget med 60 pct. i samme periode. Det er afgørende for den grønne omstilling, at vi i langt højere grad end i dag hjælper lande som Kina og Indien, der er blandt de lande i verden, som udleder absolut mest, med at sætte fart på den grønne omstilling.

Det er her, vi kan plukke lavthængende frugter, som for alvor gør en forskel for den globale CO2-udledning.

Danmark er ikke et grønt foregangsland, fordi vi lykkes med at reducere med yderligere 5 pct. hurtigere end forventet. Det er vi til gengæld, hvis vi formår at hjælpe lande som Kina og Indien med at skære markant i CO2-udslippet gennem nye danske, grønne løsninger og teknologier.

Vindmøller er et eksempel. Ny atomkraft kunne have været det næste, hvis ikke vores dygtige atomstartups kæmpede i strid politisk modvind herhjemme.

Og så er der alle de teknologier, som danske iværksættere endnu ikke har opfundet.

Derfor er det afgørende, at vi ikke ofrer erhvervslivet og iværksætteriet i klimaets navn, for det vil samtidig knægte udviklingen af grønne løsninger, som vi kan eksportere. De grønne løsninger skal tværtimod have gode og gunstige vilkår at gro i. Det løser samtidigt et helt andet problem, vi har med vækst og velstand.

EU”s konkurrenceevne er i bund og bliver en af EU”s helt store udfordringer de kommende år. Vi sakker lige nu bagud i forhold til USA og Kina, som er godt i gang med at udkonkurrere os økonomisk, og vi risikerer at tabe feltet helt, hvis ikke vi omgående begynder arbejdet med at styrke det europæiske erhvervsliv.

Lykkes vi ikke med det, mister EU i yderste konsekvens sin rolle og muskelstyrke i det internationale samfund, og så vil det ikke længere være Europas grønne interesser, som er dominerende internationalt. I stedet vil det netop være nationer som Kina og USA, som vil sætte kursen for den globale indsats mod klimaforandringerne – og det er ikke en retning, som gavner de internationale klimamål.

For med genvalget af Donald Trump er der en stor risiko for, at han endnu engang trækker USA ud af Paris-aftalen, som han gjorde det i 2017, og det kan samtidig svække presset på lande som Kina til at forpligte sig til at reducere sin udledning.

Det er derfor både ekstremt kortsigtet og kontraproduktivt at ville ofre vækst og udvikling i erhvervslivet i klimaets navn.

Så lade os bruge dette som afsæt til en gang for alle at sige, at det grønne ligger fremad og ikke bagud.

(Bragt i Børsen d. 11/12-2024)

Nu har selv Dan Jørgensen skiftet holdning til atomkraft

Steffen Frølund
14. november 2024

Med to tredjedeles flertal er Dan Jørgensen blevet godkendt af EU-parlamentet som unionens nye energi- og boligkommissær.

Det sker, efter at vores tidligere klimaminister har været under politisk beskydning i tre timers høring, hvor han blandt andet skulle svare på kritiske spørgsmål om sin holdning til atomkraft. For vil man godkendes som EU’s energikommissær, kommer man ikke uden om en af verdens grønneste, sikreste og mest stabile energikilder.

I lighed med anbefalingerne fra en kakofoni af uafhængige klimaforskere har EU nemlig officielt grønstemplet atomkraft som en bæredygtig energikilde, der er nødvendig for den grønne omstilling. Og netop derfor var der masser af kritiske spørgsmål til Dan Jørgensen, der indtil for ganske nylig var en arg modstander af atomkraft.

Som klimaminister i 2021 udtalte Dan Jørgensen eksempelvis, at “atomkraft er ikke bare dyrt og farligt. Det er decideret unødvendigt”. Og da EU forsøgte at anerkende atomkraft som bæredygtigt i 2019, forsøgte Dan Jørgensen som klimaminister at blokere for EU’s officielle udmelding.

Men for at kunne blive energikommissær har piben pludselig fået en anden klang. Nu lyder det, at “der ikke findes noget scenarie, hvor verden kan leve op til målsætningen om at holde temperaturstigninger under 1,5 grader uden brug af atomkraft”. Når Dan Jørgensen er nødt til at krybe til korset og skifte holdning for at kunne blive udnævnt som energikommissær, er det et symptom på et generelt paradigmeskifte i synet på atomkraft.

Mens 66 pct. af danskerne eksempelvis var imod atomkraft tilbage i 2016, var det sidste år kun 26 pct. , der var modstandere af energikilden. For nye vinde blæser over den energipolitiske slagmark, og både de uvildige eksperter såvel som menigmand har set skriften på væggen; hvis vi er seriøse omkring at ville have en grøn omstilling, kan vi ikke længere undlade at bruge en af verdens sikreste, mest stabile og grønneste energikilder. Nemlig atomkraft.

(Indlæg bragt i Børsen d. 11/11-2024)

Skandalen om energiøerne er et symptom på et generelt problem

Steffen Frølund
18. oktober 2024

Til stor fanfare kunne daværende klimaminister Dan Jørgensen i 2020 annoncere, at et “afgørende fyrtårnsprojekt i den grønne omstilling havde set dagens lys. Danmark skulle nemlig have to nye energiøer i henholdsvis Nordsøen og på Bornholm, som i fremtiden skulle levere grøn strøm til europæernes stikkontakter med en kapacitet, som svarer til 13,3 mio. danske husstandes årlige elforbrug.
Det endte imidlertid med at være et “fyrtårn”, forstået som noget man skal sejle langt uden om. Men som så ofte når de velmente ambitioner fra de politiske skåltaler om klimaet møder virkeligheden, viste det sig at være lettere sagt end gjort.

Den ene energiø i Nordsøen er allerede blevet udskudt på ubestemt tid, da beregninger sidste år viste, at den ville føre til et underskud på 50 mia. kr. Og i en ny rapport fra De Økonomiske Råd konkluderes det nu også, at Energiø Bornholm ikke vil være samfundsøkonomisk rentabelt, hvorfor vismændene foreslår at lægge projektet i graven. Skandalen om energiøerne er et symptom på et generelt problem, der plager den danske klimapolitik.

Nemlig at man ofte satser alle jetonerne på et eller få storstilede projekter, som muligvis kan afføde presseomtale for den pågældende minister, men som ikke nødvendigvis er den mest effektive løsning for at komme tættere på en grøn omstilling.
Men sådan behøver man ikke at føre klimapolitik. Hos vores naboer i Sverige har man netop valgt at satse på atomkraft.

Men selv efter at både EU, FN”s klimapanel, tiltagende flere af vores nabolande og en bred vifte af uvildige eksperter har anerkendt atomkraft som en grøn energikilde, insisterer venstrefløjen og regeringen stadig på at blokere for atomkraft i Danmark.

Ofte gøres det med henvisning til argumenter om, at atomkraft er usikkert, dyrt og langsommeligt. Ironisk nok har netop dette nu vist sig at være årsagen til, at energiøerne er endt som en fiasko, så måske tiden er moden til at prøve noget nyt? Det kunne jo være, at også vi kunne få glæde af verdens sikreste, mest stabile og grønneste energikilde.

(Indlæg bragt i Børsen d. 18. oktober 2024)

Troen på fremskridt skal løse klimakrisen

Steffen Frølund
25. august 2023

For nylig kunne man i nærværende spalter læse en klumme af Gregers Andersen, der har forvildet sig ud i en parade af stråmandsargumenter om Liberal Alliances klimapolitik. »Liberal Alliances klimapolitik er et sindbillede på det bedrag, der er ved at smadre vores klode«, hed den (15. august, 2023). Andersen fabulerer eksempelvis om, at Liberal Alliances klimapolitik ikke er baseret på regulering. Men hvis Andersen havde læst vores politik en kende mere grundigt, før han gik til tasterne, ville han vide, at Liberal Alliance er det parti i Folketinget, der har den mest ambitiøse klimapolitik målt på CO2-reduktioner.

I vores klimaudspil for foråret 2022 anviser vi eksempelvis vejen til at få en 100 procents CO2-reduktion i 2030. Det er et mere ambitiøst mål, end hvad man finder i partiprogrammet hos både Enhedslisten, Det Radikale Venstre eller SF. Så når Andersen postulerer, at vi hænger i bremsen med hensyn til at skabe den nødvendige politiske regulering – selv om vi er det parti, der går ind for den højeste CO2reduktion – klinger hans argumenter altså en smule hult. Et andet reguleringsgreb, vi gerne vil tage i brug, er at indføre en høj, flad og ensartet CO2afgift, der naturligvis skal modsvares af tilsvarende skattelettelser.

Andersen kritiserer også vores klimapolitik for at være rodfæstet i en optimistisk tro på, at vi kan løse udfordringerne med ny teknologi. Det er fuldstændig korrekt.

I Liberal Alliance tror vi nemlig på, at vi kan overkomme problemerne med håb og optimisme – og lytter man til de førende eksperter på området, er de også enige i, at vi næppe får noget ud af lade os forføre af pessimismens sirenesang. Chefen for FN’s klimapanel, som velsagtens er den vigtigste autoritet i klimadebatten, Jim Skea, har f.eks. påpeget, at vi skal lade være med at debattere klimapolitik med udgangspunkt i undergangsscenarier. Så mens degrowth-doktrinens fanebærere vil løse klimaforandringerne med dommedagsprofetiske skræmmebilleder og formaninger om, at vi skal droppe kapitalisme og vækst, vil vi i Liberal Alliance gå i den modsatte retning. For uanset hvordan man vender og drejer den, er faktum, at vi ikke har en realistisk chance for at lægge skinnerne til en grøn omstilling uden teknologiske nybrud. Det ville svare til at forsøge at slukke en skovbrand med et glas vand.

Hvis der er noget, historien har vist os, så er det, at vi mennesker kan løse selv de mest uoverkommelige udfordringer, når innovative iværksættere i en kapitalistisk markedsøkonomi får incitamentet til at skabe noget stort.

Men det kræver, at vi tør tro på, at verden kan blive bedre. Det kræver, at vi vælger innovation frem for stagnation. Så spørgsmålet er, om vores klimapolitik skal baseres på frygt eller fremskridt? I Liberal Alliance ved vi godt, hvad vi vælger.

(Indlæg bragt i Politiken d. 25. august 2023).

Wermelin reducerer klimavidenskaben til én rapport om atomkraft

Steffen Frølund
3. august 2023

I et læserbrev trykt i Information den 31. juli med titlen »Når Danmark siger nej til atomkraft, har vi den videnskabelige evidens på vores side«, bebudede Socialdemokratiets klima- og energiordfører Lea Wermelin, at debatten om atomkraft burde tage udgangspunkt i fakta.

I Liberal Alliance er vi store tilhængere af Wermelins pointe om, at videnskabelig evidens bør være ledestjernen for den danske klimapolitik. Netop derfor foreslog vi før sommerferien at nedsætte en Niels Bohr-kommission bestående af danske og udenlandske eksperter, som kunne give os viden om, hvorvidt atomkraft passer ind i den danske energiforsyning.

Men da forslaget om kommissionen skulle til afstemning, stemte Socialdemokratiet imod.

Det harmonerer selvfølgelig ikke med Wermelins budskab om, at debatten om atomkraft bør tage udgangspunkt i fakta. For hvis man reelt er interesseret i en grøn omstilling, kan man vel ikke også være modstander af, at uafhængige eksperter give os mere viden om brugen af kernekraft, så vi kan føre klimapolitik på et så oplyst grundlag som muligt?

Sagen er symptomatisk for en generel tendens i den danske klimadebat. De røde partier siger ét, men gør i praksis noget andet.

Når eksempelvis både IPCC’s ekspertpanel såvel som de officielle udmeldinger fra EU og FN alle slår fast, at vi kan bruge atomkraft, hvis vi skal have en jordisk chance for en grøn omstilling i tide, vender Socialdemokratiet det blinde øje til eksperternes anbefalinger.

Som et argument for sin atomkraftmodstand, henviser Wermelin til en rapport lavet af 16 forskellige energiforskere fra blandt andet Aalborg Universitet og DTU. Denne undersøgelse kalder Wermelin for »videnskaben«.

Men undersøgelsen følger slet ikke den videnskabelige metode, fordi det for det første ikke er fagfællebedømt, for det andet fordi beregningsmodellerne ikke er åbne for efterprøvelse, og for det tredje fordi deres inputdata til beregningerne er blevet kritiseret fra flere kanter.

Derfor synes vi i Liberal Alliance bare, at Wermelin burde følge sit eget gode råd: Hvad med at lytte til videnskaben, så vi kan føre klimapolitik på et så oplyst grundlag som muligt?

Podcast: FN’s klimarapport: Hvad kan vi tage med os? | Frølunds Gode Nyheder

Steffen Frølund
2. maj 2023

FN’s klimarapport tegner et alvorligt billede af planetens tilstand, men indeholder også optimistiske takter om fremtidens grønne løsninger. Men hvad er egentlig op og ned? Steffen Frølund er som Liberal Alliances klima- og energiordfører på besøg hos den anerkendte klimaforsker og IPCC-forfatter Kirsten Halsnæs for at tage temperaturen på planeten.

Grøn statsstøtte er ikke den bæredygtige vej

Steffen Frølund
5. april 2023

Grøn statsstøtte kan blive en snubletråd for grøn omstilling. Vi bør satse på det frie marked og lægge fokus på afgift på drivhusgasser.

USA vil bruge mere end 2.500 milliarder kroner på at støtte grønne virksomheder i USA – den såkaldte Inflation Reduction Act. Den melding har været startskuddet til et ræs, der nu er i gang mellem amerikanerne og EU. For på det seneste topmøde besluttede EU’s stats- og regeringsledere, at også EU nu skal give statsstøtte til europæiske grønne virksomheder for at følge med konkurrencen fra amerikanerne.

Argumentet er, at vi risikerer, at vores europæiske virksomheder bliver udkonkurreret af de amerikanske eller flytter til USA, hvor støtten til grøn teknologi er mere lukrativ.

Støtte til grønne virksomheder lyder nok som den rette vej at gå på vejen mod den grønne omstilling. Men mere statsstøtte er ikke svaret på, hvordan vi sikrer, at europæiske virksomheder går forrest i udviklingen af grønne løsninger.

For det første er det mere populistisk end nødvendigt. De europæiske lande bruger i forvejen enorme summer på statsstøtte til den grønne omstilling. I alt bruger EU 0,38 procent af BNP til at støtte den grønne sektor – og med EU-Kommissionens forslag vil der blive brugt yderligere 0,10 procent af BNP. Det er altså knapt 0,5 procent af EU’s BNP, eller 5,4 billioner kroner, der direkte går til at støtte grønne virksomheder og teknologier.

Lad os i øvrigt huske, hvordan statsstøtte fungerer: En krone bliver taget op af borgernes lommer som skat og dernæst brugt på noget, som politikerne bestemmer.

Man skal altså derfor altid huske, at når politikere praler med, at deres statsstøttede projekter vil skabe så og så mange jobs, er det jo penge, der er taget fra borgerne, som ville have brugt dem på andre formål – og dermed noget, der havde skabt jobs andre steder.

For det andet skævvrider grøn statsstøtte konkurrencen og gør den grønne omstilling i Europa dyrere end nødvendigt. En lang række økonomer peger på, at en høj pris og afgift på drivhusgasser er de nødvendige greb, der skal gøre grøn energi til det mere attraktive valg – og jo flere, der tilvælger grønne løsninger, desto flere investeringer vil området tiltrække. Den fri markedsøkonomi er allerede i gang med at skubbe udviklingen i den retning. Grøn statsstøtte vil være en snubletråd, der spænder ben.

Et eksempel på det er brint – en dyr teknologi, som har brug for ekstra støtte. De dyreste løsninger vil – uanset hvor grønne de måtte være – give mindre omstilling. Blot fordi det er en grøn teknologi, er det ikke ensbetydende med, at det er det bedste valg, og selv når det kommer til den grønne omstilling, vil det altid i det lange løb være bedre at lade falde, hvad der ikke kan stå. Andre grønne løsninger vil tage deres plads, for efterspørgslen fra markedet er der.

Vil EU sikre, at europæiske virksomheder fører an, skal vi ikke lempe EU’s konkurrenceregler, men i stedet værne om det frie marked. Fri konkurrence har igen og igen vist sig at afføde de bedste og mest konkurrencedygtige løsninger og skille de omkostningstunge og urentable løsninger fra tidligt i processen.

Klimakrisen kræver løsninger nu, og vi har ingen tid at spilde på at holde liv i de forkerte teknologier for længe. I sidste ende må det være i alles interesse, at vi får udviklet de bedste grønne løsninger hurtigst muligt. Grøn statsstøtte er ikke vejen derhen.

(Debatindlæg bragt i Klimamonitor d. 5. april 2023)