Ideologi Arkiv - Side 7 af 10

Alex Vanopslagh

19. august 2022

Det bliver en valgkamp, der splitter danskerne. Men splittelsen er allerede et faktum.

Alle ved, at der snart kommer valg, men kun Mette Frederiksen ved hvornår. Og imens kan vi bruge tiden på at spå om valgets temaer. Jeg håber og tror, at valget vil komme til at handle om de voksende problemer i danskernes hverdag, som Mette Frederiksen og hendes flertal er ideologisk ude af stand til at løse.

Vores ferie fra verdenshistorien, der har varet i hele mit liv, er nu forbi. Det samme er dermed den tid, hvor man kunne få i både pose og sæk, og hvor det ikke gik så galt igen, selv hvis man havde en halvdårlig regering.

Men i en tid, hvor danskernes privatøkonomi igen oplever et pres, de ikke har kendt længe, kan vi ikke længere klare os med en halvdårlig regering.

I årevis, med det første corona-halvår som undtagelse, har mangel på arbejdskraft været en møllesten om halsen på dansk økonomi, og alligevel har regeringen og det røde flertal stort set intet foretaget sig.

De mørke skyer med varemangel, inflation og særligt stigende energipriser var allerede begyndt at trække op over danskernes privatøkonomi i mange måder før Putins overfald på Ukraine, og alligevel har regeringen og det røde flertal stort set intet foretaget sig.

Vi har en regering og et flertal, der har placeret sig selv i en ideologisk spændetrøje, der gør det fuldstændig umuligt for dem at tage ansvarlige beslutninger for Danmarks fremtid. Til gengæld har de hævet skatterne over 40 gange og gjort det dyrere og mere bøvlet for danskere og danske virksomheder at gøre Danmark rigere.

Vi vil gerne tilbyde danskerne at gå den modsatte vej – sænke skatterne i stedet for at hæve dem, gøre det nemmere og mindre bøvlet at skabe vækst og arbejdspladser i stedet for at spænde ben for det, og forbedre mulighederne for at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Sørge for, at de fleste danskere oplever, at deres privatøkonomi næste år bliver bedre og ikke værre.

Og det hele er selvfølgelig fuldt finansieret i vores 2035-plan, sådan som ansvarlige partier sørger for. Dertil kommer klimapolitikken, hvor grønne ambitioner sagtens kan gå hånd i hånd med blå ambitioner, så Danmark både bliver grønnere, friere og rigere, imens det forholder sig langt sværere med at være grøn og rød på samme tid.

Udfordringerne tårner sig også op i velfærdssektorerne. Else-sagen, grædende børn uden opsyn i børnehaver og vuggestuer, voksende ventelister på behandlinger – også her har danskerne hverdagsproblemer, som de røde vil løse med flere penge og flere forbud mod private tilbud.

Noget af den bedste medicin – mere frit valg for borgerne og mere konkurrence mellem velfærdstilbud – er en pille, som det røde flertal nægter at sluge. Men det er vi heldigvis andre, der gerne vil. Det er trods alt borgerne, velfærden er til for.

Vi vil sikre borgerne frit valg fra dag 1, uanset om det gælder dagtilbud, skoler, plejehjem eller sygehus. Så hvis borgerne er tilfredse, kan de blive, og hvis de er utilfredse, kan de gå. Og hvis nok borgere er utilfredse, kan velfærdstilbuddene gå konkurs. Sådan skal det være. Alternativet er jo, at de dårlige velfærdstilbud bliver ved med at bestå. Så kunne vi også undvære en masse af alt det bureaukrati, som forpester velfærden og de ansattes arbejdsglæde.

Vi vil også slippe iværksætteriet løs i velfærden, så ildsjæle med gode idéer har bedre muligheder for at udfolde dem i stedet for at lide skibbrud på bureaukratiets rev. Økonomi og velfærd. To gammeldags emner, som lige pludselig ikke er så gammeldags endda. Jeg tror, at danskerne vil belønne de partier, der tager deres voksende hverdagsproblemer alvorligt, og som har løsninger at tilbyde dem.

I Liberal Alliance tror vi på, at vælgerne vil belønne en modig og ambitiøs vision om et Danmark, der er stærkere og rigere, og som slipperne danskernes kræfter og næstekærlighed fri.

Men vi kan jo ikke vide det, men det er det, vi satser på. Og det er det, som valget burde handle om. Og det skal det nok også komme til. Men et andet emne vil trænge sig på. Nemlig om folkestyret er tjent med Mette Frederiksen som statsminister.

Affødt, naturligvis, af minkskandalen, som for altid vil være et dystert monument over Mette Frederiksens politiske karriere. Og som støttepartierne nu har del i på grund af deres svaghed og manglende lyst til at undersøge, om Mette Frederiksen og hendes ministre kan drages juridisk til ansvar.

Minkskandalen var den værste, men langt fra det eneste eksempel på Mette Frederiksens forhold til magten. Vi må ikke glemme de utallige paniske og pludselige corona-beslutninger, Lars Findsen/Claus Hjort-sagen, og den konsekvente og uhørt store lukkethed, som regeringen har forvaltet magten med.

Vil vi finde os i alt det? Skal vi kalde det magtfuldkommenhed, eller skal vi kalde det handlekraft?

Den slags plejer ikke at være et tema til et valg. Vi plejer at kunne forvente, at der bliver passet nogenlunde på vores folkestyre uanset vinderen. Den luksus har vi ikke længere. Men tingene fungerer jo selvfølgelig ikke sådan, at vi går i seng en aften i et folkestyre og står op næste morgen i en diktatur.

Forfaldet sker stille og roligt, skridt for skridt. Når vi slår ring om vores egne for enhver pris, selv når de går over grænsen. Når vi lyver og fordrejer for at FÅ ret, når vi godt ved, at vi ikke HAR ret. Når vi går mere op i at jorde modstanderne og vinde magten end i, hvad meningen er med, at folket skal betro os magten.

I sidste valgperiode gjorde vi borgerlige os skyldige i noget lignende, om end langt mindre alvorligt. Men vi har erkendt svigtet og taget konsekvensen.

Det nægter Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten at gøre – og vi ved endnu ikke, hvad vi skal stille op med Det Radikale Venstres valgtrussel.

Næste valg er derfor desværre ikke bare et valg mellem blå og rød, mellem borgerlig og venstreorienteret politik, men mellem folkestyre, hvor vi politikere har respekt for borgerne og for magtens ansvar, og cæsarisme, hvor den populære og handlekraftige leders magt står over lov og ret.

Det bliver ikke et normalt valg. Men det bliver et valg, hvor vi skal afgøre, om fremtidens valg igen kan få lov at blive normale – eller om vi skal acceptere, at folkestyret aldrig bliver det samme igen.

Det bliver en valgkamp, der splitter danskerne. Men splittelsen er allerede et faktum. Vælger vi en anden vej end den nuværende, har vi en chance for at gå en anden vej, hvor vi samler mere, end vi splitter. Men det kommer ikke til at ske, hvis Mette Frederiksen fortsætter som statsminister.

Jeg vil ikke benægte, at det kan fremstå en anelse broget med det blå alternativ til Mette Frederiksen, men vi har alle sammen en fælles mærkesag om, at de sidste tre års måde at drive landet på aldrig igen skal gentage sig. Og derudover skal vi nok finde hinanden i spørgsmål om økonomi, skat, arbejdskraft, velfærd og meget andet. Det bliver måske ikke så ambitiøst, som hvis Liberal Alliance havde 90 mandater, men vi tager alle de forbedringer, vi kan få.

Samlet set tror jeg altså, at valget på den ene side vil handle om nogle meget jordnære ting, hvor hver side af Folketinget har klart forskellige idéer, og så en mere grundlæggende diskussion om folkestyret og Mette Frederiksens brug af magten.

Jeg fremstiller selvfølgelig det hele på en måde, der favoriserer mine holdninger. Men omkring halvdelen af befolkningen vil jo mene det modsatte. Og det er præcis derfor, jeg tror, det bliver valgets store temaer: Fordi det er områder, hvor vi blå og røde partier i Folketinget tilbyder danskerne hver vores vej.

Og snart er det op til danskerne at vælge vejen.

(Udgivet i Berlingske d. 12. August 2022)

Henrik Dahl

10. august 2022

Det moderne Danmark blev grundlagt på en konflikt mellem den nationalliberale elite i København og Bondevennerne i Jylland. Så der er intet nyt i den modsætning, der igen er blusset op.

Hen over sommeren har der været en livlig diskussion af, om Jylland er en landsdel, der er væsensforskellig fra København og hovedstadsområdet. Det skyldes naturligvis den succes, Danmarksdemokraterne for tiden nyder, og stifteren Inger Støjbergs kritik af de fine saloner i København.

Jeg er enig med Kaare Dybvad Bek, når han i en kronik i JP skriver, at meget af kritikken af Inger Støjberg har været af den fladpandede slags. Det er fuldkommen irrelevant, på hvilke adresser de fine saloner måtte ligge. Det væsentlige er, hvad er menes med udtalelsen, hvis man behandler den sådan, som man generelt bør behandle andres udtalelser: ved at tage den alvorligt.

Hvis man vil i dybden med spørgsmålet om den københavnske elites opfattelse af Jylland og jydernes opfattelse af eliten i København, kan man med fordel orientere sig i bogen ”Opdagelsen af Jylland”. Det er historikeren Steen Bo Frandsens doktordisputats fra 1996.

Før Norges uafhængighed og Slesvig-Holstens indlemmelse i Preussen og senere Tyskland var det almindeligt i den elite, der fra København administrerede Helstaten, at tænke, at den bestod af tre hoveddele: Norge, Danmark og Hertugdømmerne.

Hvad angik den del af Helstaten, der hed Danmark, havde enevælden en ret konsekvent politik, der gik ud på at centralisere og homogenisere. I stedet for de gamle landskabslove, som for eksempel Jyske Lov, fik man således i 1683 Danske Lov. Den skabte et ensartet grundlag for Det Danske Kancelli, når det administrerede forholdene i Danmark, Norge og Island (dansk lov gjaldt ikke i Slesvig-Holsten, derfor blev denne del af Helstaten administreret af Det Tyske Kancelli).

Da man i 1830’erne opretter de rådgivende provinsialstænder (der kunne kommentere enevældens politik), skaber man en selvstændig stænderforsamling for Jylland med sæde i Viborg. Sådan ender man på i alt fire: for Holsten, Slesvig, Nørrejylland og Østifterne.

Dermed er der politisk åbnet for en debat om, hvorvidt Helstaten har egentlige provinser ud over Hertugdømmerne.

De nationalliberale, der var den drivende politiske kraft op imod grundloven i 1849 og i demokratiets første år, mente med eftertryk, at der ikke var provinser i Danmark. Det gentog deres ledende skikkelser ofte.

Den gruppering, der hed Bondevennerne (en af forløberne for Venstre), mente, at Jylland på en række områder blev snydt, når det gjaldt tildeling af ressourcer – ikke mindst infrastruktur. Årsagen var en urimelig grad af centralisering, som eliten i København var ansvarlig for.

Det mener jyderne for så vidt stadigvæk nu, mere end 170 år senere. Og det lagde selvfølgelig op til, at Jylland faktisk var en provins eller en region af Danmark med sine egne, politiske rettigheder og krav.

Politisk satte Bondevennerne fokus på, at Jylland var noget særligt. Kulturelt var der mange i den samme æra, der også gjorde det. Et af de mest berømte eksempler er Steen Steensen Blicher. Han udgav i 1842 novellesamlingen ”Æ Bindstouw” og gjorde på den måde jysk til et skriftsprog, man endda kunne udtrykke sig kunstnerisk på. Blichers arv blev senere løftet af blandt andre Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen.

I begyndelsen af 1900-tallet var Herman Bang – der stammede fra Als, men følte sig bedre tilpas i København – på en stor danmarksturné. Den beskrev han løbende i klummer til hovedstadsaviserne.

I en af de sidste klummer er Bang på besøg på Askov Højskole. Her funderer han over forskellen på eliten i København og højskolebevægelsen, der har fat i resten af landet. Bang når frem til, at eliten i København tror, at det er Georg Brandes, der har vundet værdikampen. Mens alle i provinsen ved, at det er N.F.S. Grundtvig.

Men Bang opholder sig også ved de gensidige fordomme mellem jyder og københavnere – for 120 år siden. Mens københavnerne mener, at jyderne er usofistikerede og bondske, så mener jyderne, at københavnerne er dekadente slapsvanse. Ifølge Bang, så kunne der måske have været noget om snakken i 1870’erne eller 1880’erne. Nu om stunder passer det ikke længere.

At Jylland er en selvstændig region, der har sine egne sprog og sin egen kultur, har jyderne ment i hundredvis af år. Samtidig med at eliten i København også i hundredvis af år har opfattet dette som nonsens.

På den måde opfinder Inger Støjberg ikke noget. Hun holder bare liv i en ældgammel modsætning. Er der så noget om snakken, hvis vi tyr til noget så moderne som statistik?

Hvis man ser på sygefravær, så er det generelt mindre i Jylland uden for det røde Nordjylland og det røde Østjylland, end det er i hovedstadsområdet.

Hvis man ser på stemmeafgivelsen ved valgene, er Jylland i den samme store zone også helt entydigt en borgerlig del af landet. Mit personlige indtryk – som jeg må understrege er netop det og ikke en indsigt, der kommer fra statistik – er desuden, at jyderne i den store, borgerlige zone først og fremmest er værdikonservative (selv om de ofte stemmer på Venstre). De tror på gammeldags ting som personlig ansvarlighed og vigtigheden af arbejde og flid i højere grad, end man gør i de røde storbyer. Ligesom de er mindre tilbøjelige til at tro på velfærdsstaten og på nymodens analyser, man kan erkyndige sig om i Politiken og Information, end folk er i de røde storbyer. Og derfor mindre tilbøjelige til at hoppe på relativisme og verdensfjerne teorier, end eliten i København er.

Der er kort sagt intet nyt i, at eliten i København ihærdigt benægter, at der er forskel på dem selv og jyderne. Det gjorde de nationalliberale allerede i 1850’erne, og det gør deres efterkommere i ånden den dag i dag.

Der er heller ikke noget nyt i, at talsmænd og -kvinder for Jylland siger, at landsdelen bliver snydt for infrastruktur og andre ressourcer af hovedstaden. Og er stolte over, at de har deres eget sprog og deres egen kultur. Sådan har det også været siden 1850’erne.

Om det er sandt, er ikke godt at sige. Men som den sociologiske grundlærdom slår fast: Det får under alle omstændigheder sande konsekvenser.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 9. august 2022)

Alex Vanopslagh

8. august 2022

Liberal Alliance er et parti, der er kendt for sine planer. Vi putter ikke med, hvad vi vil, og vi er ikke bange for at sætte ambitiøse mål for det Danmark, vi drømmer om. Vi har skufferne fulde af politik, der vil føre Danmark i en liberal retning.

Én ting er at øge BNP, arbejdsstyrken – alt det der, som vi plejer at have planer for. Det har vi vores 2035-plan til. Men vi har også brug for at have nogle mere fundamentale mål for, om et borgerligt flertal har succes med sin politik eller ej.

For mig at se er det kort sagt at gøre det mere attraktivt for danskerne at gøre en positiv forskel i deres eget og andres liv. Om i stort og i småt at styrke de fællesskaber, som udgør rammen om danskernes liv, og at styrke dem gennem frihed og ansvar for den enkelte. Det, vi kan kalde ansvarssamfundet.

For vi mennesker har brug for at gøre en forskel i vores eget liv og, vigtigere endnu, for andre mennesker. Det kan vi kun gøre, hvis vi har et ansvar – for vores handlinger, for at gøre en forskel, for at tage livet på os.

Det socialdemokratiske politiske projekt handler om tryghed i bredeste forstand. Om at fjerne hver en sten på borgernes vej, men samtidig også at føre dem ad en bestemt vej. Det hverken kan eller skal vi konkurrere med dem om, selvom vi har forsøgt de sidste to årtier. Der kommer der kun et mere socialdemokratisk samfund ud af.

Og derfor skal vi heller ikke være bange for at sætte nogle ambitiøse mål, der ikke rigtig lader sig ændre fra den ene dag til den anden, men som til gengæld over en 5-10-årig horisont kunne udvikle sig i den rigtige retning – hvis vi altså har ret. Og som vi dermed kunne blive bedømt på.

Et godt bud på disse mål kunne være:

· Flere danskere er aktive medlemmer i foreningslivet.

· Færre danskere føler sig ensomme.

· Flere danskere ejer andele i virksomheder.

Det er nogle af de ting, som er med til at give danskerne en oplevelse af mening i tilværelsen, og som siger noget om vores fællesskabers grundlæggende styrke. Derfor skal det heller ikke forstås som nogen ultimativ liste eller som noget, der skal opnås planøkonomisk.

Men vi kan kalde det et borgerligt fællesskabsløfte, hvor vi forsøger at knække nogle af alle de kurver, der går den gale vej. Og altid forholde os til, om et bestemt politisk forslag hjælper med eller modarbejder opfyldelsen af disse mål – i sidste ende, at flere oplever at leve en meningsfuld tilværelse. Det er ikke lige så konkret som at gøre de første 7.000 kroner hver måned skattefrie eller at indføre frit valg i velfærden fra dag ét, men det er netop de store mål, der ligger bag de midler, som vi går ind for.

Og som alle borgerlige partier burde være enige om. Man behøver ikke være enig med LA’s konkrete politik, men der er ting, der er udelukket, hvis man køber analysen.

Køber man analysen, kan det ikke forsvares at begrænse det frie valg i velfærden eller føre krig mod privat velfærd.

Køber man analysen, kan det ikke forsvares at tage flere af folks penge i skat.

Køber man analysen, kan det ikke forsvares at gøre det mindre attraktivt at gøre sig umage i fx skolen eller arbejdslivet.

Køber man analysen, kan det ikke forsvares, at magtudøvelsen koncentreres i hænderne på få mennesker, der kan skalte og valte med statsapparatet og folks private ejendom efter forgodtbefindende.

Så på den måde er det en radikalt anderledes vision end den, som det nuværende flertal står for.

Så vidt den store vision. Nu vil jeg fortælle lidt om, hvad det betyder på en række forskellige politikområder – økonomi, velfærd og i forhold til magtudøvelsen generelt.

Økonomisk politik handler i sidste ende ikke om penge, men om hvordan, vi prioriterer ressourcerne i samfundet.

For i virkeligheden betaler vi ikke vores skat med vores penge, men med vores tid. Den tid, du bruger på at arbejde for staten, får du ikke igen. Og det er trods alt næsten halvdelen af belønningen for din arbejdsindsats, der går til staten. Derfor synes vi, at du skal bruge mindre tid på at arbejde for staten. Så du kan bruge den på det, du drømmer om. Det er årsagen til, at vi vil fjerne skatten på de første 7.000 kroner, du tjener hver måned. For du skal kunne forsørge dig selv, før du skal tvinges til at forsørge andre.

Og ja, vi vil også fjerne topskatten. Den er misundelig, den er uretfærdig, og den gør Danmark fattigere.

Og vi vil sænke selskabsskatten til 15 % og sænke aktie- og kapitalskatterne til 27 %. Det skal simpelthen være billigere at gøre Danmark rigere. Og vi vil også afskaffe arveafgiften. Ja, og meget mere end det.

Alt i alt løber det op i skattelettelser for cirka 100 milliarder kroner. Så må det offentlige klare sig med 1.100 milliarder kroner. Det er vist også rimeligt nok. Dét er liberal økonomisk politik – din tid er for vigtig til, at andre end dig selv skal bruge for meget af den for dig.

I Danmark har vi verdens dyreste velfærd, men betyder det, at vi har verdens bedste velfærd?

Danskerne er bekymrede for, hvad deres børn lærer i skolen, og de er bekymrede for at komme på hospitalet, og de er bekymrede for at ende på plejehjem. Det er på tide at tænke nyt. I Danmark vælger vi politikere, der så vælger velfærd for os – hvorfor skal vi ikke have ret til at vælge begge dele selv?

Frit valg fra dag 1, uanset om det gælder dagtilbud, skoler, plejehjem eller sygehus. Så kan danskerne stemme med fødderne, hvis de ikke er tilfredse med den velfærd, de får, og så kan dårlige velfærdsinstitutioner få lov at gå konkurs. Imens de bedste kan få frie rammer til at blomstre og vokse.

Lad fri offentlig velfærd konkurrere mod fri privat velfærd – for os betyder det ikke noget, om katten er blå eller rød, hvis bare den kan fange mus.

Dét er liberal velfærdspolitik – velfærd på borgernes præmisser.

Og så, måske vigtigst af alt, kan vi simpelthen ikke leve med den måde, statsmagten har opført sig på under den nuværende regering. Der er i den grad brug for en hovedrengøring i magtens haller. Staten er til for borgerne og skal respektere deres rettigheder.

Og jeg kan sige det helt kategorisk: Liberal Alliance kommer aldrig nogensinde til at tolerere, at en regering, der sidder på vores mandater, opfører sig med samme foragt for folkestyret og retsstaten, som den nuværende regering gør. Selvom den så skulle give os alle de skattelettelser, vi kunne pege på, er der trods alt noget her i verden, der er vigtigere end konkret politik, nemlig vores folkestyre og retsstat. Og lovbrud og løgn skal ikke stå på dagens ret i Snapstinget efter næste valg.

Danskernes retssikkerhed skal forbedres, de skal underkastes mindre masseovervågning, og vi skal have bedre muligheder for at kigge magthaverne i kortene gennem fx en liberaliseret offentlighedslov.

Dét er liberal retspolitik – en ydmyg stat, der tjener den myndige borger, og ikke omvendt.

Jeg er ikke så naiv at tro, at vi får gennemført hvert et komma af LA’s politik! Men al politik, som et borgerligt flertal vil føre, vil blive bedømt på, om det bringer os tættere på eller længere væk fra et ansvarssamfund, hvor myndige borgere lever en mere meningsfuld tilværelse ved at være forpligtet på sig selv og andres liv.

Den socialdemokratiske samfundsvision har fejlet, og det er på tide af give den borgerlige vision nyt liv. Jeg er overbevist om, at vi har alt at vinde ved at satse på styrken i vores egne idéer i stedet for at lave blege efterligninger af de andres.

(Udgivet på Kontrast.dk d. 17. Juli 2022)

Henrik Dahl

1. august 2022

Henover sommeren har et af de store temaer i mediernes politiske dækning været, om det borgerlige Danmark ikke i disse år kan siges at være løbet tør for idépolitisk brændstof.

Jeg erkender gerne, at det borgerlige projekt i Danmark ikke står lysende klart for tiden. Den ansvarlige, økonomiske politik er knæsat som det indiskutable udgangspunkt for at forvalte statens finanser. Og den stramme udlændingepolitik er på samme måde et helt indiskutabelt udgangspunkt for at forvalte regeringsmagten i Danmark.

Man bør ikke glemme, at det er kæmpestore, politiske sejre for de blå partier. For man skal betænke: Det kostede Socialdemokratiet to gange ti år i den politiske straffeboks at indse, at det ikke kan være anderledes.

Men hvad skal så markere en forskel? Når det ikke længere er de to kerneborgerlige mærkesager, ansvarlig, økonomisk politik og stram udlændingepolitik, der skaber politisk splittelse.

Som et udgangspunkt er det en god idé at forstå, hvad de store, statsbærende partier i Danmark gør, når de er nødt til at indse, at modparten har ret. De indstiller modstanden og skaber på den måde en konsensus om, at på dette eller hint område kan det simpelthen ikke være anderledes i Danmark.

Det er sådan, at blå mærkesager som økonomi og udlændinge er blevet konsensus i Danmark, ligesom det er sådan, at røde mærkesager som klima og miljø er blevet det. Den svageste part i uenigheden har indset, at den har tabt og tilsluttet sig flertallets synspunkt.

Så vidt, jeg ved, er det ret enestående for Danmark, at man håndterer politiske nederlag på den måde: Ved at tilslutte sig det sejrrige standpunkt uden de helt store armbevægelser. Det gode ved fremgangsmåden – som anvendes af de statsbærende partier på begge sider af midten – er, at Danmark som land samlet set kommer videre. Det dårlige ved fremgangsmåden er selvsagt, at ser man ud over det samlede antal af politikområder, som Christiansborg arbejder med, er det en forbløffende stor andel, der er båndlagt af pasmeldinger og borgfred i form af meget brede forlig.

Når kommentariatet spørger de borgerlige partier, hvad de egentlig har at byde på, mener det i klar tekst: Har det blå Danmark overhovedet en stor og principielt vigtig konflikt, den er villig til at tage med det røde Danmark? Jeg tror, der er to principielle konflikter, man kan tage. Den ene kan ikke vindes, men bør markeres. Den anden vil jeg gætte på, at de blå partier faktisk kan vinde.

Konflikten, der ikke kan vindes, er, konflikten om størrelsen på den offentlige sektor (som ikke er lig med konflikten om niveauet for overførselsindkomster). Den offentlige sektor er i Danmark absurd stor og fyldt med helt meningsløse pseudo-jobfunktioner, der omgående burde nedlægges.

Men det kan ikke gennemføres, fordi to tredjedele af befolkningen lever af den offentlige sektor.

Den anden konflikt er konflikten om den massive, røde hjernevask af danskerne. Træder man to skridt tilbage, er det absurd, at alle dannelsesinstitutioner, næsten alle ngo’er og næsten alle medier i Danmark er domineret af venstrefløjen og derfor altid har det røde verdensbillede som præmis.

Det betyder blandt andet noget så banalt som, at man aldrig vinkler krav om større offentligt forbrug eller flere forbud kritisk.

Mens krav om det modsatte altid underkastes inkvisition.

Når denne kamp muligvis kan vindes, er det fordi Socialdemokratiets højrefløj i virkeligheden er værdikonservative med en positiv holdning til omfordeling. Men det kræver i første omgang, at nogen overhovedet vil tage den.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 27. juli 2022)

Henrik Dahl

28. juni 2022

Dansk Regnbueråd er det seneste skud på det store og vildtvoksende træ, der hedder Foreningsdanmark.

Dansk Regnbueråd bør i den grad hilses velkomment. Det er en tværpolitisk forening, som har til formål at fremme de seksuelle minoriteters interesser uden samtidig at forskrive sig til den woke dagsorden. Jeg vil arbejde for, at foreningen bliver berettiget til at komme med høringssvar, så de ekstreme foreninger som LGBT+ Danmark eller Sex & Samfund ikke skal have monopol.

I det hele taget er det i sidste øjeblik, der kommer et modspil til de dagsordener, disse foreninger promoverer.

Kønnet er ikke en social konstruktion. For mennesket er et pattedyr, og alle pattedyr er opdelt i to køn. Der er noget, der hedder normalt i statistisk forstand. Det betyder noget så banalt som det mest almindelige.

Og der er absolut ikke noget galt i, at man i undervisningen og i opdragelsen tager udgangspunkt i det mest almindelige. Når blot man husker at understrege, at der også skal stå respekt og anerkendelse omkring det, der ikke er almindeligt. Biologiske organer, der er specifikt mandlige eller kvindelige, er der ingen grund til at give mærkelige og kønsneutrale navne. For livmoderen eller testiklerne – for nu at nævne et par kønsspecifikke organer – er ikke kønsneutrale og bliver det selvfølgelig aldrig.

Det er utroligt, at man i vore dage er nødt til at slå i bordet og insistere på de ting, der står ovenfor. Men det er man. Og derfor skal Dansk Regnbueråd bydes hjerteligt velkomne i vrimlen af danske ngo’er.

I det hele taget tror jeg, at det er nødvendigt at advare lidt mere tydeligt, end det hidtil er blevet gjort, imod ekstremisters forsøg på at overtage dagsordenen i landets skoler og på landets ungdomsuddannelser.

Hver eneste dag, Normstormerne ikke offentliggør deres undervisningsmateriale, er en kæmpe skandale. Ligesom hver eneste dag, Normstormerne har en officiel samarbejdsaftale med en dansk kommune, er det.

Derfor må Folketinget naturligvis insistere på at gøre det umuligt fremover, at der ikke er offentlighed og transparens, når det gælder undervisningsmaterialet på skoler og ungdomsuddannelser.

På samme måde ville det være en kæmpe skandale, hvis et flertal i Folketinget gjorde de ekstreme kønsdagsordener til selve præmissen for seksualundervisningen.

Det skal aldrig nogensinde være en præmis på offentligt finansierede, danske uddannelser, at kønnet er en social konstruktion.

Fordi det simpelthen er noget uvidenskabeligt bavl at hævde, at det skulle forholde sig sådan. Udover, at det er noget uvidenskabeligt bavl, hvis man ser bort fra det biologiske køn og dets betydning for kønsidentiteten, fører det også steder hen, som ingen hæderlige mennesker kan ønske sig at ende.

Det fører nemlig til ødelæggelsen af den specifikt kvindelige livserfaring. For eksempel den livserfaring, det er at have menstruation eller at føde et barn. Det fører til ødelæggelsen af sport for kvinder – som man har set i den skandaløse sag om den biologiske mand Lia Thomas, der har fået lov til at svømme i kvinderækken ved de amerikanske universitetsmesterskaber. Og det fører til en massiv utryghed for kvinder, når deres eksklusive områder som for eksempel omklædningsrum, invaderes af biologiske mænd. Kvinder er allerede blevet voldtaget af mænd, der identificerer sig selv som kvinder.

I Folketinget har vi en moralsk og politisk forpligtelse til at standse vanviddet, før det er for sent. Derfor skal vi hilse Dansk Regnbueråd varmt velkommen.

(Debatindlæg skrevet i Berlingske d. 17. juni 2022)

Henrik Dahl

28. juni 2022

Fordi de færreste politikere orker eller har forudsætningerne for at sætte sig ind i, hvad wokeisme egentlig går ud på, støtter de sig til, hvad der kommer ind af høringssvar fra ngo’er og eksperter.

Professor ved Aarhus Universitet, Michael Bang Petersen, har set nærmere på antallet af mennesker, der støtter diverse woke dagsordener som for eksempel revision af traditioner eller kuratering af Højskolesangbogen i det øjemed at undgå, at nogen skulle føle sig krænket.

Det store billede er, at omkring en femtedel af svarpersonerne abonnerer på de woke dagsordener, mens de resterende fire femtedele er skeptiske.

Det er godt, at den problemstilling bliver undersøgt empirisk.

Men jeg synes, professorens fortolkning af egne data rammer ved siden af. Af Jyllands-Posten bliver han for eksempel spurgt, om krænkelsesdebatterne fylder for meget. Og svaret lyder: »Problemet er, at opmærksomheden kan skabe opfattelser af, hvordan andre politiske grupper tænker. Højrefløjen tænker: Nu stikker det helt af for dem på venstrefløjen – og omvendt.

Det kan afføde polarisering i et samfund. Men disse opfattelser reflekterer en ophedet debat på de sociale medier, hvor det er dem med de mest ekstreme holdninger, der ytrer sig, frem for det stille flertal.« Min opfattelse er, at man bør begynde et helt andet sted. Hvis man gennem en længere periode har arbejdet med wokeisme, er det absolut ikke nogen overraskelse, at de woke dagsordener har en begrænset genklang. Eksempelvis: For hver kommentar i pressen eller på de sociale medier, der stræber efter at udskamme, får jeg fire-fem personlige henvendelser, der opfordrer mig til at fortsætte kampen.

Problemet med wokeisme kan man bedst forstå, hvis man sammenligner den med kravet om ureguleret indvandring til Danmark.

Der har formentlig aldrig været mere end 20-25 pct. af befolkningen, der gik ind for den form for ureguleret indvandring til Danmark, der var præmissen for udlændingeloven i 1983. Alligevel blev loven vedtaget, og det tog årtiers kamp at rulle den tilbage, så indvandringen fik et mere fornuftigt leje.

Hvorfor? Fordi en uforholdsmæssig stor del af de 20-25 pct. tilhørte en ekstremt indflydelsesrig elite. Denne elite havde for det første definitionsmagten, fordi den sad på tunge poster i medieverdenen, i forskningsverdenen, i ngo’er og i centraladministrationen.

For det andet havde eliten en uforholdsmæssig stor indflydelse på det politiske system.

Netop i kraft af punkt ét.

Først ville eliten smugle et eller andet radikalt tiltag ind i lovgivning og bekendtgørelser via sin placering i centraladministrationen og dermed sin indflydelse på det lovforberedende arbejde.

Derpå ville forslaget gå i høring – som man siger – og af svarene fra forskere og interesseorganisationer ville intetanende politikere kunne læse, at det bare var fjong og tiptop i orden med noget mere ureguleret indvandring.

At nedkæmpe denne elite med de ufolkelige synspunkter var en enorm opgave. Og de, der oprindelig tog kampen, taler stadig om hvor mærkede de føler sig af al den udskamning og stigmatisering, de blev udsat for. Ene og alene, fordi de holdt fast i, at dansk udlændingepolitik skulle være i overensstemmelse med, hvad det store flertal i befolkningen mente.

I dag forholder det sig på samme måde med wokeismen. De 20-25 pct., der er tilhængere af den, har en uforholdsmæssig stor indflydelse på dagsordenen i medierne, i forskningsverdenen, i ngo’erne og i centraladministrationen. Derfor bliver der hele tiden smuglet woke dagsordener ind i de papirer, vi arme politikere skal tage stilling til.

Normkritik og socialkonstruktivisme.

Juridisk kønsskifte til små børn. Enøjet og tendentiøs kritik af “kolonialisme”. Politiserede og absurde definitioner på “racisme”.

Det ene latterlige forsøg på sprogrensning efter det andet. Der er ingen ende på, hvad en elite af woke holdningsmennesker forsøger at bilde det politiske system ind, at det bør støtte.

Men tænk Dem engang: Det er forbundsfællerne til den politiserende centraladministration, der skriver høringssvarene og ekspertudtalelserne, og andre forbundsfæller, der kommenterer i medierne.

Derfor tror vore dages politikere det samme om wokeismen, som datidens politikere troede om den ukritiske indvandring: at det var den eneste rigtige politik at føre.

Wokeisme er i bedste fald sludder og vrøvl. Og i værste fald farlige, splittende og udemokratiske tendenser i samfundet. Derfor skal den til enhver tid – og med det store flertals opbakning – afvises. Det er flere og flere politikere heldigvis ved at opdage.

Tilbage står en lang række virksomheder, som i deres naivitet har forestillet sig, at de fleste mennesker bakker op om wokeisme. For det første kan de have gavn af at læse Michael Bang Petersens resultater.

Men for det andet fortjener de kritik for deres opportunisme og manglende mod til at stole på den sunde fornuft.

Selvfølgelig skal man kunne købe en kagemand. Selvfølgelig må der være bondegårdsdyr i et Legosæt.

Selvfølgelig må Barbie være en prinsesse, og Ken en prins. Den samme kritik er de woke ngo’er hjemfaldne til. Man må gerne sige abekopper. Man må gerne sige sort energi. Og nu, vi er i gang: Kritikken bør også ramme offentlige institutioner.

Børn må gerne holde en indianerfest. Voksne må gerne gå med sombrero.

Det er de woke, der skal tage bestik af situationen. De tilhører et ret lille mindretal. Og de kan ikke forlange, at flertallet skal tage alle deres skøre idéer alvorligt og indrette sig på dem. Nøjagtig som det i sin tid forholdt sig med den uregulerede indvandring.

Det er de woke, der skal tage bestik af situationen.

De tilhører et ret lille mindretal.

Og de kan ikke forlange, at flertallet skal tage alle deres skøre idéer alvorligt og indrette sig på dem.

(Udgivet i Jyllands Posten d. 15. Juni 2022)

Henrik Dahl

28. juni 2022

Ifølge den røde middelklasses ideologi er det tæt på sundhedsskadeligt at gå i gymnasiet. Vrøvl. Hvis man er seriøs og tager sig sammen, går det. Forslaget om et nyt optagesystem er et knæfald for middelmådigheden.

Den kinesiske kulturrevolution fra 1966 til 1976 var drevet af had til enhver form for tradition og erfaring.

Af en stålsat modvilje imod at bruge den sunde fornuft. Af en blind tiltro til, at Kinas Kommunistiske Parti vidste bedre end alle andre. Derfor minder det udspil til nyt optagesystem, regeringen har fremlagt, ikke så lidt om den kinesiske kulturrevolution.

For også det er kendetegnet ved en udpræget modvilje imod at inddrage den viden, der allerede eksisterer om adgang til de videregående uddannelser og om de studerendes videre skæbne, når først de er optaget. Af en – forekommer det – villet modstand imod at overveje konsekvenserne. Og af en blind tiltro til, at Socialdemokratiet en gang for alle har gennemskuet, hvad der skal til for at gøre det danske uddannelsessystem socialt retfærdigt uden samtidig at ødelægge ethvert af de mål, der er indbygget i selve idéen om for eksempel et universitet.

91 pct. af alle videregående uddannelser har et karakterkrav på under 9 i gennemsnit. Med et gennemsnit på blot 7 er der adgang til omkring tre af fire uddannelser. Og halvdelen af alle studiepladser besættes uden karakterkrav overhovedet.

At der findes uddannelser, der kræver et gennemsnit på over 10, er altså ud fra ethvert rimeligt kriterium et meget lille problem.

Når kravet til karaktergennemsnittet i nogle få tilfælde er meget højt, skyldes det antallet af tilbudte studiepladser. Det betyder selvsagt, at medmindre man udvider antallet af studiepladser, vil det under ingen omstændigheder gøre nåleøjet større. Der er ikke på nogen måde lagt op til at udvide antallet af de mest eftertragtede studiepladser.

Det eneste, regeringen overvejer at ændre på, er således metoden til at komme gennem et nåleøje af samme størrelse som før den foreslåede reform. Så hvorfor ikke holde fast i karaktererne? For det første viser undersøgelser fra Evalueringsinstituttet, at karakterer er mere socialt retfærdige end kvote 2. For det andet er karakterer en billig og effektiv måde at fordele de studerende. Fra sidste ansøgningsfrist til de studerende er fordelt på de uddannelser, de har prioriteret, går der typisk en måneds tid. Det er faktisk ret godt klaret af bureaukratiet.

Det, regeringen foreslår, er altså dyrere og mindre socialt retfærdigt end det system, der eksisterer. Og det problem, der har udløst forslaget til reform, er forholdsvis lille.

Statsministeren taler om uddannelser, der kræver mere end 10 i snit. Men på over 9 af 10 uddannelser er et snit på 9 rigeligt.

Når regeringen foreslår at løse et begrænset problem ved hjælp af en metode, der er både dyrere og dårligere end den, der anvendes i dag, er det, fordi den er blevet indfanget i en bestemt ideologi. Det er en ideologi, som er vidt udbredt i den røde, veluddannede middelklasse, der foretrækker at læse Politiken eller Information. Ifølge den røde middelklasses ideologi er det meget tæt på sundhedsskadeligt at gå i gymnasiet. Det vil uvægerligt føre til, at man udsættes for “pres” og “stress” i en grad, så et ungt menneske næsten ikke kan holde til det.

Selvfølgelig er det ikke tæt på sundhedsskadeligt at gå i gymnasiet, hvis man bare indretter sit liv på det. Selvklart skal man undlade at ligge i sprit fra torsdag til søndag.

Man skal ikke tjatte til sine lektier, mens man sidder på en café og hygger sig med venner. Derimod skal man sætte sig i et lokale uden forstyrrende elementer og arbejde seriøst med tingene, til opgaverne er løst. Så vil de gode karakterer og det høje snit indfinde sig, uden at man bliver særlig stresset.

” Pres” og “stress” er i dag blevet det narrativ, ingen udfordrer. Har du faktisk meget at lave? Eller er dine forventninger forkerte? Det er der ingen, der tør spørge om. Har du overvejet, om gymnasiet i det hele taget er noget for dig? For hvis du virkelig er ved at gå helt ned på noget, som tusindvis af unge i gamle dage først og fremmest opfattede som en åndsudvidende og dannende periode i livet, er det måske et signal om, at du mangler boglige evner. Har du tænkt over, at man får en stålsat karakter af at gøre sig umage og af at anstrenge sig? Og har du tænkt over, at en stålsat karakter har man i højeste grad brug for i hele sit liv? De svære år mellem konfirmation og pension, som en vittig hund engang formulerede det.

Det er simpelthen forbudt at udfordre den røde middelklasses narrativ om pres og stress. Selv om der er et hav af gode grunde til at gøre det.

Det bliver ikke bedre af, at statsministeren optræder som den argeste middelklassepopulist. Bliver man en bedre psykolog af at have mange 12-taller, spurgte hun på Folkemødet. Ja. Det bliver man faktisk. Forstået på den måde, at et højt gennemsnit ifølge Evalueringsinstituttet er en fremragende indikator på, om man egner sig til at tage en videregående uddannelse.

Man forstår det egentlig godt: Folk, der har mange 12-taller, er sandsynligvis kendetegnet ved at være flittige og intelligente og ved at være i besiddelse af en vis indre motivation og stamina. Alle fire ting er ekstremt gode egenskaber at være i besiddelse af. Hvad enten man vil være psykolog eller noget helt andet. At regeringen opstiller en modsætning mellem på den ene side at få 12 og på den anden side at lære noget og at være interesseret i noget, er en decideret fornærmelse imod de dygtige elever.

Selvfølgelig har man lært rigtig meget, når man får 12. Man har nemlig lært mere end alle, der har fået mindre. Og selvfølgelig er det i hovedreglen sådan, at uden interesse kommer man i det hele taget ikke særlig langt, når man uddanner sig.

På grund af den røde ideologi skal der nu skabes en kæmpemæssig kvote 2 på en fjerdedel af de optagne studerende. Det er faktisk mere tilfældigt og vilkårligt end karaktererne i gymnasiet. Fordi på gymnasiet har man tre år til at blive dygtig til en række veldefinerede fag. Og rundhåndet hjælp fra meget veluddannede lærere til at forstå fagene og forbedre sig.

Et enkelt element i forslaget overvejede jeg i første omgang at springe over, fordi det slet og ret er åndssvagt. Men jeg vil nævne det alligevel: at man skal kunne komme på universitetet med fem års erhvervserfaring. For at skære det ud i pap: Det er ikke kvalificerende til et universitet at have haft et job i fem år. Under nogen omstændigheder.

Der er en vanvittig idé, som må luges ud af regeringens forslag hurtigst muligt.

Det er populært at sige, at nogle politiske regimer læser George Orwells roman “1984” som en manual og ikke som en advarsel. Jeg vil sige: Regeringen læser Jørgen S.

Dichs klassiker “Den herskende klasse” som en manual og ikke som en advarsel. Jørgen S. Dich sagde, at udbygningen af den offentlige sektor – og ikke mindst af uddannelsessystemet – først og fremmest tjente medarbejdernes interesser. Eller med andre ord: Når man i 1960′ erne og 1970′ erne udbyggede uddannelsessystemet så meget, som tilfældet var, skyldtes det, at akademikerne havde haft held til at indbilde den tids politikere, at et retfærdigt samfund stod og faldt med, at rigtig mange mennesker fik en studentereksamen og kom på en videregående uddannelse.

Det er selvfølgelig ikke sandt. Et samfund, hvor mange har en erhvervsuddannelse, kan være både lige så retfærdigt og mere til. Men det giver beskæftigelse til en hel masse akademikere at (over) uddanne befolkningen, og det var i virkeligheden den skjulte dagsorden.

Regeringen og dens støttepartier går helt konsekvent den røde, akademiske middelklasses ærinde.

Statens Uddannelsesstøtte er en af de meget få overførselsindkomster, der har en negativ social pro-fil. Det vil sige: Den overfører faktisk penge fra mennesker, der ikke er så godt ved muffen, til mennesker, der er langt bedre ved muffen.

Oven i det vil man nu til at lægge mindre vægt på de forholdsvis socialt retfærdige karakterer og mere vægt på de forholdsvis mindre socialt retfærdige optagelsesprøver og subjektive skøn. Det favoriserer i den grad den røde middelklasses useriøse unger. Der ikke vil give slip på fester og venner, mens de går i gymnasiet, men gerne have topkarakterer alligevel.

Regeringens forslag er den rene og skære populisme rettet mod den røde middelklasse. Man ville ønske, at de blå partier ville protestere højlydt imod, at dette sker. Desværre ser det ud til, at det som sædvanlig vil være overtegnede – og nogle få andre behjertede borgerlige – der vil sige fra over for denne tilpasning af hele vores uddannelsessystem til den røde middelklasse og dens useriøse afkom.

Desværre ser det ud til, at det som sædvanlig vil være overtegnede – og nogle få andre behjertede borgerlige – der vil sige fra over for denne tilpasning af hele vores uddannelsessystem til den røde middelklasse og dens useriøse afkom.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands Posten d. 22. juni 2022)

Ole Birk Olesen

7. juni 2022

Henrik Dahl

7. juni 2022

Det talte ord gælder.

Hvis de enkelte MF’ere ikke bærer sig nogenlunde fornuftigt ad, bliver de afsat ved det førstkommende valg. Derfor er Folketinget bange for borgerne. Hvis regeringen ikke styrer landet på en måde, der kan finde opbakning i Folketinget, kommer den i mindretal og må træde tilbage. Derfor er regeringen bange for Folketinget. Hvis byretterne og landsretterne ikke koncentrerer sig om at afgøre sagerne rigtigt, bliver de underkendt af Højesteret. Derfor er de lavere retsinstanser bange for de højere.

Dykker man ned i den måde, vores danske demokrati fungerer, vil man finde, at det helt grundlæggende er baseret på, at alle skal være bange for noget.

At enhver, der er betroet magt, skal stå til ansvar, er selve grundlaget for det folkestyre, hvis fødselsdag vi fejrer i dag.

Det, der var problemet med enevælden, der herskede før den 5. juni 1849, var, at den var ansvarsfri. Ingen havde noget at være bange for.

Var kongen uduelig? Det havde ikke nogen konsekvenser før 1849. Var regeringen elendig? Det havde ikke nogen væsentlige konsekvenser før 1849. Var domstolene bundhamrende uretfærdige? Det samme: Før 1849 havde det ikke de helt store konsekvenser. Bare man holdt sig gode venner med kongen.

At magthaverne skulle stå til ansvar, var det helt store gennembrud, da vi i Danmark tog de første skridt hen imod demokrati for 173 år siden.

I det hele taget har vi en grundlov, der er utroligt fornuftig. Den lever fuldkommen op til, hvad kejser Napoleon siges at have sagt: En forfatning skal være kort og uklar.

Det skal den være, fordi en kort tekst, der er en lille smule uklar, kan fortolkes på mange måder. Og uden, at mange mennesker kan lægge noget lidt forskelligt ind i en grundlov, kan den ikke samle et tilstrækkeligt stort flertal.

Vores nuværende grundlov fra 1953 lever i højeste grad op til kejser Napoleons kloge ord. Med kun 89 paragraffer fordelt på 11 kapitler.

Grundloven fastsætter først sit eget gyldighedsområde. Det er ”alle dele af Danmarks rige – hvad der ikke er helt ligegyldigt. Det var spørgsmålet om den oprindelige junigrundlovs gyldighedsområde, der kastede Danmark ud i Anden slesvigske krig i 1864. Så forholder grundloven sig til kongens stilling; regeringens forhold til kongen; Folketingets stilling; Folketingets arbejde, herunder samarbejde med regeringen; oprettelse af en rigsret og den dømmende magts forhold i øvrigt; folkekirkens forhold (samt betingelserne for religionsudøvelse i øvrigt); borgernes frihedsrettigheder; borgernes politiske rettigheder; reglerne for at ændre forfatningen samt sidst, men ikke mindst: Grundlovens ikrafttrædelse.

Enklere kan det dårligt blive. Og mere uklart: Næppe heller.

Hvis man ikke er blevet undervist i, hvordan grundloven skal læses, kunne man fristes til at tro, at kongen har umådelig meget at skulle have sagt. Men paragrafferne om kongen skal læses sådan, at det er regeringen, der styrer landet – ikke kongen.

Man kunne også fristes til at tro, at Danmark hurtigst muligt skal have en kirkeforfatning. For det står der i paragraf 66: folkekirkens forfatning ordnes ved lov. Men det er der ingen regeringer, der i 173 år har haft den store lyst til at gå helhjertet ind i. Og lad mig afsløre: Det kommer heller ikke til at ske i vores levetid.

Det sidste eksempel på frugtbar uklarhed, jeg gerne vil slå ned på, er paragraf 56: At MF’ere skal stemme efter deres overbevisning.

Den paragraf får altid nogen til at sige, at så må det være slut med politiske partier og politiske kompromisser og uvanen med, at MF’erne sidder i folketingssalen med et ark papir, de har fået fra partisekretariatet, og mekanisk trykker på de grønne og røde knapper.

I virkeligheden er der kun ét menneske i verden, der kender en MF’ers inderste overbevisning: Den pågældende selv. Og derfor mangler ethvert andet menneske på jordkloden i virkeligheden de oplysninger, der er nødvendige for at kunne udfordre den enkelte MF’er.

Realiteten er, at de fleste folketingsmedlemmer har den dybe og inderlige overbevisning, at partidisciplin er en god ting, som man bør følge. Derfor stemmer de naturligvis altid efter deres overbevisning – også når de sidder bevidstløst med sedlen fra partisekretariatet og stemmer det, der står på den.

I realiteten betyder paragraf 56 da også noget andet. Den siger, at der kun findes én måde, hvorpå man kan klage over sin MF’er: Ikke at stemme på vedkommende en anden gang.

Men tilbage til grundloven og spørgsmålet om magt. Det geniale ved vores første grundlov og alle dem, vi siden har haft, var indsigten i, at enhver, der har magt, skal føle en form for begrænsning i den magt, de udøver. Hvilket man i praksis kan oversætte til, at alle magthavere skal være bange for noget.

I et ægte demokrati skal statens magt være begrænset. Magten skal være delt. Og de enkelte grene af statsmagten skal være bevidste om, at de kan komme i store vanskeligheder, hvis de ikke overholder spillereglerne.

Det rummes alt sammen i vores gamle, men stadig vitale, grundlov. Og derfor er der al mulig grund til at mødes og fejre den i dag.

Men er der magthavere i dag, der ikke kan gøres ansvarlige? Det er det store spørgsmål. For magthavere, der ikke har noget at frygte, er hundrede procent imod ånden i vores demokrati.

Som politiker kan man godt føle, at medierne ikke står til ansvar. De kan sige, hvad de har lyst til. Og selvom den enkelte politiker kan fremlægge bevis for, at hun eller han taler i overensstemmelse med den bedst muligt viden, kan det godt føles som om, at det ikke bliver taget til efterretning.

Men faktum er: Man kan altid klage til Pressenævnet. Og hvis det finder, at medierne er gået over stregen, bliver de også holdt ansvarlige. Så det passer ikke, at medierne står uden for princippet om frihed under ansvar.

Der, hvor jeg godt kan være bekymret for, at grundlovens fundamentale princip om, at magthavere skal kunne holdes ansvarlige, svigter, er i forhold til bureaukratiet.

Hvem ender med at stå til ansvar, hvis en borger kommer i klemme i beskæftigelsessystemet? Eller i sundhedsvæsenet? Eller i skattevæsenet? Alt for ofte er svaret: Det er der ikke nogen, der gør.

På den måde ender bureaukratiet med at have en magt, som der ikke er nogen andre i vores demokrati, der har. Hvor det koster dyrt for et politisk parti eller en regering at fejle, er det mere eller mindre gratis for det bureaukratiske system. Her kan man træffe den ene dårlige afgørelse efter den anden. Uden, at det nogensinde vil koste nogen deres embede eller deres frihed og bekvemmelighed.

Grundloven er konstrueret sådan, at det næsten er umuligt at ændre den. Først skal ændringerne vedtages af Folketinget. Så skal de godkendes ved en folkeafstemning. Så skal der udskrives valg. Og så skal det nyt sammensatte Folketing godkende ændringerne en gang til. Det er en procedure, der er skabt til at forhindre evindelige ændringer – og den virker.

Så grundloven bliver ikke ændret. Men HVIS den skulle ændres, hvad skulle man så tage fat på?

Nogen siger, at menneskerettighederne burde skrives ind i grundloven. Det er jeg ikke så sikker på.

Menneskerettighederne består både af negative rettigheder: Ting, staten ikke må gøre. Og positive rettigheder: Ting, staten skal gøre.

Jeg tror ikke, det er klogt at skrive positive rettigheder ind i en forfatning. Og mærkeligt nok: Fordi de positive rettigheder trods alt er FOR uklare til, at det er godt at skrive dem ned. De kan hurtigt vrides og vendes til noget, lovens givere aldrig havde tænkt på. Og erfaringen viser: Det sker også.

Men to af de nuværende paragraffer burde man se på:

I følge paragraf 67 har vi i Danmark religionsfrihed. Alligevel er vi nødt til at opstille bevæbnede vagter ved synagogen i Krystalgade og ved den jødiske Carolineskolen. Og i hele Europa vokser antisemitismen i disse år.

Ifølge paragraf 70 kan man hverken unddrage sig ret og pligt som følge af sin religion. Alligevel presses Folketinget og lokale politikere og autoriteter igen og igen til at tilstå religiøse minoriteter særrettigheder.

Det peger på, at de to paragraffer 67 og 70 bør have en ny formulering. Der for det første er mere præcis i forhold til, hvad religioner ikke må. Og for det andet er mere præcis i forhold til, hvor grænsen mellem religion og almindeligt medborgerskab går.

I forhold til bureaukratiet skal man huske: Manglen på paragraffer i grundloven forhindrer ikke Folketinget i at indrette den øvrige lovgivning sådan, at også de upersonlige ”systemer” kan holdes ansvarlige, hvis de behandler borgere og virksomheder urimeligt eller decideret dårligt.

Derfor er det mit ønske på denne grundlovsdag, at Folketinget altid husker grundlovens ånd på de områder, der ikke er omfattet af dens bogstav.

”Systemet” bør ikke kunne slippe ustraffet fra at behandle borgere og virksomheder urimeligt eller dårligt. Det skal være muligt at klage og at få sin ret. Og det skal koste en klækkelig erstatning til den, der får sine rettigheder trampet på af systemet, når det fejler og på den måde misbruger sin magt.

Sådan holder Folketinget grundloven opdateret. Selvom den er næsten umulig at ændre.

Kære Sofie Carsten: Hvis du vil lave reformer, så har du mit nummer

En valgkamp i økonomiens, velfærden og folkestyrets tegn

Er der forskel på Jylland og København?

Fra tryghedsstat til ansvarssamfund

Det borgerlige Danmark står over for to vigtige konflikter – den ene kan ikke vindes

Kønnet er ikke konstrueret: Mennesket er et pattedyr, og alle pattedyr er opdelt i to køn

Woke-tilhængerne fylder alt for meget i forhold til, hvor få de er

Ren populisme for den røde middelklasse

Oles grundlovstale 2022

Henrik Dahl: Læs min grundlovstale