Skal Putin tage hele Ukraine, før EU’s største pengetank tør investere i krudt og kugler?

Henrik Dahl
26. februar 2024

EIB holder fast i sit forældede forbud mod at understøtte forsvarsindustrien. Det er symptom på et generelt problem i EU

Hvis vi i Europa skal gøre os nogen forhåbninger om, at Ukraine vinder krigen mod Putins imperialisme, har vi brug for langt mere militært materiel. Men lige nu står Europas største långiver i vejen for at sikre den fortsatte opbakning til vores ukrainske allierede.

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) er nemlig underlagt et princip om, at man ikke investerer i ammunition og våbensystemer, fordi man hellere vil bruge pengene på fredsbevarende indsatser.

Netop EIB kunne ellers med sin store pengetank, der alene sidste år investerede omtrent 660 mia. kr. i en række initiativer, have udgjort en enorm stor forskel på slagmarken.

Men alligevel har investeringsbanken valgt at holde fast i sit forældede forbud mod at understøtte forsvarsindustrien.

Det princip er symptomatisk på et generelt problem, der plager store dele af EU: nemlig at man ofte vedtager nogle regler, der muligvis lyder godt på papiret, men som i den virkelige verden gør mere skade end gavn.

For hvis der er noget, der bidrager til at sikre fred her i verden, er det selvfølgeligt et troværdigt afskrækkende forsvar.

Forsvarspolitisk efterslæb

Derfor har vi ikke længere råd til at hænge i bremsen, når det kommer til at sikre et kampdygtigt og stærk europæisk militær. Før Putins kampvogne krydsede

Ukraines landegrænse har det i alt for mange lande – inklusive Danmark – været en skammelig kendsgerning, at vi ikke levede op til vores Nato-forpligtelser om at bruge minimum 2 pct. af vores bnp på forsvaret.

Og ikke nok med at vi ikke løbende har investeret yderligere i Forsvaret. I mange lande har det eksisterende materiel sågar været mere eller mindre ude af drift.

En rapport med nogle år på bagen kunne eksempelvis dokumentere, at mindre end halvdelen af Tysklands Euro- og Tornadofighter-kampfly var kampdygtige, og at ikke én eneste af landets seks ubåde var funktionelle.

Med tanke på, at Tyskland er den næststørste bidragsyder til Nato efter USA, er det nedslående læsning, som bør få alle, der kerer sig om Europas sikkerhed, til at råbe vagt i gevær.

Men denne tendens kunne vendes, hvis vi med Den Europæiske Investeringsbank fik sat turbo på investeringerne i EU-landenes forsvar. Derfor bliver EIB nødt til at se de sikkerhedspolitiske realiteter i øjnene og ændre sin praksis.

For det vil være en blåstempling af, at det selvfølgelig ikke bare er ok, men en decideret prisværdig handling, når man sikrer kapital til en kritisk sektor, der bidrager til vores alles sikkerhed.

Det vil betyde, at pensionskasser, kapitalfonde og andre institutionelle investorer – som ofte også er underlagt utidssvarende principper om ikke at røre forsvarsindustrien med en ildtang – vil være mere tilbøjelige til at følge i slipstrømmen af EIB og allokere kapital, som atter kan fylde Europas våbenlagre.

Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, har allerede bebudet, at hans eget land i det kommende år vil fordoble støtten til Ukraine, og ligeledes opfordret andre EU-lande til at skrue op for støtten. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, der bør stå som et eksempel til efterfølgelse for alle EU-lande.

Et paradigmeskifte

For vi har brug for et paradigmeskift i den europæiske forsvarspolitik. Den tidsalder, hvor vi kunne hvile på laurbærrene og høste fredsdividender, er endegyldigt forbi.

Det skyldes ikke blot, at Putins imperialistiske stormagtsdrømme har skabt krig på det europæiske kontinent for første gang i flere årtier. Det skyldes også, at USA – uanset hvem der vinder præsidentvalget i november – er begyndt at orientere sig væk fra den rolle som global politibetjent i den regelbaserede verdensorden, vi har kendt til, siden Sovjetunionen kollapsede i 1991.

Derfor kan vi ikke længere forvente, at USA altid vil stå klar til at redde dagen. Europa skal kunne stå stærkere i egen ret.

Som Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, bebudede for nyligt, er der nemlig en reel risiko for, at Putins imperialisme ikke stopper ved Ukraines landegrænse.

Hvis vi lader nationalistisk navlepilleri eller virkelighedsfjerne principper stå i vejen for at sikre støtten til Ukraine, risikerer vi således ikke bare, at ukrainernes frihed bliver dem frarøvet af Putin.

Vi risikerer også at afføde en ny verdensorden, hvor den stærkes ret gælder, fordi vestlige demokratier ikke længere magter at være garant for fred og frihed. Derfor er tiden moden til at se de nye sikkerhedspolitiske realiteter i øjnene og gøre vores for at sikre Europas sikkerhed.

Det første sted at starte er ved at lade Europas største pengetank sætte fart på hjulene under den forsvarsindustri, der skal understøtte vores sikkerhed.

Af Henrik Dahl og Mads Strange.

(Indlæg bragt i Børsen d. 22/2-2024)

Det røde EU er et EU, der skaber splittelse og radikalisering

Henrik Dahl
22. februar 2024

For første gang nogensinde, kommer et EU-valg ikke – for alvor – til at handle om, hvorvidt Danmark bør forblive i EU eller ej.

Der findes stadig modstandslommer, hvor den tro lever, at et land på størrelse med Danmark har flere handlemuligheder uden for en alliance end indenfor. Men det er i vore dage et synspunkt af en eksotisk karakter.

Derfor håber jeg, at valget til Europa-Parlamentet 9. juni kommer til at handle om, hvorvidt det er en blå eller en rød vision om Europa, der skal fremmes i Bruxelles.

Europa har i den grad brug for, at nogen bekymrer sig om selve den økonomiske levedygtighed på kontinentet.

Sammenligner man Europa i dag med Europa for ti år siden, står vi svagere i konkurrencen med USA i vore dage, end vi gjorde i det forrige årti. Der bliver startet alt for få nye virksomheder. De virksomheder, der kommer i gang, har for svært ved at vokse. De helt store virksomheder klarer sig. Selvom også de er ved at segne under byrden af tung regulering.

Hvad angår virksomheder inden for højteknologi, er der oven i købet et ekstra lag af bekymring: Vil EU komme med tung, overforsigtig regulering, der kræver ansættelsen af nye korps af jurister og andet godtfolk? Eller vil EU regulere ud fra et princip om realistisk risiko – der typisk er mere smidigt og liberalt end regulering baseret på den antagelse, at alt, hvad der overhovedet kan gå galt rent teoretisk, også rent faktisk kommer til at gå galt engang i fremtiden? I det blå EU eksisterer der naturligvis regulering. Men den er smidig; mindst muligt bureaukratisk og baseret på rimelige og proportionale overvejelser over risiko.

Over for visionen om et blåt EU står der en vision om et rødt EU. I det røde EU er der ikke noget, der er så godt som selv den mindste, teoretiske og totalt urealistiske risiko. Og hvorfor er der ikke det? Fordi så kan man altid benytte risikoen for, at nogen foretager sig et eller andet komplet vanvittigt eller risikoen for, at noget helt ekstremt urealistisk indtræder (tænk i retning af en kollision mellem to kometer i farlig nærhed af Jorden) som et påskud for at indføre planøkonomi.

Derfor er der faktisk en hel del, der står på spil ved det kommende valg til Europa-Parlamentet.

Danskerne kan vælge at styrke den side i parlamentet, der ved hjælp af påskud om, at vi lever i en ekstremt farlig – og uretfærdig – del af verden vil indføre så meget planøkonomi og centraldirigering, som det overhovedet kan lade sig gøre. Eller danskerne kan vælge at styrke den side i parlamentet, der anerkender behovet for at regulere på en række områder. Men også betragter det som nødvendigt, at regulering opleves som rimelig; ubureaukratisk og proportional med det onde, den skal forebygge.

Vælger danskerne den røde vision for EU, kan vi regne med at sakke endnu længere bagud i konkurrencen med andre kontinenter.

Ligesom vi kan regne med, at Europa som tiden går vil blive et kontinent, der både er renset for små virksomheder og for højteknologiske virksomheder.

Det mest kedelige har jeg gemt til sidst.

Det røde EU er også et EU, der skaber splittelse og radikalisering. For lige så meget splittelse, der opstår som følge af underreguleret indvandring, vil der opstå som følge af en overreguleret klimapolitik.

I et blåt EU skal der være rimelig regulering af indvandring. Og rimelig regulering for at fremme den grønne omstilling.

Det er den eneste farbare vej fremad for vores kontinent. Derfor håber jeg, at valget mellem blåt og rødt EU kommer til at fylde i de kommende måneder.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 22. februar 2024).

Derfor er det en vanvittig idé at forbyde AfD

Henrik Dahl
7. februar 2024

Der er ikke nogen nævneværdig ekstremisme i Danmark. EU har meget at lære af os.

Europa kan lære meget af Danmark.

Som regel er det en selvovervurderende påstand, der ikke er belæg for, når man udforsker den nærmere.

Men i forhold til politisk radikalisering er der faktisk noget om snakken. I Danmark er de politiske yderfløje ikke særligt store eller vigtige.

På godt og ondt foregår hovedparten af den politiske samtale mellem ansvarlige partier, der gerne vil lave aftaler med hinanden. De vilde og voldsomme meldinger om, at samfundet skal ændres totalt og fra bunden, skal man langt ind i aviserne for at finde. Der, hvor de bringer notitser om småting af den mere kuriøse art.

Når europæiske politikere udtrykker deres frygt for, at de kommende års valg rundtomkring i Europa vil føre til en styrkelse af radikaliserede partier, kan vi i Danmark med god samvittighed melde hus forbi.

Jeg er sikker på, at det skyldes, at den politiske elite i Danmark ligger langt over det europæiske gennemsnit, når det gælder om at være lydhør over for spørgsmål, der optager den brede befolkning.

I Danmark siger den politiske elite ikke nej, når venstrefløjen hævder, at klimaet er et problem. I stedet lytter man til bekymringerne. Og derefter udformer man politiske forslag, der ikke er lige så radikale som venstrefløjens egne.

Men som man med god samvittighed kan sige er en imødekommelse af de bekymringer, der er blevet udtrykt.

Efter lidt tøven i 1990’erne har det meste af den politiske elite i Danmark også erkendt, at ukontrolleret indvandring fra Stormellemøsten er et problem.

Der findes en stædig yderfløj. I disse dage fordriver den tiden med at prøve at gendrive Frederik Vads uafviseligt korrekte påstand om dominansadfærd blandt indvandrere og efterkommere fra Stormellemøsten.

Ellers kommer den med ”solstrålehistorier”, som ingen normale mennesker fæster nogen som helst lid til.

Men bortset fra denne marginaliserede gruppe ved alle, at Danmark har et problem, og at dette problem kræver en fordomsfri håndtering. Og lige præcis derfor betyder yderfløjene ikke det helt store i Danmark. Hvis yderfløjene har ret – er den politiske elites ræsonnement – så har de ret.

Det betyder ikke, at man skal kopiere deres politik. Men det betyder, at man skal tage de rejste spørgsmål alvorligt.

Prøv at betragte Tyskland som kontrast. Her skal jeg selvfølgelig fremkomme med den sædvanlige disclaimer: Fordi jeg i det følgende udtrykker forståelse for, at Alternative für Deutschland drives af ægte bekymring, så indebærer det ikke, at jeg er enig i dets løsningsforslag.

Og vi tager den lige en gang til for elevrådspolitikerne og stråmandspolemikerne: Jeg er ikke enig i Alternative für Deutschlands løsningsforslag.

Men det nytter ikke noget, at den politiske elite i Tyskland end ikke er i stand til at erkende, at Alternative für Deutschlands politiske drivmiddel er ægte bekymring over ægte problemer.

Jeg havde forleden en lang samtale med en virkelig stor kender af både Tyskland og Danmark. Han sagde noget til mig, som faktisk bekymrede mig: at den politiske elite i Tyskland befinder sig i en tilstand af fornægtelse, når det gælder de problemer, indvandringen fra Stormellemøsten har skabt overalt i landet.

I Tyskland er der i disse år ved at ske aldeles irreversible forandringer, når det gælder jøders sikkerhed. Når det gælder kvinders sikkerhed. Når det gælder seksuelle minoriteters sikkerhed. Og når det gælder helt almindelige borgeres mulighed for at færdes uantastet overalt i samfundet.

Men dette udgangspunkt for en samtale om, hvad der kan og bør gøres, er det nærmest umuligt at få et medlem af regeringspartierne til at erkende (i CDU/CSU går det en anelse bedre).

Ifølge pålidelige kilder overvejer Erdogan-regimet at starte en tysk filial af AKP. Altså det islamistiske parti, der har styret Tyrkiet med hård hånd i mange år.

Hvis det sker, kan mennesker fra Tyrkiet leve fuldstændig uforstyrret i Tyskland i en tyrkisk boble:

Man kan stemme på ”Die AKP”. Man kan gå til fredagsbøn i en moské drevet af det tyrkiske religionsministerium, Diyanet.

Og man kan takket være Ankaraaftalen fra 1963, der sidestiller tyrkere med EU-borgere, rejse uhindret rundt ikke bare i Tyskland, men i hele Schengenområdet.

Det fører ikke i retning af integration, men i retning af selvsegregering. Fremragende eksemplificeret ved den tyske fodboldlandsholdsspiller Ilkay Gündogan, der til Frank-Walter Steinmeiers formentlige forbløffelse overrakte Erdogan en af sine spillertrøjer med erklæringen: »Für meine verehrten Präsidenten, hochachtungsvoll.«

Hvad har den politiske elite i Tyskland at sige til alt sådan noget (som – i parentes bemærket – næsten ethvert medlem af den politiske elite i Danmark kan se udgør et problem)?

Stort set intet.

Hvis der ikke er andre, der vil sige det, må jeg tage opgaven på mig: Det er en absurd og vanvittig idé at forbyde Alternative für Deutschland. Men samtidig er det en tilståelsessag for dem: Vi i den tyske politiske elite aner ikke vores levende råd, når det gælder de problemer, der er Alternative für Deutschlands drivmiddel.

Tror tilhængerne af et forbud mod Alternative für Deutsland, at den problembevidsthed, der er partiets drivmiddel, vil fordufte og opløse sig selv i ingenting?

Tror tilhængerne af et forbud, at det er en god og samlende idé at sætte en tyk streg under, at der stadig går en massiv skyggegrænse ned gennem Tyskland, der adskiller det gamle DDR fra det gamle BRD?

Tror tilhængerne af et forbud, at det er en god idé at gøre som i Sverige? Det vil sige at udskamme en femtedel af befolkningen, fordi den har en anden opfattelse af samfundets største problemer, end den politiske elite har?

Der er kun én måde at reducere opslutningen til Alternative für Deutschland, der virker. Og det er at tilbyde partiets støtter noget politik, der er bedre end den, de får hos Alternative. Ikke den samme politik, naturligvis. Men en pakke med løsningsforslag, der samlet set opleves som bedre.

Det er sådan, vi i Danmark har undgået radikalisering og ekstremisme. Der er ingen, der har patent på modellen. Så den kan frit benyttes alle andre steder.

Der er kun én måde at reducere opslutningen til Alternative für Deutschland, der virker. Og det er at tilbyde partiets støtter noget politik, der er bedre end den, de får hos Alternative.

Ikke den samme politik, naturligvis. Men en pakke med løsningsforslag, der samlet set opleves som bedre, skriver Henrik Dahl.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 7/2-2024)