Formynderstatens feriepengefadæse

Pernille Vermund
25. november 2024

Et beløb på hele 3,9 mia. kr. og et tab, der potentielt vil gå ud over 751.000 danskere.

Det er henholdsvis den samlede sum af feriepenge og det samlede antal af danskere, der endnu ikke har indkasseret de penge, som staten har påtvunget dem at spare op. Det er meldingen i en pressemeddelelse fra ATP, hvor danskerne med en løftet pegefinger både bliver mindet om, at de nu også skal huske at holde ferie og at få deres feriepenge udbetalt.

Allerede tilbage i september kunne ATP annoncere over for 1,4 mio. lønmodtagere, at tiden nu var inde til at hæve deres feriepenge. Men to måneder senere er der altså stadig mere end 750.000 personer, som i gennemsnit har 5200 kr. stående på statens konto, som vil gå tabt, hvis de ikke bliver indkrævet før årets udgang. For alle, der går op i at bevare respekten for danskernes penge, bør det afføde en masse spørgsmål.

For hvorfor skal man miste retten til sine feriepenge, hvis man ikke har haft anledning til allernådigst at spørge staten, om man nu også må få sine egne penge udbetalt? Hvorfor i alverden må man ikke få sine feriepenge igen, hvis man eksempelvis af den ene eller anden årsag ikke har lyst til at holde ferie? Og hvorfor er det egentlig, at vi i første omgang har antaget, at helt almindelige, voksne mennesker ikke selv skulle være i stand til at spare op til deres ferie?

Idéen om feriepenge er et symptom på et generelt problem, der plager mange afkroge af det danske samfund. Nemlig at mange politikere tror, at deres opgave er at diktere, hvordan danskerne skal leve deres liv ned til mindste detalje. Statens tvangshjælp Det er ikke blot et problem, fordi det fører til højere offentlige administrationsudgifter og et unødigt bureaukrati, når staten skal tvangshjælpe borgerne med at spare op til deres ferie.

Det er også et problem, fordi det er rodfæstet i en manglende respekt for folks ansvar, frihed og ret til fleksibilitet over deres egne penge. Når der ikke bliver sagt fra over for dette bedrevidende formynderi, fører det til tossede situationer, hvor 750.000 danskere risikerer at deres egne tvangsopkrævede penge går tabt.

(Indlæg bragt i Børsen d.25. november 2024)

Hvad skal vi bruge endnu et ministerie til, hvis det ikke selv kender svaret?

Carsten Bach
19. november 2024

Da Mette Frederiksen tilbage i august annoncerede, at der skulle oprettes et nyt Ministerie for Samfundssikkerhed og Beredskab med Venstres Torsten Schack i spidsen, var det vanskeligt at se de stærke argumenter for ministeriets nødvendighed – og argumenterne er desværre ikke blevet stærkere med tiden.

Særligt fordi hverken Torsten Schack, Mette Frederiksen eller andre relevante aktører endnu har formået at gøre det klart og tydeligt, hvad ministeriets mandat rent faktisk er. Derfor er det med tiden udelukkende blevet mere og mere åbenlyst, at der er reel tvivl om, hvorvidt ministeriet har beføjelser til at stille konkrete krav eller blot komme med anbefalinger.

Nu står det sågar så grelt til, at ministeren føler sig nødsaget til at nedsætte en kommission for at undersøge, hvad hans egne beføjelser er. Altså skal dyrebar tid og skattekroner nu bruges på, at en kommission bruger kræfter på at finde frem til det svaret på de spørgsmål, som regeringen selv burde have besvaret for længst: Hvorfor er det her ministerie sat i verden? Og hvad har det konkret af ansvarsområder og beføjelser?

Danskerne fortjener ganske enkelt et ordentligt svar på disse spørgsmål, og det burde ikke koste en krone i kommissionsudgifter at få styr på ministeriets mandat flere måneder efter ministeriets tilbliven. Det bør tværtimod være en selvfølge, at der etableres et både overbevisende og gennemarbejdet fundament for et ministeries eksistensgrundlag, hver gang der oprettes et nyt. Særligt set i lyset af, at SVM-regeringen med 25 ministre har sat danmarksrekord i antallet af ministre siden grundlovsændringen i 1953.

I Liberal Alliance bliver vi desværre efterladt med et indtryk af, at oprettelsen af ministeriet potentielt er ren og skær symbolpolitik, som snarere havde til formål at sende et signal end at gøre en reel forskel for den danske samfundssikkerhed og beredskab. Vi håber, at ministeren i den nære fremtid kan forsikre os om, at det ikke er tilfældet.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 16/11-2024)

Der skal være mere fornuft og mindre kammerateri bag kommunernes finansiering

Carl Andersen
14. november 2024

Den kommunale udligning handler om at sikre mest mulig kvalitet i og finansiering til velfærden i alle landets kommuner. Men vi frygter, at nye udligningsforhandlinger ender, som de plejer: At et flertal af partierne vil give flere penge til kommuner med borgmestre fra netop deres partier.

Kommunernes finansiering skal ikke degraderes til en partipolitisk gaveleg. Liberal Alliance er ikke med i den nuværende aftale om udligning mellem kommunerne. Det skyldes kort og godt, at systemet er for ulogisk, indviklet, skævt og partipolitisk farvet.

Vi ser nu konsekvenserne af årtiers lappeløsninger: Et system, hvor borgmester efter borgmester råber vagt i gevær.

Vores udgangspunkt er, at der skal være en form for udligning mellem kommunerne. Alle kan ikke bare modtage det samme per indbygger. Vi er i op til 98 forskellige situationer.

Borgere overbeskattes
Det er en bunden opgave at sikre, at der er råd til en ordentlig offentlig service i kommuner, som eksempelvis ligger langt fra de store byer, har mindre bemidlede borgere, eller hvor befolkningssammensætningen er særligt udfordret værende med mange ældre, indvandre eller børn.

Samtidig er det afgørende for Liberal Alliance at værne om det lokale selvstyre. Så er spørgsmålet, hvordan denne udligning bedst tilrettelægges sådan, at den ikke skaber flere problemer, end den løser.

Udligningen bør også tilrettelægges, så den ikke – som i dag – primært har til formål at overbeskatte borgere (særligt) i og omkring Hovedstaden (minus vestegnen) og Østjylland for at fordele det ud til resten af landet ud fra, hvem det til enhver tid siddende flertal mener, skal have en større andel.

Det er den eneste forklaring på, at ekstremt præcise kriterier som “boligområder med mere end 5.000 beboere, hvor andelen af dømte er særlig højt” kan udgøre et selvstændigt vurderingskriterium – eller “grænsekommuner”, som åbenbart inkluderer Glostrup Kommune.

Det er politiske nålestiksoperationer for at kunne sende millioner af ekstra skattekroner rundt til “vennerne”.

Den nødvendige data
Grundlaget for en fornuftig dialog er, at data skal være på plads. Kommunerne skal kunne sammenlignes. Derfor er det nødvendigt at iværksætte et arbejde, som kan fremskaffe de tal, der viser, hvor den offentlige service ikke er god nok, i hvilke kommuner og hvorfor.

Ligeledes skal det gøres klart, hvad forskellige ydelser burde koste, hvis de blev leveret effektivt, samt hvad forskellige befolkningsgrupper “koster” det offentlige. Det kan danne grundlag for en mere evidensbaseret tildeling af midler.

Vi er meget bange for, at nye udligningsforhandlinger ender, som de plejer: At de slet ikke handler om, hvordan vi sikrer mest mulig kvalitet i og finansiering til velfærden i alle landets kommuner, men om, at et flertal af partierne vil give flere penge til kommuner med borgmestre fra netop deres partier.

Gerne på bekostning af andre kommuner med andre borgmestre, som ikke er en del af aftalekredsen. Vi vil gøre vores for, at det ikke bliver tilfældet.

Tilskud og beskatning
Grundlæggende bør regeringen tage de store briller på og skabe rammerne for en fornuftig finansiering af den lokale velfærd. Det var vel blandt andet dét, en regering over midten skulle kunne? Skabe store, men nødvendige forandringer uden de traditionelle blokpolitiske hensyn.

Dog er det afgørende for os, at man ikke blot ser på udligningssystemets 25 milliarder kroner, men også på særtilskud, bloktilskud og beskatning bredt set. Kommunerne forbruger jo 300-400 milliarder kroner årligt.

Hvorfor skal skatteborgere i Vallensbæk betale højere kommuneskat end landsgennemsnittet og sende de skattekroner til Herlev, der har en af landets laveste kommuneskatter?

Hvorfor indgår indtægter fra dækningsafgift ikke i indtægtsgrundlaget for kommunerne, så de uden konsekvenser kan brandbeskatte erhvervslivet? Hvorfor modtager Fanø Kommune – som eneste selvstændige ø-kommune – ikke bevillinger som sådan?

Hvorfor er fokus på effektivitet og produktivitet nærmest fraværende i den måde, vi laver kommunal finansiering på?

Kunne et system, der i langt højere grad end i dag udligner gennem bloktilskuddet fremfor gennem omfordeling af de kommunale skatter, kunne understøtte kvaliteten i velfærden i hele landet uden at forfordele udvalgte kommuners skatteborgere? Måske. Det skal vi have klarlagt.

Gentænk systemet
Der er mange spørgsmål, som kræver svar for at kunne genskabe logik og fornuft.

I Liberal Alliance er vi heller ikke bange for at erkende, at der ér forskel på kommunerne, på service og på beskatningsniveau. Vi ser det heller ikke som et problem, at der kommer en større forskellighed, end der er i dag. Det har vi allerede set ved eksempelvis de nye grundskyldssatser.

Vi ønsker, at de kommunale politikere får et øget handlerum til at drive deres kommune, som de finder bedst, i dialog med de borgere, som er bosat der.

Så længe alle borgere kan modtage det, vi fra nationalt hold beslutter, er et acceptabelt niveau af undervisning, ældrepleje med videre, bør det være lettere lokalt at finde et service- og skatteniveau, man finder passende. Naturligvis inden for rammerne af budget- og anlægsloven, der er vigtig for den nationale økonomistyring.

Så lad os turde tænke stort og gentænke systemet. Til gavn for borgerne, det lokale demokrati og ikke mindst de stakkels ansatte i Indenrigsministeriet og på kommunekontorerne, som må have hovedpine over at forstå dette uforståelige system.

Hvem ved: Måske det kunne frigøre arbejdstid til mere borgernær beskæftigelse?

(Indlæg bragt i Altinget d. 14/11-2024)

Hvorfor taler vi ikke mere om Enhedslistens ekstremisme?

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
20. september 2024

Jo, Pelle Dragsted er en sympatisk fyr, men kan vi være helt trygge ved et parti, der har haft en kedelig tradition med at omgås folk med tilknytning til terrororganisationer?

I slutningen af sidste år kom det frem, at Enhedslisten havde sendt millioner af danske skattekroner afsted til den palæstinensiske terrororganisation DFLP, som bl.a. stod bag massakren på den jødiske befolkning den 7. oktober.

Siden da er det væltet frem med historier, der blotlægger Enhedslistens venstreekstremisme.

Til Enhedslistens årsmøde slår partiets medlemmer på tromme for, at partiet skal vedtage som resolution, at »Israel skal opløses«, og at Hamas’ »modstandskamp« mod Israel er »legitim«.

Folk fra Enhedslistens folketingsgruppe har afholdt møder med medlemmer af en terrororganisation på Christiansborg.

Og flere af partiets hovedbestyrelsesmedlemmer har af officielle kanaler forsøgt at genoptage den økonomiske støtte til DFLP, som bliver brugt til at finansiere terrorangreb.

Når man lige lader de her kendsgerninger bundfælde sig, er det egentlig ret vildt at tænke på. Men faktum er imidlertid, at det ikke burde komme som en overraskelse.

For lige siden 1980’ernes mange partier på den yderste venstrefløj besluttede sig for at finde fælles fodslag i én enhed, har historien om Enhedslisten været en tilbagevendende opvisning i venstreekstremisme.

I slutningen af 1990’erne, da Pia Kjærsgaard blev forfulgt på Nørrebro, udtalte et medlem af partiets hovedbestyrelse: »Når vi tager afstand fra overfaldet på Pia Kjærsgaard, træder vi en masse folk i bevægelserne over tæerne.«

I første halvdel af 00’erne lukkede Pernille Rosenkrantz-Theil som medlem af Enhedslistens folketingsgruppe to personer ind i Folketinget, som hældte maling ud over Anders Fogh.

Rosenkrantz-Theil udtrykte støtte til overfaldet og sagde, at hun selv kunne have fundet på at deltage i angrebet, hvis hun ikke lige havde været medlem af Folketinget.

Og i den parlamentariske del af partiet har man altid haft svært ved at afvise Antifascistisk Aktion, Anti-racistisk Håndværkerlaug, Blekingebanden, dele af det autonome miljø og mange aktivistiske grupperinger, fordi disse bevægelser har været tæt forbundet med Enhedslisten.

Men det stopper ikke engang her.

Efter at Putins kampvogne havde krydsede Ukraines landegrænse i 2022, kunne Enhedslisten fra Folketingets talerstol bebude, at Rusland ikke er en trussel mod Europa, hvilket senere blev suppleret med en proklamation om, at Nato er en angrebspagt.

For Enhedslisten har altid stået for anti-vestlig politik.

Og selvom man i dag nok snarere forbinder dets politik med sympatiske frontfigurer som Johanne Schmidt-Nielsen, Pernille Skipper og Pelle Dragsted, kommer vi ikke uden om, at tidligere tiders drømme om kommunistisk revolution har sat sig som råd i alle afkroge af partiorganisationen.

Pelle Dragsted har været god til at tage afstand fra den venstreekstremisme, der stadig spøger i hans parti. Men hvad siger det om dansk politik, at hovedparten af den danske presse ikke for alvor har valgt at stille skarpt på Enhedslistens skandalesager?

Mon ikke der ville have været ramaskrig og ryddede sendeflader, hvis det havde været et borgerligt parti, der inviterede nynazistiske bevægelser til kaffe på Christiansborg eller kanaliserede skattekroner ud af landet for at finansiere højreekstremistisk terrorisme?

Og kan vi være trygge ved, at Pelle Dragsted refererer til en hovedbestyrelse – som har indflydelse på alt fra partiets politik til opstilling af kandidater – der består af folk med de her holdninger?

Disse spørgsmål står hen i det uvisse. Men jeg synes, vi i dansk politik burde begynde at forholde os til dem.
Hvad siger det om dansk politik, at hovedparten af den danske presse ikke for alvor har valgt at stille skarpt på Enhedslistens skandalesager? spørger Sólbjørg Jakobsen.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19. september 2024)