Beskæftigelsesministeren er så optaget af at holde andre organisationer end vennerne i fagbevægelsen uden for indflydelse, at det skader det vigtige samarbejde om arbejdsmiljø og beskæftigelse
Efter en lang sommerferie startede en ny sæson af dansk politik i august, da Mette Frederiksen bekendtgjorde, at Socialdemokratiet vil trække i bremsen på den automatiske stigning i pensionsalderen.
Siden 2006, hvor et bredt flertal i Folketinget indgik velfærdsforliget, har pensionsalderen nemlig automatisk fulgt danskernes levealder.
Men på bagkant af den historisk upopulære SVM-regering skal det ifølge statsministeren nu være slut med denne mekanisme, der af økonomer er blevet betegnet som alt fra kronjuvelen i Danmarks sunde økonomi til en forudsætning for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund.
Da SF præsenterede et lignende forslag tre måneder forinden, hudflettede Socialdemokratiet ellers idéen med meldinger om, at det var topmålet af uansvarlighed, og at forslaget decideret ville slå et hul i statskassen.
Men i et forkrampet forsøg på at stoppe Socialdemokratiets vælgerblødning er man nu selv villig til at slå hul i statskassen. Og fra deres perspektiv giver det måske meget god mening.
Op til folketingsvalget i 2019 lykkedes det nemlig at generobre nøglerne til regeringskontorerne med Arne-pensionen, hvor man håndplukkede et nøje udvalg vælgersegment, der skulle trækkes tidligere ud af arbejdsmarkedet end alle andre.
Der ikke brug for flere særordninger, der har til formål at appellere til bestemte vælgergrupper, som S håber på at få tilbage i folden
Argumentet lød, at også de mest nedslidte skulle have ret til en værdig pension, selvom nedslidning ikke er et kriterium for at kunne blive parkeret på Arne-pension – på trods af at Socialdemokratiet ellers konsekvent og dumstædigt påstod det modsatte.
Men strategien virkede tilsyneladende, og Mette Frederiksen vandt som bekendt regeringsmagten. Derfor bør det ikke vække undren, at statsministeren nu vil genoptage vinderformularen med et tilsvarende klassisk, socialdemokratisk slagnummer.
Argumenterne er i store træk de samme som i den gamle debat om Arne-pension; Nemlig, at fordi folk med kortere uddannelser og hårdere fysisk arbejde lever kortere tid end højtuddannede, er det retfærdigt med en differentieret pensionsalder, så førstnævnte gruppe kan trække sig tidligere tilbage.
Problemet er selvfølgelig bare, at det – præcis ligesom med Arne-pensionen – ikke er retvisende. En ny analyse dokumenterer nemlig, at selvom en akademiker i gennemsnit lever syv år længere end en ufaglært, så har de faktisk lige mange år på pension i snit.
Årsagen? At vi allerede har et differentieret pensionssystem med et væld af ordninger – som seniorpension, førtidspension, efterløn og ja, Arne-pension – for folk, som af den ene eller anden årsag har brug for eller lyst til at forlade arbejdsmarkedet før tid.
Hvis du vil lave lighed mellem uddannelsesgrupper, så vil jeg mene, at de nuværende ordninger i høj grad gør jobbet ud fra en gennemsnitsbetragtning, som økonomiprofessor og fhv. overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen formulerede det.
Således er der altså ikke brug for endnu flere særordninger, der har til formål at appellere til bestemte vælgergrupper, som Socialdemokratiet håber på at få tilbage i folden. Det, vi i stedet burde gøre, er at give folk magten tilbage over deres egen pension.
I Liberal Alliance har vi foreslået en ordning med Fripension, hvor alle arbejdende danskere vil få mulighed for at opspare 675 kr. skattefrit hver eneste måned.
Det vil for egen regning give borgerne muligheden for at gå på pension fem år før pensionsalderen – og så endda helt uden at slå et hul i statskassen, som Socialdemokratiet ville formulere det. Med et mere frit pensionssystem kan danskerne gå på pension på deres egne præmisser.
For nogle vil det betyde, at de trækker sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet for at nyde deres otium før tid. For andre vil det måske betyde, at man fortsat går på arbejde efter pensionsalderen, hvis det er det, man har lyst til. Men uanset hvad er det helt okay.
For danskerne bør selv have retten til at råde over deres egen pension i stedet for at være afhængige af politikere, hvis nåde kan skifte, som vinden (eller meningsmålingerne) vender. Det vil ikke blot være det mest retfærdige.
Det vil også være den økonomisk ansvarlige vej at gå som alternativ til at lade Mette Frederiksen sælge ud af dansk økonomis kronjuvel i et desperat forsøg på at erobre tabte vælgere tilbage.
(Indlæg bragt i Børsen d. 23/10-2024)
Efter en lang sommerferie vågnede dansk politik fra sin dvale, da Mette Frederiksen proklamerede, at Socialdemokratiet ville lave en grundlæggende forandring af det danske pensionssystem.
Siden Anders Fogh Rasmussens og Helle Thorning-Schmidts velfærdsaftale fra 2006 har det danske pensionssystem nemlig været styret af en mekanisme, hvor pensionsalderen automatisk stiger i takt med levetiden.
Det princip er af økonomer blevet kaldt alt fra “kronjuvelen i Danmarks sunde økonomi” til “forudsætningen for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund”. Lægger man velfærdsaftalen i graven, vil det derfor få katastrofale konsekvenser for økonomien.
Men i kølvandet på en historisk upopulær SVM-regering har Mette Frederiksen nu besluttet sig for at sælge ud af denne kronjuvel i et krampagtigt forsøg på at stoppe den socialdemokratiske vælgerblødning – dog uden at ville anvise vejen til, hvordan pensionssystemet så skal indrettes.
Med tanke på, hvor stor betydning vores pensionsregler har for både nationaløkonomien og folks fremtid, synes vi i Liberal Alliance, at Mette Frederiksen burde levere svar på, hvordan hun vil ændre systemet. Og det er ikke en holdning, vi står alene med.
I forbindelse med Folketingets åbningsdebat har otte af Folketingets partier fundet fælles fodslag om, at statsministeren bør indkalde til pensionsforhandlinger. Ja, selv i regeringens egne rækker har både Moderaterne og Venstre endda bebudet, at vi skylder danskerne at have en kvalificeret debat om det her emne.
Men alligevel er der radiotavshed fra Socialdemokratiet, som hellere vil prioritere at komme med hensigtserklæringer end faktiske politiske forslag til, hvordan man vil ændre systemet. Det er useriøst og uambitiøst.
For med så store milliardbeløb på spil, som kommer til at gribe ind i næsten hele befolkningens liv, skylder vi danskerne at have en debat om, hvilken pension de kan se frem til.
Mette Frederiksen burde levere svar på, hvordan hun vil ændre systemet.
(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 8/10-2024)
Mette Frederiksen sætter dansk økonomi over styr ved at trække S ud af velfærdsaftalen for at genvinde tabte stemmer
I 2006 fandt et politisk flertal med Anders Fogh og Helle Thorning-Schmidt i spidsen fælles fodslag om at sikre en sund nationaløkonomi langt ud i fremtiden. Et bredt udsnit af Folketingets partier var nemlig blevet enige om at lade pensionsalderen stige i takt med levetiden, hvilket er blevet kaldt alt fra “kronjuvelen i Danmarks sunde økonomi” til en “forudsætning for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund” .
Men en ny sæson af dansk politik er netop blevet blæst i gang af Mette Frederiksen, der har besluttet sig for at ville trække Socialdemokratiet ud af velfærdsaftalen. På et bagtæppe af den historisk upopulære SVM-regering og et socialdemokrati, der bløder vælgere i hidtil uset omfang, vil Mette Frederiksen nemlig ændre velfærdsaftalens princip om, at pensionsalderen skal følge levetiden.
Da SF for tre måneder siden præsenterede et lignende forslag, lød meldingen fra Socialdemokratiet ellers, at det var “ topmålet af uansvarlighed” , og at forslaget decideret ville “slå et hul i statskassen” .
Men nu har piben fået en anden lyd, og i dag er Mette Frederiksen selv villig til at sætte den danske økonomi over styr i et krampagtigt forsøg på at kapre tabte vælgere tilbage.
Med det her forslag efterlader statsministeren regningen for fremtidens sunde økonomi i børneværelset hos de kommende generationer. Det er et markant opgør med det, der af Mette Frederiksen selv blev beskrevet som formålet med at danne SVM-regeringen.
De ideologiske stridsøkser skulle begraves, yderfløjene skulle holdes uden for indflydelse, og de selverklærede “ansvarlige” partier skulle finde sammen på midten af dansk politik for at træffe de svære – men nødvendige – beslutninger, som kunne fremtidssikre velfærdssamfundet.
Men med det her forslag går vi et stort skridt i den diametralt modsatte retning end dét, der var regeringens eksistensberettigelse. Fra 2040 til 2070 vil forslaget forøge nettogælden med svimlende 299 mia. kr. , hvilket selvfølgelig skal betales af de af os, der er i arbejde i den periode.
Og ifølge professor i økonomi og tidligere overvismand Michael Svarer har netop velfærdsaftalen været “fuldstændig afgørende for sundhedstilstanden på de offentlige finanser” og gjort, at “vi gik fra en situation med kroniske underskud til en situation, hvor vi ligger tæt omkring en balance.”
Et opgør med velfærdsaftalen vil derfor slå revner i fundamentet under den danske økonomi. Ikke mindst i en tidsalder, hvor vi i forvejen er presset af demografiske udfordringer og en markant mangel på arbejdskraft.
Skurvognspopulisme Hvis Mette Frederiksen lykkes med at lægge velfærdsaftalen i graven, risikerer vi at få en ny normaltilstand i dansk politik præget af populistisk overbudspolitik. Vi har allerede set konturerne til dette, da Socialdemokratiet i sin tid forsøgte at vinde regeringsmagten i 2019 ved at trække raske mennesker ud af arbejdsmarkedet med Arne-pensionen.
Og da nøglerne til regeringskontorerne skulle bevares op til folketingsvalget i 2022, trak Socialdemokratiet endnu et uansvarligt forslag op af hatten, da man besluttede sig for at lefle for udvalgte vælgersegmenter af offentligt ansatte med et såkaldt lønløft. Dette seneste skud på stammen af uansvarlig økonomisk politik giver mindelser til de tendenser, vi kender fra gældsplagede, sydeuropæiske lande, hvor politikerne konstant kappes om at overbyde hinanden ved at bestikke nøje udvalgte vælgergrupper med frynsegoder.
Opgøret med velfærdsaftalen udstiller, hvorfor det ikke er trygt at overlade danskernes pensionsalder til politikere, der kan fristes til at udnytte nationaløkonomien til at købe stemmer. Men der er ingen, der siger, at det behøver at være sådan.
Vi har muligheden for at gennemføre en reform, som giver danskerne magten over deres egne pensionsordninger, som et folketingsflertal ikke vil kunne tage fra dem med et pennestrøg. I Liberal Alliance har vi eksempelvis fremsat et forslag om “Fri Pension”, hvor alle danskere i arbejde vil kunne få mulighed for at opspare 675 kr. skattefrit hver måned.
Det vil for egen regning give folk muligheden for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet fem år før pensionsalderen. Hvis vi også skal efterlade et Danmark med vækst og velstand til de kommende generationer, har vi slet og ret ikke råd til at gamble med nationaløkonomien ved at lade os besnære af kortsigtede, populistiske interesser.
Derfor bliver vi nødt til at føre en ansvarlig økonomisk politik. Præcis ligesom Mette Frederiksen selv insisterede på at gøre, da hun for halvandet år siden vendte blokpolitikken ryggen for at fremtidssikre vores velfærdssamfund.
(Indlæg bragt i Børsen d. 16/8-2024)
Da en række ansatte i Deutsche Banks spanske afdeling i 2017 valgte at lægge sag an mod deres arbejdsgiver, havde de nok ikke forestillet sig den virak, det ville skabe. For hvem skulle egentlig kunne tænke sig frem til, at en enkelt sag ville betyde, at flere hundrede millioner EU-borgere minutiøst skulle registrere hvert arbejdsopkald, de tog efter arbejdstid? Formentlig ingen. Alligevel er det ikke desto mindre sådan, det er blevet.
For eftersom de spanske medarbejdere i den tyske bank ikke havde fået en overtidsbetaling, de havde krav på, vurderede EU-Domstolen, at det skulle være nok: Hvis enkelte ikke måtte have styr på deres medarbejderes arbejdstid, må alle registrere den. Sådan tolkede domstolen lovgivningen på området. Af den grund skal vi i hele EU til at notere al tænkelig bimlen og bamlen i Outlook, så ingen igen havner i den tysk-spanske Deutsche Bank-saks.
Om end det lyder mere som en molbohistorie end virkeligheden, er det desværre et billede på noget eviggyldig: Flyver der gråspurve over EU’s himmel, bliver de skudt med kanoner. Det er nærmest en selvfølge.
Årsagen findes i politikeres evigt gode intentioner. For desværre er det altid sådan med dem, at de bliver til indgribende lovgivning, der til sidst rækker helt ind i folks soveværelser og mobiltelefoner. Se bare på EU’s barselsdirektiv og den her så omtalte tidsregistrering. For vejen til helvede er ikke brolagt med gode intentioner for sjov: Uanset om man rækker lillefingeren frem i Bruxelles eller København, risikerer man, at hele armen ryger. Styringstrangen trumfer altid den enkeltes frihed.
Således lugter arbejdstidsregistreringen af det, som gode, gamle Ronald Reagan udtrykte i 1986: at de ni mest skræmmende ord i det engelske sprog er: »I’m from the government, and I’m here to help.« Med den udtalelse beskrev USA’s 40. præsident, hvordan politikeres indblanding i borgernes liv ofte fører til skræk og rædsel, fordi indblanding enten vil være uhensigtsmæssig eller direkte skadelig. Alligevel ville den komme fra et sted med påståede gode intentioner.
At Reagan og hans frihedsfilosofi nød stor opbakning, var ikke overraskende, og overalt i Vesten holder liberale partier da også stadig hans og andre af fortidens frihedstænkeres faner højt. For netop tiltag som arbejdstidsreguleringen minder os alle om, at der i sandhed er noget at kæmpe imod.
Ingen har nemlig nogensinde bedt om et fælleseuropæisk svar på det tysk-spanske Deutsche Bank-problem. Ingen så gråspurvene, før de blev skudt ned af overimplementeringens faste krigere. Ingen havde brug for hjælp fra »the government«. Men sådan er mange politikeres modus. Styringen vinder altid.
Derfor er jeg midt i min forbavselse og indignation af og til glad for at blive mindet om, hvorfor jeg er liberal. Det er jeg, fordi jeg ikke mener, staten og politikere skal regulere, om du eller din kæreste skal tage mere eller mindre barsel, tale mere eller mindre i arbejdstelefon, spise stærke kopnudler eller alt andet, diverse politikere har været ude efter. Heldigvis er der på den måde intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Så tak, EU. Tak, fordi du tog dig tid til at minde mig om mit ideologiske ståsted.
Jeg håber, du har registreret den.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 14. juli 2024)
I Liberal Alliance vil vi meget gerne være med til at se på, hvordan man kan understøtte, at flere unge får et fritidsjob.
De fleste husker deres første job. Dengang de uddelte reklamer, satte varer på plads i det lokale supermarked eller var babysitter. Selv startede jeg som 13-årig med at gå med aviser og har efterfølgende stået i en bager, arbejdet i Lidl og været piccoline.
Desværre er der i dag mange unge, der ikke har et fritidsjob. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at blot 35,7 procent af unge mellem 13 og 17 år havde et fritidsjob i 2022. Samtidig er der store forskelle på tværs af landet.
For eksempel havde 47 procent i Ringkøbing-Skjern Kommune et fritidsjob, mens det kun var tilfældet for 28,3 procent i Gentofte Kommune.
Det er en skam, at der ikke er flere unge, der har et fritidsjob – for der er utallige fordele ved at have et fritidsjob. Jeg lærte at gå på arbejde, tage ansvar og tjene mine egne penge.
Samtidig kan det også være enormt meningsfuldt og motiverende at opleve, at man udvikler sig, møder andre mennesker og er noget for andre end én selv. For nogen kan et fritidsjob også inspirere til en fremtidig karrierevej.
De positive effekter af at have et fritidsjob viser sig også i statistikkerne. For det første får grundskoleelever med fritidsjob i gennemsnit 0,26 point højere karakterer ved afgangseksamen i matematik og dansk i 9. klasse sammenlignet med elever uden fritidsjob.
For det andet stiger sandsynligheden for, at den unge begynder på en ungdomsuddannelse samme år, som de afslutter folkeskolen, med 3,1 procentpoint, hvis de har et fritidsarbejde.
For det tredje viser svensk data, at 17-årige, der har et sommerjob eller et deltidsjob, ofte også får en højere løn som voksne.
Vi ved også, at flere virksomheder er klar til at ansætte de unge. Således svarer hver tredje virksomhed, der endnu ikke har yngre arbejdskraft på lønningslisten, i en rundspørge blandt Dansk Industris medlemmer, at de er klar til at ansætte unge i fritidsjob.
Desværre er nogle af arbejdsmiljøreglerne for unge alt for overbeskyttende. For eksempel er der ikke meget logik at finde i reglen om brug af espressomaskiner.
Det er forbudt for unge, der stadig går i skole, at betjene en maskine på en arbejdsplads, mens en jævnaldrende, der har færdiggjort skolen, godt må bruge den. Vi unge har ikke brug for at være pakket ind i vat. I stedet har vi brug for, at der bliver ryddet op i de regler, hvor logikken mangler!
Der er heldigvis i den seneste tid kommet større fokus på at få flere unge til at tage et fritidsjob.
I øjeblikket afventer vi regeringens udspil på området. I Liberal Alliance vil vi meget gerne være med til at se på, hvordan man kan understøtte, at flere unge får et fritidsjob.
For der er særdeles mange positive effekter af at have et fritidsjob i sine ungdomsår.
(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 16/3-2024)
Men i en tid, hvor det danske erhvervsliv desperat har brug for mere arbejdskraft for at holde gang i nationaløkonomiens tandhjul, bliver vi nødt til at se på, om nogle af disse ydelser ikke også er lidt for generøse.
Den nuværende dagpengeperiode er et skoleeksempel på en sådan ydelse. Derfor vil vi have Folketinget til at tage stilling til, om ikke perioden bør halveres. For i dag kan man nemlig gå i hele to år på dagpenge, før kassen bliver lukket i, og det er der ikke mange gode argumenter for.
En halvering af dagpengeperioden er et af de reformværktøjer, der har den største effekt.
For det første viser en analyse fra det forhenværende Økonomi- og Indenrigsministerium i 2019, at de ledige kom væsentlige hurtigere i job, da man i sin tid halverede dagpengeperioden fra fire til to år, hvorfor endnu en halvering ligeledes må forventes at få folk hurtigere i job.
For det andet kan Beskæftigelsesministeriet dokumentere, at medarbejderes kompetencer bliver mindre værd ved lang ledighed.
Og løfter man for det tredje blikket fra den danske andedam, går det selvfølgelig helt fint i mange af de nabolande, vi normalt sammenligner os med, hvor man har en kortere dagpengeperioder end den danske sats på hele to år. I Sverige har man eksempelvis kun 14 måneder, i Tyskland og Storbritannien er perioden på seks måneder, og i Holland kan man modtage dagpenge i tre måneder.
Hertil kommer også, at en halvering af dagpengeperioden er et af de reformværktøjer, der har den største effekt på økonomien. Finansministeriet påviser nemlig, at en halvering vil øge arbejdsudbuddet med 22.300 personer og spare skatteyderne for hele 6,7 mia. kr. om året.
Det er fantastisk, at mange gerne vil forsikre sig mod arbejdsløshed, og det er også helt fint, at skatteyderne bidrager med en vis støtte. Men det er for generøst, når skatteyderne skal betale til, at raske ledige modtager forsørgelse i to år. Derfor håber jeg, at mine kollegaer i Folketinget stemmer for vores forslag, så vi får halveret en af verdens mest gavmilde dagpengeperioder.
(Debatindlæg bragt i Børsen d. 20. april 2023)
I en ny rapport fra SMV Danmark males der et dystert billede af erhvervsklimaet blandt de danske selvstændige. Siden finanskrisen i 2008 har vi nemlig mistet hele 20.000 selvstændige, samtidig med at den samlede beskæftigelse er steget voldsomt.
Og tallene fra SMV Danmark er blot det seneste skud på stammen af en lang stribe af eksempler på, at den danske kultur for iværksætteri er på retræte. Otte ud af de ti af de største danske virksomheder, der er startet i dette årtusind, har nemlig forladt Danmark ved at blive børsnoteret i udlandet eller ved at flytte sit hovedsæde ud af Danmark.
Kun ét enkelt af de ti mest værdifulde danske selskaber har mindre end 50 år på bagen. Således er Danmark nu det land i EU, hvor de selvstændige udgør den tredkelaveste andel af de beskæftigede.
Det er et stort problem for Danmarks økonomi, og det kan bl.a. spores tilbage til, at Folketinget i alt for mange år har spyttet det ene formynderiske og unødvendige reguleringskrav ud efter det andet, som hverken gør gavn for staten eller virksomhederne.
Eksempelvis er der i dag krav om, at ét firma maksimalt må udgøre 25 pct. af en pensionsformue. Der er krav om, at beskatningen af warrants/optioner sker løbende i stedet for ved realisationstidspunktet, når pengene rent faktisk er blevet tjent. Og der er en lighedstyrannisk lov om, at en virksomhed kun må give medarbejderaktier til en værdi af mere end 10 pct. af den almindelige lønindkomst, hvis 80 pct. af de ansatte tilbydes det samme.
Hvis vi skal have den danske iværksætterkultur tilbage på sporet, vil det kræve mere end blot et par enkelte småjusteringer hist og her. Men hvis vi tilbageruller bureaukratiske benspænd som disse, vil det både være relativt omkostningsfrit for staten, og det vil samtidig udgøre et væsentlig skridt i den rigtige retning ud af moradset.
Så det er bare med at komme i gang. For hvis opfindsomme ildsjæle med gåpåmod ikke har et tilstrækkeligt incitament til at starte nye virksomheder, går Danmark glip af både vækst, arbejdspladser og teknologiske fremskridt, som ellers ville komme os alle til gode.
(Indlæg bragt i Børsen d. 23. marts 2023)
Nøj, hvor har jeg omdelt mange aviser. Bandet over de “dårlige” postkasser (omdelere will know), været sur på dårligt vejr, men også glad og stolt, når ruterne var gået, opgaven løst, og jeg fik pengene mellem hænderne. I januar blev min datter omdeler – efter eget ønske – og jeg var nærmest nostalgisk, da jeg var med rundt på hendes første avisrute. Stoltheden lyste ud af hende over at have fået sit første job.
Ca. hver tredje unge har i dag et fritidsjob. Andelen er dalende, og der er både geografiske og baggrundsmæssige forskelle på, hvilke unge der er i arbejde. Børn af akademikere er nemlig mindre tilbøjelige til at tage et fritidsjob, mens børn med ben i middelklassen eller derunder i højere grad tjener deres egne penge, viser en ny undersøgelse.
Derudover viser undersøgelsen, at der er en sammenhæng mellem stigning i afgangskarakter og dét at have fritidsarbejde. Men det handler slet ikke om karakterer endsige uddannelse. Det drejer sig om, at det efter min bedste overbevisning er vigtigt for unge at lære at passe et arbejde.
Jeg siger ikke, at fritidsjob er en eksistentiel sprøjte mod det stigende mismod. Men jeg er overbevist om, at det for de fleste unge er grundlæggende sundt at have et fritidsarbejde
Vi taler meget om stress blandt unge, angst blandt vores børn, pres og præstation. Jeg siger ikke, at fritidsjob er en eksistentiel sprøjte mod det stigende mismod, for der spiller helt sikkert flere faktorer ind. Men jeg er overbevist om, at det for de fleste unge er grundlæggende sundt at have et fritidsarbejde – også selvom pligten til tider kan være sur.
Det ruster dem til, hvad de skal møde senere hen. Både ift. forventninger, men også ift. at lære at balancere arbejde, et socialt liv og en eventuel uddannelse. Det giver kompetencer som ansvarsbevidsthed og disciplin, og det lærer dem værdien af at arbejde for at tjene deres egne penge.
Som politiker vil jeg ikke blande mig i, hvordan forældre opdrager deres børn. Men som mor kan jeg meget klart sige, at det er min erfaring, at børn har godt af at prøve arbejdsmarkedet af med et ungdomsjob. Selv vil jeg nødig være min erfaring fra at være omdeler og alle mine andre ungdomsjob (og der er mange!) foruden.