Borgere med mellemøstlig baggrund må selv melde sig ind i Danmark

Borgere i Danmark med mellemøstlig baggrund har selv til opgave at melde sig ind i fællesskabet, og det er en opgave, der i manges tilfælde haster.

For når jeg er rundtomkring i landet og taler med danskerne, kan jeg mærke, at flere i stigende grad er begyndt at blive mere ligeglade med den gruppe af borgere, der har mellemøstlige rødder – og det skræmmer mig. Når vi først bliver ligeglade med hinanden, har fællesskabet nemlig for alvor tabt.

Der er heldigvis rigtig mange borgere i Danmark med mellemøstlig baggrund, der klarer sig godt og er aktive medborgere. Nogle af dem er mine venner og bekendte. Men der er desværre endnu flere, der lægger afstand til resten af samfundet, og som bedre kan beskrives som ”modborgere” end medborgere.

Når jeg tænder for nyhederne, ser jeg klip fra Gellerup, Vollsmose eller Ishøj, der bevidner om det alt for store antal af mennesker, som ikke agerer medborgere, men modborgere. Når jeg åbner min avis, kan jeg læse om skæve statistikker for dansk-irakere og deres deltagelse på arbejdsmarkedet.

Og når jeg lytter til min radio, berettes der om, at social kontrol får lov at herske på en række skoler, og at dansk-iranere ikke føler sig trygge ved at udtrykke kritik af det iranske styre. Dertil ser vi alt lige fra, at truende adfærd og vold udspiller sig i vores natteliv til S-togsstationer, hvor danskere ikke tør opholde sig i de mørke timer pga. chikanøs adfærd, vold og overfald.

Tal og data taler for sig selv, og konklusionen er klar og tydelig. Vi har fået et stort mindretal af borgere i Danmark, der ikke oprigtigt har ”meldt sig ind” i det samfund, de har bosat sig i. Det er et kæmpe problem. I Danmark har vi behandlet dette mindretal, som om det var os, der skulle få dem ”på rette hylde”. Men det mener jeg har været den forkerte tilgang til problemstillingen.

Mennesker, der er taget den lange vej fra uroprægede lande og helt til Danmark, er voksne mennesker, der for et stort flertals vedkommende også har ressourcer til at blive aktive medspillere i det land, de er kommet til. Men de skal ville det. Og de skal aktivt vælge det til.

Jeg oplever ofte, at de, der stikker næsen frem og er gode rollemodeller, bliver kaldt ”kokosnødder”, som et hånligt udtryk for, at de forsøger at integrere sig, men at det aldrig vil lykkes dem. Og det er vel og mærke folk med samme kulturbaggrund, der kalder dem det. Det er dybt skadeligt, for det er jo en glæde, når nydanskere klarer sig godt. Hudfarven er ikke og bliver aldrig vigtig – det er adfærden, der har betydning.

Hos ”gammeldanskerne” breder ligegyldigheden sig. Efter årtiers integrationsprojekter, sociale tilskud, ydelser, undervisning, fælles skolegang osv. betragter mange ”udenforskabet” med opgivende miner.

Jeg er kommet dertil, hvor jeg tænker, at vejen frem går gennem skammen. ”Modborgerne” må tage deres skæbne på sig. Skam er noget, man føler, hvis man har udvist en adfærd, der falder uden for det tilladte, det rimelige eller det socialt acceptable. Hvis man ikke føler skam, er det, fordi man slet ikke accepterer de regler og normer, der findes i et samfund.

Hvis man derimod føler skam, er det første skridt til at erkende, at der skal ske noget nyt. Skammen kan på den måde udgøre en positiv kraft, der bringer én til at forstå, at man må rette op for at blive en del af fællesskabet.

Jeg mener, at vi som ”gammeldanskere” skal give plads til denne proces. Vi skal holde op med at klientgøre nydanskere og i stedet gøre plads til, at de selv træder frem og ind i fællesskabet. Hvis det ikke sker, er jeg bange for, vi går en mørk tid i møde sammen.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 10/12-2024)