Børn af veteraner skal ikke lades i stikken

I den seneste tid har flere medier afdækket de graverende konsekvenser for de danske familier, når far eller mor vender hjem fra missioner i krigszoner i udlandet og har ar på ikke blot krop men sjæl og sind – særligt i form af ptsd. Børn af veteraner oplever følelsesmæssig ustabilitet, angst og en konstant frygt for at miste deres far eller mor igen. Til gengæld oplever familierne ulykkeligvis ikke, at samfundets hjælp er tilstrækkelig.

Beretningerne giver i høj grad stof til eftertanke, for der er tale om familier, der selvsagt er yderst sårbare og under et afsindigt pres. Familier, der i årevis har kæmpet forgæves for at få den rette psykologhjælp og behandling til deres børn. Og familier, der – med rette – føler sig svigtet af et system, som ganske enkelt ikke er gearet til at håndtere de komplekse behov, børn af traumatiserede veteraner har. Hvorimod voksne børn af veteraner med ptsd kan få psykologbehandling via Forsvarets Veterancenter, er der intet tilsvarende tilbud for børn. De spises i stedet af med tidsbegrænsede gruppesessioner med andre børn.

For yderligere hjælp henvises de til det kommunale system, hvor de konsekvent støder panden ind i de alt for lange ventelister i børneog ungepsykiatrien, systemets manglende faglige indsigt i konsekvenserne af at være vokset op med en ptsdramt omsorgsperson samt den økonomiske barriere i form af selvbetaling for diverse psykologforløb.

For veteraner med ptsd er det desuden noget nær uoverkommeligt at navigere i junglen af systemets forskellige aktører. Derfor opgiver mange veteraner undervejs kampen om at få fat i den rette hjælp til deres børn.

Det er fuldstændig uacceptabelt, at vi som samfund ikke formår at hjælpe vores veteraner og deres børn bedre. Ingen børn eller pårørende til skadede veteraner skal føle sig svigtet af det selvsamme samfund, der i sin tid besluttede at sende deres forældre afsted på mission til en krigszone i udlandet.

Vi må forstå, at når vi sender vores soldater i krig, så er det ikke kun de, der bliver udsendt, der bærer byrden.

Det er derimod hele den udsendtes familie – både inden, under og efter udsendelsen.

Derfor bør samfundets ansvar ikke slutte ved soldatens hjemkomst. For vi har efterfølgende en pligt til at tage ordentligt vare på ikke blot veteranerne selv men også deres børn, som ellers er dømt til at leve en tilværelse i skyggen af forældrenes krigstraumer. I første omgang kan vi starte med at styrke de eksisterende tilbud i Veterancentret og sikre, at alle børn og unge af traumatiserede soldater får adgang til den nødvendige støtte i form af målrettede gratis akuttilbud med specialuddannet fagpersonale og individuel psykologhjælp.

Opgaven er desuden ikke blot at komme fremtidige veteranfamilier til undsætning fremover, men aktivt at række en hånd ud til de mange veteraner, der i de forgangne år har opgivet de officielle systemer, eller hvor systemerne omvendt har opgivet dem.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 18. oktober 2024)