DU HAR ALTID ET VALG | Alex Vanopslagh
Ligestillingsdebatten skal tilbage på sporet
Husk den sunde fornuft og det frie valg, når du fejrer og diskuterer ligestilling på kvindernes kampdag – og derefter. Forskellighed er ikke det samme som mangel på ligestilling.
Ligestilling betyder enormt meget for mig. Derfor har jeg nydt at være ligestillingsordfører for Liberal Alliance, siden jeg blev valgt ind. Men den skævvredne ligestillingsdebat, vi som samfund har bevæget os på sporet af med et konstant fokus på kønsbalance og resultatlighed på alle tænkelige områder, trænger til at blive trukket tilbage på sporet.
Det synes jeg ikke burde være så kontroversielt at sige. Når jeg ytrer mig om mit syn på køn og ligestilling, møder jeg ofte opbakning fra mænd og kvinder, som med et lettelsens suk takker for, at der bringes lidt sund fornuft ind i diskussionen. For mange er debatten blevet højspændt og overstyret og noget, man ikke tør bevæge sig ud i.
I Irak sætter kvinder livet på spil og bliver dræbt alene på grund af det tøj, de (ikke) har på, og i Afghanistan får kvinder frataget basale menneskerettigheder. Og selvom vi ikke har samme udfordringer herhjemme, er der stadig ligestillings- og kønnede udfordringer at håndtere. Vi er langtfra i mål med at bekæmpe social kontrol af kvinder, særligt i indvandrermiljøer, hvor religiøse normer begrænser piger og kvinders frie valg og retssikkerhed.
Vi skal også styrke kvinders ret til selvbestemmelse over deres egne kønsceller og mulighed for reproduktion. Kvinders selvbestemmelse er på det område stadig begrænset, blandt andet når det gælder donation af kvindelige kønsceller, som ikke gælder mandlige. Her ses en klar mangel på ligestilling, som vi politisk kan og skal ændre.
Men uanset hvilket ligestillingsemne vi tager op, skal vi huske, at ligestilling og resultatlighed ikke er det samme, og at det ikke er et ligestillingsproblem, at kvinder og mænd ikke er ens og træffer forskellige valg livet igennem. Forskellighed er ikke det samme som mangel på ligestilling. Desværre bliver der i ligestillingsdebatten set med samme øjne og harme på de to ting. Der hopper kæden af for den sunde fornuft.
Tag for eksempel en kampdagsklassiker som spørgsmålet om løn. Ifølge Danmarks Statistik tjente mænd gennemsnitligt 12,3 pct. mere end kvinder i 2021. Renser man tallet for uddannelsesvalg, arbejdstid og karriereretninger – faktorer, der er bestemt af de valg, en person har truffet – forsvinder størstedelen af forskellen som dug for Solen. Men den forklaring er mange ikke tilfredse med. At flere kvinder end mænd arbejder deltid og tager længere barsel, skyldes åbenbart ikke frie valg, men strukturer i samfundet, der skubber kvinder hen på et spor, som koster dem dyrt, mens de samme strukturer åbenbart skubber mænd hen på et spor, hvor friheden til at tjene penge og gøre karriere er større.
Det er, som om folk glemmer, at vi selv træffer valget om uddannelse, arbejds- og familieliv – og at der også er fravalg og konsekvenser. Vælger du som kvinde at gå på deltid for at tilbringe mere tid med dine børn eller få familielivet til at hænge bedre sammen, er det er aktivt valg – men det er også et fravalg af en fuldtidsløn, den tilhørende ekstra pension og muligheden for at kravle op ad karrierestigen i de år.
Det samme gælder den del af ligestillingsdebatten, der handler om familielivet og the mental load, hvilket bliver omtalt som kvindens byrde at bære. Igen minder jeg om, at familielivet er resultatet af et valg, vi selv har truffet.
Debatter om skjulte hverdagsopgaver hilser jeg velkommen. De kan gøre os alle klogere – men det er ikke en generel kønskamp. Ansvaret i forældreskabet er et fællesansvar, og det er op til den enkelte familie, om man løser alle forældreopgaver 50/50 eller vælger at fordele dem mellem sig på anden vis.
Som tidligere fraskilt alenemor til to børn er jeg klar over, at ikke alle har mulighed at lægge dele af ansvaret over på en partner. Men den tid i mit liv var heller ikke et ligestillingsproblem. Det var resultatet af valget om at få børn og blive skilt. På samme måde, som at en skæv fordeling af visse opgaver i mit hjem i dag heller ikke er det, men et anliggende mellem mig og min kæreste.
Der findes mange kulturelle sædvaner, som kan præge vores valg, og en norm bliver formet af flertallets valg. Flere kvinder end mænd arbejder deltid. Kvinder har historisk set taget mere barsel end mænd. Der er flere kvindelige end mandlige medarbejdere i de offentlige omsorgsfag, hvor lønningerne generelt er lavere end i det private.
Men at et kønsstereotypt valg automatisk bliver tolket som manglende ligestilling eller resultat af undertrykkende strukturer, er en fejlslutning. Selvom der kan være gennemsnitsforskelle på kønnene, så er et menneske som individ en hel del mere end blot sit køn – og strukturer og normer er langt svagere, end hvad mange gør dem til.
Jeg tror, at det er manglen på disse nuancer, der er årsagen til, at mænd og kvinder bliver mere og mere polariseret i ligestillingsdebatten. I den seneste måling om ligestilling lavet af TV 2 svarer 57 pct. af mændene, at ”ligestilling er opnået” eller “ligestillingen er gået for langt”. Det er dobbelt så mange som for 10 år siden.
Modsat er det kun 26 pct. af kvinderne i målingen, som svarer, at ligestilling er opnået eller er gået for langt. For 10 år siden var det 47 pct. af kvinderne.
Læser man disse tal, som Fanden læser Biblen, kan denne slags måling hurtigt tegne et billede af, at tiltagende flere mænd er modstandere af ligestilling – hvilket igen puster til polariseringen på den anden fløj.
Der er behov for at huske på, hvad der nok for mange ligger bag, når de svarer, at ligestillingen er gået for langt. For de fleste er det ikke udtryk for en modstand mod ligestilling, men en debattræthed efter flere års overstyret ligestillingsdebat og initiativer, som ”i ligestillingens navn” indfører decideret kønsdiskrimination mod mænd for at opnå resultatlighed.
Når man insisterer på, at der skal være en kirurgisk præcis balance mellem kønnene i alle tænkelige dele af tilværelsen – om det gælder, hvem der tager længere barsel, om der er en halv-halv fordeling af mandlige og kvindelige skuespillere i danske film, eller hvem der sørger for børnenes nye vintertøj – forstår jeg egentlig godt, at nogen tænker, at debatten om ligestilling er blevet for meget af det gode.
Skal vi undgå, at polariseringen tager til, og få ligestillingsdebatten tilbage på sporet, skal vi huske den sunde fornuft. Vi skal ikke lade os skræmme af kønsforskelle.
Når folk svarer, at ligestillingen er gået for langt, er det ikke udtryk for modstand mod ligestilling, men debattræthed efter års ligestillingsdebat, som indfører decideret kønsdiskrimination mod mænd for at opnå resultatlighed, skriver Sólbjørg Jakobsen.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 8. marts 2025)
Venstrefløjens politik forvandler Europa til et frilandsmuseum
I forrige uge kom Kira Marie Peter Hansen (SF) med et modsvar til en af mine klummer i Jyllands-Posten.
Det vil jeg naturligvis besvare på den fineste måde, jeg kan, og jeg vil – imodsætning til SF –holde mig fra at kalde min politiske modstander for naiv.
Lad os nu tage det nøgternt: Det er venstrefløjens politik, der er ved at forvandle Europa til et frilandsmuseum. Alle de ideer, der trækker kontinentet ned i dyndet, har rod i en venstreorienteret tankegang.
Draghi-rapporten laver en helt præcis analyse af de konkurrencemæssige problemer, EU står overfor. Flere ting, som står både i Draghi-rapporten, eller som han har fortalt videre, er den massive overregulering i EU.
Ifølge Draghi svarer Europas egne interne barrierer til en amerikansk toldsats på 45 procent for produktion og 110 procent for tjenesteydelser med henvisning til beregninger fra Den Internationale Valutafond (IMF).
Det betyder altså, at vi har overreguleret os selv. Vores virksomheder har svært ved at konkurrere med både Kina og USA.
I mandatperioden 2019 til 2024 blev der vedtaget 13.000 nye retsakter i EU. Til sammenligning – og vel at mærke med de sædvanlige forbehold for forskelle i politiske og juridiske systemer – blev der i samme periode vedtaget omkring 5.500 føderale love i USA.
Det er derfor heller ikke overraskende, at 55 procent af Europas SMVer anser regulering og administrative byrder som deres største udfordring.
Når man konstant overdynger erhvervslivet med nye regler, er konsekvensen selvfølgelig, at vækst og konkurrenceevne svækkes.
Det burde ikke komme bag på nogen – men alligevel insisterer man på venstrefløjen i Bruxelles på at fortsætte ad samme spor.
Alle stemmer bør tælle lige
Desuden fremhæver Kira Marie Peter Hansen, at jeg ikke forstår et simpelt parlament.
Men en af årsagerne til, at EU i årevis har ført rød politik, er netop, at venstrefløjen og den politisk korrekte midte har nægtet at deltage i aftaler, hvis eksempelvis ECR var en del af dem.
Det har tvunget centrumhøjre til at indgå flere kompromisser med venstrefløjen for overhovedet at holde EU’s hjul i gang.
For når det kommer til stykket, så bliver det nødvendigt at samarbejde med højrefløjen om at komme i bund med eksempelvis overflødige rapporteringskrav, hvilket EU-Kommissionen heldigvis er i gang med.
Dét burde være parlamentarisk ABC: Alle mandater tæller lige, og beslutninger bør træffes ud fra politik – ikke personer.
Derfor er jeg heller ikke tilhænger af førnævnte ‘cordon sanitaire’.
Forskellen mellem højre- og venstrefløjen er enkel: Vi på højrefløjen er parate til at levere det, Europa har brug for: simplificering og reel deregulering.
Når vi ser på de kommende omnibusforhandlinger om ESG med mere, lader det allerede til, at Kira Marie Peter-Hansens gruppe har valgt at melde sig ud og ikke ønsker at bidrage til en reel vurdering af kravene.
De Grønnes Bas Eickhout var hurtig til at afvise EU-Kommissionens forslag om simplificering.
Han kaldte det “Trump light in Europe” – et udtryk, venstrefløjen hiver frem, når de står uden argumenter.
Eickhout formåede endda at tale imod en generel reduktion af rapporteringskravene for vores fælles virksomheder.
Så nej, venstrefløjen i EU repræsenterer ikke håndgribelige eller ansvarlige løsninger, der kan løfte Europas konkurrenceevne.
(Indlæg bragt i Altinget d.11. marts 2025)
Alliancen: DR skal være brugerbetalt, og public service skal i udbud
Danmarks Radio er en træt, utidssvarende og alt for dyr mediegigant, der politiserer og skævvrider markedet. Derfor vil LA gøre DR abonnementsfinansieret og sende stationens public-service-indhold i udbud.
Det fortæller medieordfører Katrine Daugaard og Alex Vanopslagh i dagens Alliancen, hvor Alex også uddyber sit syn på ugens begivenheder involverende Trump og Ukraine samt fortæller hvem, der ikke behøver stemme LA.
Med:
Alex Vanopslagh, formand
Katrine Daugaard, kulturordfører
Vært: Mikkel Andersson
Iværksætter-retræte kalder på afbureaukratisering
I en tid hvor regningerne hober sig op, og vi – måske i højere grad end nogensinde før – har brug for flere iværksættere, der starter deres egen virksomhed i Danmark, er virkeligheden den modsatte.
Antallet af nyregistrerede virksomheder fortsætter med at dale. Alt for få virksomheder bliver i landet, når de vokser sig store. Og på Christiansborg gennemføres der kontinuerligt ikke den nødvendige politik for at råde bod på det faktum, at den danske iværksætterkultur er på retræte.
Nye tal fra Dansk Erhverv viser, at 2024 blev året med færrest antal nyregistrerede virksomheder i Danmark i ti år.
Det er selvsagt en trist milepæl, som bør vække opsigt og skære det ud i pap for SVM-regeringen, at status quo ikke er holdbar. For hvis vi vil sikre vores kommende generationer både vækst og velstand, er der ganske enkelt ikke plads til, at den danske iværksætterkultur fortsætter sit tilbagetog.
I Danmark er og bliver vi dybt afhængige af en blomstrende iværksætterkultur, som leverer morgendagens eksporteventyr – og den kultur visner over tid, hvis ikke den tilbydes de rette rammevilkår.
For hvorfor skulle man som iværksætter starte en virksomhed i Danmark, hvis der er enklere og gunstigere forhold for erhvervslivet i udlandet? Hvorfor skulle man vælge at bruge sin dyrebare tid og kræfter på endeløs compliance og rapporteringskrav, hvis man på den anden side af Atlanterhavet får frigjort ressourcer til at drive sin forretning?
Og hvorfor skulle man som dansk iværksætter føle andet end mismod, når den ene regering efter den anden undlader at sætte handling bag ordene, når det kommer til afbureaukratisering?
Sådan vender vi tilbagetoget
Hvis iværksætterkulturen i Danmark skal tilbage på rette kurs, skal vi først og fremmest stoppe med at kvæle vores erhvervsliv i regulering.
Det mener landets små og mellemstore virksomheder i hvert fald, når de bliver spurgt. Heriblandt svarer 78 pct. af smv’erne , at færre regler og mindre bureaukrati enten i høj eller i meget høj grad ville gøre det lettere at starte og drive virksomhed i Danmark.
I samme tråd svarer 68 pct. af smv’erne , at mængden af bureaukrati, regler og indberetning til det offentlige udgør de faktorer, som skaber de dårligste vilkår for at drive iværksætteri i Danmark.
Kulturen visner over tid, hvis ikke den tilbydes de rette rammevilkår
Og det er intet under, at landets mindste virksomheder er frustrerede over bureaukratiske byrder. Sammenlagt bruger danske smv’er nemlig flere end 49 mio. timer om året på bureaukrati til en årlig pris på 14 mia. kr. tilsvarende flere end 25.000 fuldtidsstillinger.
Tilsvarende kan man næppe fortænke dem i at miste troen på, at der fra Slotsholmen vil blive gjort op med fadæsen. Derfor er det en trist men ikke overraskende kendsgerning, at hele 83 pct. af smv’erne ikke har tillid til, at politikerne kan reducere de bureaukratiske byrder.
For sådan går det selvsagt, når de mange politiske skåltaler om afbureaukratisering fra skiftende regeringer siden 80’erne ikke har udmøntet sig i tilstrækkelig konkret handling og bindende målsætninger.
Fra skåltaler til handling
Hvis tilliden mellem erhvervslivet og Christiansborg skal genoprettes, og den danske iværksætterkultur skal knække kurven, kan tomme løfter ikke længere være svaret.
Derfor vil vi i Liberal Alliance binde os politikere til masten ved at indføre en bindende bureaukratilov , som foruden at sikre et massivt indhug i antallet af administrativt ansatte i den offentlige sektor, også skal resultere i markant færre regler og administrative byrder for vores virksomheder.
I den forbindelse vil vi blandt andet gøre brug af et grundlæggende princip om, at der skal afskaffes to eksisterende regler, hver gang der indføres én ny. Sådan et princip indførte man f.eks. i 2001 i den canadiske provins British Columbia, hvilket resulterede i et massivt fald i regelmængden med 40 pct. på blot tre år
For når politikere rent faktisk forpligter sig til at reducere regelmængden, frem for blot at tale om det, kan bureaukratiets urskov fældes hurtigere, end man skulle tro.
(Indlæg bragt i Børsen d. 1/3-2024)
EU snubler i sit eget reguleringsgarn – det er tid til massiv deregulering
Idisse dage mærker man på tværs af det europæiske kontinent i stigende grad frygten for Trump-protektionisme og amerikanske toldsatser. En forståelig frygt, der ikke desto mindre eksemplificerer et besynderligt paradoks.
For hvorfor skulle vi bruge vores dyrebare tid og kræfter på at frygte eksterne barrierer, når vi i forvejen har klistret os selv til i intern regulering og bureaukrati? Det burde trods alt være alfa omega, at vi først og fremmest bruger de kommende år på at rydde op i vores egen urskov af administrative byrder og interne barrierer, før vi lader os kue af eksterne faktorer.
For de historiske eksempler på europæisk erhvervslivs stolte traditioner, innovation og virkelyst er utallige – men de nutidige rammevilkår er gift. Heldigvis er der flere, der deler den betragtning. For eksempel har økonomen Mario Draghi, som sidste efterår formåede – om ikke andet delvist – at vække det europæiske kontinent fra sin tornerosesøvn med en udførlig diagnosticering af EUs skrantende konkurrenceevne, på ny ramt hovedet på sømmet.
Det seneste indlæg i Financial Times fra den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank føjer sig smukt til rækken af dystre diagnoser over Europas økonomiske deroute. Og lad os være ærlige: Det er ikke en udvikling, der kommer bag på nogen med en basal forståelse for økonomi og politisk styring.
Vi står med en kontinentalsygdom, hvor vækstmulighederne bliver kvalt i et stadig tykkere lag af regulering, interne barrierer og lovgivningsmæssige krumspring, der gør det stort set umuligt at drive forretning på tværs af grænser – eller overhovedet drive en forretning uden at have en hær af compliance-konsulenter med på sidelinjen.
Først og fremmest illustrerer Draghi i indlægget, hvor skizofrent det er at frygte Trump-protektionisme og amerikanske toldsatser, hvis man ikke samtidigt anerkender det presserende behov for at adressere konsekvenserne af Europas egne interne barrierer. Disse barrierer svarer ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) til en toldsats på 45 procent for produktion og svimlende 110 procent for tjenesteydelser, hvilket de facto fastholder europæisk handel og vækst i et selvforårsaget jerngreb. Jerngrebet rammer selvsagt alle aktører i det europæiske erhvervsliv hårdt.
Men særligt nogle af de virksomheder og markeder med allerstørst potentiale for innovation og vækst – såsom techindustrien – lider kolossalt og sakker som følge heraf mere og mere bagud til amerikanske og kinesiske konkurrenter for hver dag, der går. Ifølge Draghi har for eksempel alene omkostningerne ved at overholde GDPR-reglerne reduceret fortjenesten for små europæiske techfirmaer med op mod 12 procent.
Og det er som bekendt blot ét element i den utømmelige pukkel af fordyrende bøvl og bureaukrati, som EU udsætter sine egne virksomheder for. Fra 2019-2024 blev der vedtaget 13.000 nye retsakter i EU. Om end det er svært at lave en direkte sammenligning på grund af forskellige politiske og juridiske systemer, blev der i samme periode gennemført cirka 5.500 føderale stykker lovgivning i USA.
Derfor er det heller intet under, at 55 procent af europæiske små og mellemstore virksomheder udpeger regulering og administrative byrder som deres allerstørste udfordring. På det bagtæppe er det vanskeligt at så tvivl om, hvem vi bør frygte mest. For selvfølgelig er vores erhvervsliv i skarp konkurrence med amerikanske og kinesiske virksomheder, og sådan vil det altid være.
Men når blot fire af verdens største 50 techgiganter er europæiske, skyldes det altså ikke ene og alene, at vores globale konkurrenter bare er og bliver monumentalt bedre end os. Nej, gerningsmanden bag vores skrantende konkurrenceevne er og bliver EU selv. Sådan frigør vi jerngrebet på os selv Hvorimod der siden Draghi-rapporten er opstået nogenlunde konsensus i europæiske beslutningstageres kredse om diagnosticeringen af EUs skrantende konkurrenceevne, er der vidt forskellige bud på, hvilken medicin der skal udskrives, hvis vi skal stoppe med at kvæle den europæiske iværksætterkultur, kreativitet og innovation i regler og rapporteringskrav.
I Liberal Alliance er vi ikke i tvivl om, hvilken retning vi skal i. Vi skal respektere nærhedsprincippet. Vi skal holde op med at undergrave vores egen vækst. Vi skal give vores virksomheder incitament til ikke at flytte hovedkvarteret til den anden side af Atlanterhavet. Vi skal gennemtjekke al lovgivning, der direkte hæmmer vækst, og udvikle vores indre marked ved at nedbryde langt flere barrierer, end vi gør i dag.
For det er problematikker, vi selv kan løse. Vi kan aldrig forudsige, hvad Trump vil gøre næste gang, men vi kan udvikle os selv til det bedre. Og så må EU snart forstå, at regulering ikke er svaret på absolut alt. Derfor bør ny EU-lovgivning vurderes på, om det bidrager til en bedre konkurrenceevne eller det forværrer den – for eksempel i form af et konkurrencebarometer. Et ønske, som vi deler med vores gruppe i Europa-Parlamentet, EPP.
I samme tråd ønsker vi, at EU-lovgivning inden for nye områder såsom kunstig intelligens vedtages med en solnedgangsklausul, så man løbende kan vurdere, om loven lever op til sit formål, eller om en lov skaber mere bøvl end gavn. I hele EU skal vi binde os til masten i form af konkrete, bindende mål for en omfattende afvikling af administrative bøvl – hellere i dag end i morgen.
Et af værktøjerne til en bindende slankekur for bureaukratiet – som vi både ønsker indført i Danmark og i EU-regi – er et regelloft baseret på princippet om, at hver gang der indføres en ny regel, skal der fjernes to. Sådan et princip indførte man for eksempel i 2001 i den canadiske provins British Columbia med kolossal succes til følge i form af et fald i regelmængden med 40 procent på blot tre år.
Og historien viser os som bekendt klart og tydeligt, at hvis vi politikere ikke forpligter os til at reducere regelmængden, så bliver jerngrebet om vores erhvervsliv kun mere og mere fastforankret med årenes løb. Nu er tiden ikke til at falde tilbage i vores tornerosesøvn og glemme alt om Draghis advarsler. Eller bruge alle vores kræfter på at frygte amerikanske toldsatser fremfor at rydde op i vores egen baghave.
Fremtiden for Danmark og Europa skabes nu, og hvis den skal være lys, kræver det lederskab og innovation, ikke overregulering og regelrytteri. EUs fremtid skal gribes, og vi skal se de nye muligheder, som ligger foran os.
Tiden er ikke til ynk, men derimod hårdt arbejde for at få EU tilbage på skinnerne. Det kan kun ske som følge af massiv deregulering.
Det er og bliver en borgerlig pligtopgave at tage ansvar og skubbe på for denne retning, i Folketinget såvel som i Europa-Parlamentet. Den pligtopgave tager vi i Liberal Alliance ikke for givet.
Pernille Vermund er erhvervsordfører for Liberal Alliance, og Henrik Dahl er MEP for Liberal Alliance.
(Indlæg bragt i Berlingske d. 3/3-2024)
Sihaam tog sin frihed tilbage: En insiderberetning fra islams parallelsamfund
Da Sihaam var ni år gammel, blev hun sendt på en islamisk genopdragelsesrejse til Somalia, uden at nogen danske myndigheder greb ind.
Nu er Sihaam 21 år gammel og er brudt ud af et muslimsk parallelsamfund præget af vold og social kontrol. Men det har været en hård rejse, hvor hun fortæller, at alt for mange danske myndigheder ignorerede oplagte faresignaler.
Medvirkende: Sihaam og Steffen Larsen, udlændinge og retsordfører
Alliancen: Er forældre bange for autoritet, og svigter myndighederne børn i parallelsamfund?
Da Sihaam var ni år gammel, blev hun sendt på en islamisk genopdragelsesrejse til Somalia, uden at nogen danske myndigheder greb ind.
Nu er Sihaam 21 år gammel og er brudt ud af et muslimsk parallelsamfund præget af vold og social kontrol. Men det har været en hård rejse, hvor hun fortæller, at alt for mange danske myndigheder ignorerede oplagte faresignaler.
(Du kan finde hele interviewet med Sihaam i LA’s podcastfeed)
Merete Riisager, tidligere undervisningsminister og nu seniorrådgiver i Liberal Alliance, er begejstret for Trivselskommissionens opfordringer til, at forældre skal turde være autoriteter og sætte rammer for børn. Hun mener, at det er et nødvendigt korrektiv til dybt problematiske pædagogiske strømninger. Hør hvorfor i dagens program.
Medvirkende:
Steffen Larsen, udlændinge- og retsordfører
Sihaam
Merete Riisager, seniorrådgiver
Rasmus Ulstrup Larsen, rådgiver
Psykiatrien er ikke helbredt, blot fordi vi har en psykiatriplan
Hvis borgere, pårørende og personale skal kunne mærke forbedringer, er vi nødt til at genopfriske visionen fra psykiatriaftalen.
I MARTS MÅNED begynder forhandlingerne om udmøntningen af de resterende midler i psykiatrihandlingsplanen, som et samlet Folketing står bag.
Det var et fantastisk nybrud, at pres fra borgere, pårørende og personale sammen med politisk vilje førte til et kompetent fagligt oplæg fra Social- og Sundhedsstyrelsen, som tilbage i 2022 dannede grundlaget for den 10årige psykiatrihandlingsplan.
Visionen var, at vi netop med baggrund i det faglige oplæg om, hvad der var behov for, kunne prioritere indsatser, så både borgere, personale og pårørende kunne mærke et markant løft, og at vi kunne sikre en politisk forpligtelse til løbende at tilvejebringe den tilstrækkelige finansiering.
Nu var det psykiatriens tur.
VI STÅR fuldt ud bag de investeringer, vi allerede har iværksat, som f.eks. styrket forebyggelse af selvmord, bedre hjælp til børn og unge og indsats for at mindske brugen af tvang i psykiatrien. Men vi må tilstå, at vi også er bekymrede for både status og det videre forløb.
Vi har som politiske partier uden for regeringen endnu ikke set de aftalte statusnotater fra Sundhedsstyrelsen på den løbende fremdrift i forhold til at nå de aftalte målsætninger. Ligeledes mangler der overblik over, hvor de afsatte midler konkret er tilført, og i hvilket omfang de er blevet spist op af samtidige besparelser. Altså: Hvor meget har vi været med til at forsøge at løfte med den ene hånd, mens den anden hånd har måttet finde besparelser?
Når vi rejser den bekymring, er det med baggrund i konkrete indikatorer som øget kapacitetspres, der fører til stigende ventelister, men også i de tilbagemeldinger, vi får fra dem, midlerne skulle gavne: borgere, personale og pårørende.
Det er helt afgørende at sikre et reelt kvalitativt løft af indsatsen, både den forebyggende, behandlende og efterværn. Der er vi bekymrede for, at midlerne bliver smurt for tyndt ud, så vi ikke følger de faglige anbefalinger og dermed ikke opnår den ønskede effekt.
DERFOR ER det efter vores opfattelse helt nødvendigt at genopfriske visionen fra psykiatriaftalen. At vi sikrer et løft, der kan mærkes. Vi foreslår en revitalisering gennem tre initiativer:
For det første et klart overblik over forbrug og effekt af de midler, vi allerede har afsat.
For det andet, at vi prioriterer, hvilke indsatser der skal implementeres, men til gengæld sikrer fuld finansiering ud fra beskrevne faglige standarder, så investeringerne også kan forventes at mærkes hos borgere, pårørende og personale.
For det tredje, at vi erkender, at de afsatte midler fra Psykiatriplanen ikke i sig selv er nok til, at vi kommer tilstrækkeligt i mål med en fuld implementering af psykiatrihandlingsplanen. Der er behov for, at vi fortsat har fokus på at sikre ordentlig implementering og lave tilstrækkelig opfølgning på de tiltag, vi har sat i værk, og vi må ikke tro, at psykiatrien er helbredt, blot fordi vi på papiret har en psykiatriplan. Derfor er der også behov for at holde ambitionsniveauet højt og indlede arbejdet med en psykiatriplan 2. Fuldstændig parallelt med den indsats, vi leverer på kræftområdet.
Det er for os helt afgørende at sikre det lovede løft af psykiatrien. Vi skal genoprette tilliden hos borgere og pårørende og gøre psykiatrien attraktiv for sundhedspersonale, så vi både kan fastholde og tiltrække det personale, vi så desperat mangler. Især set i lyset af en strukturreform, som nu skal gennemføres og sikre en reel ligestilling mellem psykiatri og somatik både i den regionale og kommunale indsats.
Den opgave vil vi gerne samlet tage på os og have som pejlemærke, og vi ser frem til konstruktive forhandlinger med regeringen, så vi kan sikre det lovede løft af psykiatrien. Et løft, som kan mærkes af dem, det handler om – borgere, pårørende og personale.
(Indlæg bragt i Politiken d. 27. februar 2025)
Landdistrikterne er for vigtige til skattebetalt symbolpolitik
Det har taget fuldstændig overhånd med mængden af ministre – Mette Frederiksens SVM-regering har slået danmarksrekord med 25 ministre.
Og for det ikke skal være løgn, havde SVM-regeringen i forvejen den gamle rekord.
Derfor foreslår Liberal Alliance, at vi skærer fem overflødige ministerier væk som en lille start på afbureaukratiseringen af det danske samfund. Nogle af stillingerne skal simpelthen nedlægges, imens andre skal føres ind under ministerier, der sagens kan varetage opgaverne. F.eks. foreslår vi at fjerne det overflødige landdistriktsministerium og føre opgaverne tilbage i Indenrigsministeriet, hvor de typisk har ligget.
Det falder dog Patrick Culmsee-Bryhl fra Danmarksdemokraternes Ungdom for brystet. Skønt han deler ambitionen om at skære ned på bureaukrati og projektmageri for borgernes penge, mener han i et indlæg i JP, at ønsket om at nedlægge Landdistriktsministeriet er et udtryk for »storbyens privilegieblindhed«.
Men her retter Culmsee-Bryhl desværre bager for smed – eller skulle vi sige bonderøv for storbysnude? For Liberal Alliances politik er på ingen måde udtryk for privilegieblindhed fra storbyen. Set her fra Auning på Djursland giver den (også) overordentlig god mening.
Selvom vi i provinsen måske har ry for ikke at lade alt, som vi tjener, komme skattefar for øje, er vi naturligvis i lige så høj grad som storbyboerne med til at betale for et danske skattetryk, der udgør næsten halvdelen af økonomien.
Så når Liberal Alliance vil skære ned på overflødigt bureaukrati og projektmageri i staten, er det netop for at spare alle danskere for at betale for ting, der ikke gavner ret mange. I dette tilfælde en række ministerier, der først og fremmest gavner dem med ministerposter og komfortable, vellønnede job i bureaukratiet.
Ikke for at ignorere landdistrikterne, men det er jo i den forbindelse meget sigende, at sagerne om disrespekt for landdistrikterne, som Culmsee-Bryhl bringer op, netop er sket, mens vi har haft en landdistriktsminister.
Det havde vi også i de fire år med Helle Thorning-Schmidt som statsminister, selvom ingen husker hende som en stor beskytter af landdistrikterne. Det er den førte politik, ikke logoet på ministerierne, der betyder noget.
Jeg har stor respekt for, at man gerne vil tale landdistrikternes sag – især når de bliver overset eller ofre for centralistiske skrivebordsbeslutninger. Jeg gør det faktisk hver dag som landdistriktsordfører i et parti, der er dybt optaget af den voksende splittelse mellem land og by, og som har mit hverdagsliv meget langt fra København.
Det er der dog intet, der tyder på, at en landdistriktsminister med et stort, fint, blankt skrivebord i København er nogen særlig hjælp for landdistrikterne.
Kritikken af Liberal Alliance for at ville spare et overflødigt ministerium væk er sådan set en god lektie i, hvordan vi er endt med så meget bureaukrati og så dyr en stat: Fordi alle har deres eget særhensyn, som de forlanger tilgodeset med et ministerium, initiativer, kampagner, puljer og øremærkede projektmidler. Sammen med politiske vennetjenester er det trods alt sådan, vi er endt med at slå nye danmarksrekorder i antallet af ministerier.
Det er bare ikke noget, man mærker noget til ude blandt danskerne. Heller ikke os i provinsen. Lad os koncentrere os om at føre en god og ansvarlig politik, der gør det muligt at leve et tilfredsstillende liv i alle postnumre – herunder at holde orden med borgernes penge, så de ikke bliver klattet væk på symbolpolitik, bureaukrati og projektmageri.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27 februar 2025)