Ikke alle Draghis løsningsforslag bør vække begejstring

Pernille Vermund
23. september 2024

Draghi-rapportens diagnosticering af EU’s konkurrenceevne rammer plet. Men hvis vi følger alle hans løsningsforslag, kommer vi ikke til at løse de problemer, som får Europa til at sakke bagud

En ny rapport om den europæiske konkurrenceevne med Mario Draghi som afsender har den seneste tid fået alarmklokkerne til at ringe overalt i Europa. Den tidligere italienske premierminister og chef for Den Europæiske Centralbank har nemlig taget temperaturen på EU’s erhvervsklima, og det er mildest talt dårligt nyt for Europa. EU er i flere årtier sakket bagud målt på produktivitet. Det fælleseuropæiske bruttonationalprodukt udgør en stadigt mindre del af verdensøkonomien. Og får vi ikke snart vendt skuden, vil EU tabe i det globale kapløb om konkurrenceevne. Men selvom rapporten lige nu er på alles læber i de europæiske regeringskontorer, burde konklusionerne ret beset ikke komme som en overraskelse. For det har i lang tid været tydeligt, at Europa er ved at blive efterladt på perronen på grund af høje skattesatser og unødigt bureaukrati, som kvæler vores innovationsevne. Sidste år blev der eksempelvis registreret 9883 patenter i avancerede, digitale teknologier i EU, mens det tilsvarende tal for Kina og USA var henholdsvis 27.928 og 49.248. Hvis ikke velstandskløften mellem os og vores konkurrenter skal vokse sig større, bliver vi nødt til at vende den udvikling. Så hvad skal vi gøre? Selvom Mario Draghi rammer plet angående diagnosticeringen af Europas manglende konkurrenceevne, er det ikke alle hans løsningsforslag, som bør vække begejstring. Eksempelvis peger Draghi-rapporten på, at fælles gældsoptagelse vil kunne fungere som redningskransen, der skal få Europa ud af den sump af lavvækst, vi i dag sidder fast i. Men som erfaringerne fra coronapandemien har vist os, kan centraliseret gældshæftelse blandt de europæiske lande få store konsekvenser. Under pandemien besluttede EU at suspendere de gældende gældsregler og at etablere en europæisk genopbygningsfond finansieret af fælles gæld. Da midlerne fra fonden fortrinsvis skulle stimulere de gældsplagede sydeuropæiske lande, hvis økonomi var hårdest ramt af pandemien, endte regningen for deres nationaløkonomiske nonchalance derfor med at blive sendt videre til de lande, der havde styr på deres økonomi. Det illustrerer med al tydelighed, hvorfor vi skal insistere på, at EU-samarbejdets hegnspæle ikke blot skal kunne flyttes, lige så snart nogle forandrede omstændigheder melder sig. For løsningen på unionens haltende produktivitet er ikke, at vi slækker på reglerne om fælles økonomisk stabilitet ved at placere omkostningen for visse EU-staters dårlige økonomi hos de lande, der har haft orden i penalhuset. Saltvandsindsprøjtning Samme billede tegner sig, hvad angår Mario Draghis forslag om, at vores kinesiske og amerikanske konkurrenters statsstøtte skal modsvares af en europæisk ditto. For selvom det muligvis på kort sigt vil kunne fungere som en økonomisk saltvandsindsprøjtning til visse selskaber og sektorer, vil det ikke reelt løse problemerne på lang sigt. Faktum er nemlig, at mange industrier i EU allerede bliver kunstigt hjulpet på vej af statsstøtte. I dag bliver omtrent 1 pct. af EU’s samlede bruttonationalprodukt brugt på national statsstøtte, mens det tilsvarende tal i USA med Inflation Reduction Act er på 0,15 pct. Derfor har vi ikke brug for, at de europæiske skatteydere skal indgå i et konkurrenceforvridende kapløb med USA og Kina om, hvem der kan brænde flest skattekroner af på at give kunstigt åndedræt til sektorer, som ikke kan overleve af egen drift på et frit marked. Et sundt erhvervsklima Det der derimod er brug for, er det samme, som i sin tid gjorde Europa til et af verdens mest velstående områder på kloden: nemlig et sundt erhvervsklima, hvor det kan betale sig for innovative ildsjæle af stifte og drive virksomhed. For lige nu bliver alt for mange af Europas lovende, nystartede virksomheder enten kvalt i fødslen af EU’s bureaukrati, eller også søger de uden for Europas grænser, hvor der er bedre vilkår. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har ganske vist omsider set skriften på væggen. I slutningen af 2023 bebudede hun, at Kommissionen ville indføre et mål om, at man skulle reducere de bureaukratiske rapporteringskrav for EU’s virksomheder med 25 pct. inden europaparlamentsvalget i juni 2024. Men når velmente politiske ambitioner kolliderer med virkelighedens forhindringer, er det ofte førstnævnte, der må bøje af – og derfor er von der Leyens ellers fornuftige reduktionsmål atter lagt tilbage i skuffen for nu. Det kommer til at få store konsekvenser for fremtidens europæere, som vil vokse op på et fattigt og overflødigt kontinent, hvis vi ikke bremser udviklingen. Derfor er vi nødt til at sikre, at ønsket om mindre bureaukrati fra de politiske skåltaler også bliver til faktisk politik. “C Hvis ikke velstandskløften mellem os og vores konkurrenter skal vokse sig større, bliver vi nødt til at vende udviklingen”

“Draghis konklusioner burde ret beset ikke komme som en overraskelse,” skriver Vermund. | |

(Indlæg bragt i Børsen d. 23. september 2024)

Europa evner ikke at give sig selv det nødvendige los

Henrik Dahl
23. september 2024

Det er efterhånden mange år siden, jeg læste de store sagaer, Lev Tolstoj har indlagt sig hæder ved at skrive. Men jeg husker stadig den melankoli, der især hviler over ”Anna Karenina”.

På den ene side ved de fornuftige medlemmer af det russiske aristokrati godt, at den måde, deres land er indrettet på, ikke går i længden. På den anden side er der ingen af dem, der har evnerne eller viljen til at forandre noget til det bedre.

Den samme følelse af tragedie, som jeg husker fra beskrivelsen af den på en gang indsigtsfulde og indsigtsløse russiske elite, greb mig forleden, da jeg hørte Mario Draghi fremlægge sin rapport om den økonomiske vækst i Europa for Europa-Parlamentet i Strasbourg.

For ja: De fleste af os ved udmærket, at Draghi har ret i næsten alt, hvad han siger. Men nej: Det er umuligt at forestille sig, at Europa skulle finde evnerne og viljen til at give sig selv det metaforiske los i bagdelen, der er betingelsen for ny vækst og fremgang.

Den manglende evne og vilje til at tage beslutninger, der er nødvendige for at sikre Europa en gylden fremtid, viser sig allerede i de enkelte lande.

I Frankrig er det tilsyneladende umuligt at gennemføre de reformer, der er bydende nødvendige for at skabe en sammenhæng mellem, hvor stor en værdi der skabes i det franske samfund, og hvor store forpligtelser den franske stat har pådraget sig. Den gennemsnitlige franskmand vil gerne holde fri en tredjedel af sit liv. Men samtidig vil den gennemsnitlige franskmand også have et niveau af både privat og offentlig velstand, som forudsætter, at der samlet set blev ydet en langt større arbejdsindsats, end tilfældet er.

I Tyskland vil befolkningen have sikkerhed for, at man kan færdes trygt på gader og stræder døgnet rundt. Med nogle få, hæderlige undtagelser er der bare ingen fra de etablerede partier, der har mod på at sige, hvad der egentlig er årsagen til knivdrab og den generelle forråelse af samfundet, der har fundet sted.

Det, der kommer ud af dannede samtaleprogrammer på tysk tv, er som regel noget, der virkelig undrer en dansker. Konsekvente beklagelser over, at så mange borgere stemmer på de forkerte, populistiske partier. Og konsekvent fornægtelse af de etablerede, politiske partiers eget ansvar for, at så mange borgere vender dem ryggen.

Hvordan man kan sidde og vride hænder over, at borgerne vælger de forkerte uden at spørge sig selv, om det kunne skyldes, at man har fremlagt de forkerte analyser og den forkerte politik, er mere gådefuldt end Månens bagside.

Den tyske højre- og venstrepopulisme er selvfølgelig skabt af de etablerede partier. Selv om de etablerede partier for det meste tror, at den er opstået ud af det blå, og at de ikke selv har noget som helst med den sag at gøre.

På europæisk plan står det ikke meget bedre til. Mario Draghi slår fast, at høje omkostninger til energi er en af de væsentligste årsager til, at økonomien slæber sig afsted i første gear her på kontinentet.

Alligevel er den politiske elite såvel i hovedstæderne som i Bruxelles overbevist om, at ustabil energiforsyning, underdimensioneret ledningsnet og ineffektivt energimarked er vejen frem.

Det er det selvfølgelig ikke. Men det er svært at se, hvis man tilhører den elite, som også mener, at kejseren er fuldt og elegant påklædt.

På samme måde med absurd bureaukrati. Selvfølgelig dør de fleste nystartede virksomheder, og selvfølgelig bliver de små og mellemstore virksomheder aldrig store, når ”compliance” både er en videnskab og et ekstremt lukrativt speciale for advokater og andet godtfolk.

Det nytter ikke noget at kræve, at europæiske virksomheder skal indberette antallet af ruder i de bygninger, hvor de har til huse, sundhedstilstanden blandt de solsorte, der holder til på de grønne arealer rundt om bygningerne, og hvilke tiltag virksomheden har sat i værk for at skabe en bedre verden, når man på alle andre kontinenter ville anse den slags krav for at være komplet åndssvage (det med ruderne og solsortene er fantasi, der minder om virkeligheden. Det med den enkelte virksomheds ansvar for, at verden bliver bedre, er sandt nok).

Europa er ikke i vanskeligheder, fordi Europa er blevet ramt af skæbnen.

Europa er heller ikke i vanskeligheder, fordi en hel stribe af uheld har lagt sig i forlængelse af hinanden på den værst tænkelige måde.

Europa er i vanskeligheder, fordi det tilsyneladende er komplet umuligt for de politiske eliter i Europa at lade være med at vedtage politikker, der er selvdestruktive, bygger på illusioner eller slet og ret er evident tåbelige for alle, der ikke er ramt af gruppetænkningen inde i de elitære bobler, hvor man færdes.

Der er næsten ingen mennesker – og heller ikke nogen institutioner – der er i stand til at helbrede sig selv for illusioner, tåbelighed og den nævenyttige trang til at blande sig i alt mellem himmel og jord.

Europa i vore dage er tragisk af de samme grunde som Tolstojs aristokrati: Det lå, som det selv havde redt.

Aristokratiets tid sluttede, da der kom nogle uhøflige mennesker, som på den mest uforskammede og populistiske facon skubbede aristokratiet ned fra sit leje. Europa må gøre det bedre. Kontinentet må reformere sig selv på eget initiativ og ved egne kræfter.

“Europa er i vanskeligheder, fordi det tilsyneladende er komplet umuligt for de politiske eliter i Europa at lade være med at vedtage politikker, der er selvdestruktive.”
Det er umuligt at forestille sig, at Europa skulle finde evnerne og viljen til at give sig selv det metaforiske los i bagdelen, der er betingelsen for ny vækst og fremgang, skriver Henrik Dahl.Det er efterhånden mange år siden, jeg læste de store sagaer, Lev Tolstoj har indlagt sig hæder ved at skrive. Men jeg husker stadig den melankoli, der især hviler over ”Anna Karenina”.

På den ene side ved de fornuftige medlemmer af det russiske aristokrati godt, at den måde, deres land er indrettet på, ikke går i længden. På den anden side er der ingen af dem, der har evnerne eller viljen til at forandre noget til det bedre.

Den samme følelse af tragedie, som jeg husker fra beskrivelsen af den på en gang indsigtsfulde og indsigtsløse russiske elite, greb mig forleden, da jeg hørte Mario Draghi fremlægge sin rapport om den økonomiske vækst i Europa for Europa-Parlamentet i Strasbourg.

For ja: De fleste af os ved udmærket, at Draghi har ret i næsten alt, hvad han siger. Men nej: Det er umuligt at forestille sig, at Europa skulle finde evnerne og viljen til at give sig selv det metaforiske los i bagdelen, der er betingelsen for ny vækst og fremgang.

Den manglende evne og vilje til at tage beslutninger, der er nødvendige for at sikre Europa en gylden fremtid, viser sig allerede i de enkelte lande.

I Frankrig er det tilsyneladende umuligt at gennemføre de reformer, der er bydende nødvendige for at skabe en sammenhæng mellem, hvor stor en værdi der skabes i det franske samfund, og hvor store forpligtelser den franske stat har pådraget sig. Den gennemsnitlige franskmand vil gerne holde fri en tredjedel af sit liv. Men samtidig vil den gennemsnitlige franskmand også have et niveau af både privat og offentlig velstand, som forudsætter, at der samlet set blev ydet en langt større arbejdsindsats, end tilfældet er.

I Tyskland vil befolkningen have sikkerhed for, at man kan færdes trygt på gader og stræder døgnet rundt. Med nogle få, hæderlige undtagelser er der bare ingen fra de etablerede partier, der har mod på at sige, hvad der egentlig er årsagen til knivdrab og den generelle forråelse af samfundet, der har fundet sted.

Det, der kommer ud af dannede samtaleprogrammer på tysk tv, er som regel noget, der virkelig undrer en dansker. Konsekvente beklagelser over, at så mange borgere stemmer på de forkerte, populistiske partier. Og konsekvent fornægtelse af de etablerede, politiske partiers eget ansvar for, at så mange borgere vender dem ryggen.

Hvordan man kan sidde og vride hænder over, at borgerne vælger de forkerte uden at spørge sig selv, om det kunne skyldes, at man har fremlagt de forkerte analyser og den forkerte politik, er mere gådefuldt end Månens bagside.

Den tyske højre- og venstrepopulisme er selvfølgelig skabt af de etablerede partier. Selv om de etablerede partier for det meste tror, at den er opstået ud af det blå, og at de ikke selv har noget som helst med den sag at gøre.

På europæisk plan står det ikke meget bedre til. Mario Draghi slår fast, at høje omkostninger til energi er en af de væsentligste årsager til, at økonomien slæber sig afsted i første gear her på kontinentet.

Alligevel er den politiske elite såvel i hovedstæderne som i Bruxelles overbevist om, at ustabil energiforsyning, underdimensioneret ledningsnet og ineffektivt energimarked er vejen frem.

Det er det selvfølgelig ikke. Men det er svært at se, hvis man tilhører den elite, som også mener, at kejseren er fuldt og elegant påklædt.

På samme måde med absurd bureaukrati. Selvfølgelig dør de fleste nystartede virksomheder, og selvfølgelig bliver de små og mellemstore virksomheder aldrig store, når ”compliance” både er en videnskab og et ekstremt lukrativt speciale for advokater og andet godtfolk.

Det nytter ikke noget at kræve, at europæiske virksomheder skal indberette antallet af ruder i de bygninger, hvor de har til huse, sundhedstilstanden blandt de solsorte, der holder til på de grønne arealer rundt om bygningerne, og hvilke tiltag virksomheden har sat i værk for at skabe en bedre verden, når man på alle andre kontinenter ville anse den slags krav for at være komplet åndssvage (det med ruderne og solsortene er fantasi, der minder om virkeligheden. Det med den enkelte virksomheds ansvar for, at verden bliver bedre, er sandt nok).

Europa er ikke i vanskeligheder, fordi Europa er blevet ramt af skæbnen.

Europa er heller ikke i vanskeligheder, fordi en hel stribe af uheld har lagt sig i forlængelse af hinanden på den værst tænkelige måde.

Europa er i vanskeligheder, fordi det tilsyneladende er komplet umuligt for de politiske eliter i Europa at lade være med at vedtage politikker, der er selvdestruktive, bygger på illusioner eller slet og ret er evident tåbelige for alle, der ikke er ramt af gruppetænkningen inde i de elitære bobler, hvor man færdes.

Der er næsten ingen mennesker – og heller ikke nogen institutioner – der er i stand til at helbrede sig selv for illusioner, tåbelighed og den nævenyttige trang til at blande sig i alt mellem himmel og jord.

Europa i vore dage er tragisk af de samme grunde som Tolstojs aristokrati: Det lå, som det selv havde redt.

Aristokratiets tid sluttede, da der kom nogle uhøflige mennesker, som på den mest uforskammede og populistiske facon skubbede aristokratiet ned fra sit leje. Europa må gøre det bedre. Kontinentet må reformere sig selv på eget initiativ og ved egne kræfter.

“Europa er i vanskeligheder, fordi det tilsyneladende er komplet umuligt for de politiske eliter i Europa at lade være med at vedtage politikker, der er selvdestruktive.”
Det er umuligt at forestille sig, at Europa skulle finde evnerne og viljen til at give sig selv det metaforiske los i bagdelen, der er betingelsen for ny vækst og fremgang, skriver Henrik Dahl.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 22. september 2024)

Hvorfor taler vi ikke mere om Enhedslistens ekstremisme?

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
20. september 2024

Jo, Pelle Dragsted er en sympatisk fyr, men kan vi være helt trygge ved et parti, der har haft en kedelig tradition med at omgås folk med tilknytning til terrororganisationer?

I slutningen af sidste år kom det frem, at Enhedslisten havde sendt millioner af danske skattekroner afsted til den palæstinensiske terrororganisation DFLP, som bl.a. stod bag massakren på den jødiske befolkning den 7. oktober.

Siden da er det væltet frem med historier, der blotlægger Enhedslistens venstreekstremisme.

Til Enhedslistens årsmøde slår partiets medlemmer på tromme for, at partiet skal vedtage som resolution, at »Israel skal opløses«, og at Hamas’ »modstandskamp« mod Israel er »legitim«.

Folk fra Enhedslistens folketingsgruppe har afholdt møder med medlemmer af en terrororganisation på Christiansborg.

Og flere af partiets hovedbestyrelsesmedlemmer har af officielle kanaler forsøgt at genoptage den økonomiske støtte til DFLP, som bliver brugt til at finansiere terrorangreb.

Når man lige lader de her kendsgerninger bundfælde sig, er det egentlig ret vildt at tænke på. Men faktum er imidlertid, at det ikke burde komme som en overraskelse.

For lige siden 1980’ernes mange partier på den yderste venstrefløj besluttede sig for at finde fælles fodslag i én enhed, har historien om Enhedslisten været en tilbagevendende opvisning i venstreekstremisme.

I slutningen af 1990’erne, da Pia Kjærsgaard blev forfulgt på Nørrebro, udtalte et medlem af partiets hovedbestyrelse: »Når vi tager afstand fra overfaldet på Pia Kjærsgaard, træder vi en masse folk i bevægelserne over tæerne.«

I første halvdel af 00’erne lukkede Pernille Rosenkrantz-Theil som medlem af Enhedslistens folketingsgruppe to personer ind i Folketinget, som hældte maling ud over Anders Fogh.

Rosenkrantz-Theil udtrykte støtte til overfaldet og sagde, at hun selv kunne have fundet på at deltage i angrebet, hvis hun ikke lige havde været medlem af Folketinget.

Og i den parlamentariske del af partiet har man altid haft svært ved at afvise Antifascistisk Aktion, Anti-racistisk Håndværkerlaug, Blekingebanden, dele af det autonome miljø og mange aktivistiske grupperinger, fordi disse bevægelser har været tæt forbundet med Enhedslisten.

Men det stopper ikke engang her.

Efter at Putins kampvogne havde krydsede Ukraines landegrænse i 2022, kunne Enhedslisten fra Folketingets talerstol bebude, at Rusland ikke er en trussel mod Europa, hvilket senere blev suppleret med en proklamation om, at Nato er en angrebspagt.

For Enhedslisten har altid stået for anti-vestlig politik.

Og selvom man i dag nok snarere forbinder dets politik med sympatiske frontfigurer som Johanne Schmidt-Nielsen, Pernille Skipper og Pelle Dragsted, kommer vi ikke uden om, at tidligere tiders drømme om kommunistisk revolution har sat sig som råd i alle afkroge af partiorganisationen.

Pelle Dragsted har været god til at tage afstand fra den venstreekstremisme, der stadig spøger i hans parti. Men hvad siger det om dansk politik, at hovedparten af den danske presse ikke for alvor har valgt at stille skarpt på Enhedslistens skandalesager?

Mon ikke der ville have været ramaskrig og ryddede sendeflader, hvis det havde været et borgerligt parti, der inviterede nynazistiske bevægelser til kaffe på Christiansborg eller kanaliserede skattekroner ud af landet for at finansiere højreekstremistisk terrorisme?

Og kan vi være trygge ved, at Pelle Dragsted refererer til en hovedbestyrelse – som har indflydelse på alt fra partiets politik til opstilling af kandidater – der består af folk med de her holdninger?

Disse spørgsmål står hen i det uvisse. Men jeg synes, vi i dansk politik burde begynde at forholde os til dem.
Hvad siger det om dansk politik, at hovedparten af den danske presse ikke for alvor har valgt at stille skarpt på Enhedslistens skandalesager? spørger Sólbjørg Jakobsen.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19. september 2024)

Liberal Alliance: Gør som Tyskland og luk de samfundsundergravende moskeer

Carl Andersen
19. september 2024

Debat: Som et liberalt demokrati har vi pligten til at beskytte vores frihedsrettigheder mod dem, der aktivt arbejder for at underminere dem. Derfor opfordrer Liberal Alliance regeringen til at foretage en grundig undersøgelse af det juridiske grundlag for at kunne lukke moskeer, der har tætte forbindelser til despotiske regimer og organisationer, der udgør en trussel mod borgernes sikkerhed og frihed.

Når en moské aktivt fungerer som forlænget arm for despotiske og antidemokratiske styrer eller organisationer, overskrider den grænsen for, hvad grundloven beskytter. Så er de til fare for danske borgere og Danmark.

Det sker som følge af, at jeg scrollede nyheder i sommerferien og erfarede, at tyskerne har udført en storstilet aktion mod “Den Blå Moské” i Hamborg samt over 50 andre moskeer eller islamiske indretninger med forbindelse hertil.

De tyske myndigheder mente at kunne bevise, at “Den Blå Moské” og dens forening “Islamisk Center Hamborg” er en forlænget arm for det autoritære præstestyre i Iran og desuden har forbindelse til Hizbollah, der i Tyskland har status som terrororganisation.

Det interessante er, at disse nu lukkede og forbudte moskeer i Tyskland har nogle forbindelser til danske moskeer. Særligt Imam-Ali Moskeen i København, hvis vedtægter blandt andet tilskriver, at aktiverne skal overdrages til den nu lukkede “Den Blå Moske” i Hamborg. Det her bør i den grad få alarmklokkerne til at ringe hos de danske politikere og myndigheder.

Det tyske eksempel viser, at det er muligt at tage effektivt hånd om problemet, hvis der er politisk vilje til det. Simpelthen at lukke moskeerne og forbyde deres undergravende foreningsaktivitet. Vi skal handle, fordi det er vores pligt at beskytte vores land, vores værdier og vores demokrati.

Derfor mener vi, at regeringen skal tage de nødvendige skridt for at identificere de moskeer, der udgør en trussel mod samfundet, og undersøge det juridiske grundlag for at kunne lukke dem.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 19. september 2024)

Nej tak til Tesfayes smagløse gryderet

Helena Artmann Andresen
16. september 2024

Lad det være sagt med det samme. Vi er enige med undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i, at der er behov for at gøre noget for erhvervsuddannelserne.

Uddannelser som tømrer, murer, ambulancebehandler, mejerist, elektriker og socialog sundhedshjælper bliver ikke mindre vigtige i årene, der kommer. Tværtimod. Vi har brug for dygtige og engagerede unge med såkaldte »kloge hænder«.

Unge, der går på en erhvervsuddannelse, skal have mere tid. De skal kunne møde ind på en uddannelse, hvor de får lov at følge en klasse, og hvor de kan fordybe sig i fag og ungdomskultur, før de skal ud at prøve kræfter med en arbejdsplads.

Men – for der er også et stort »men« – i forhold til de planer, som ministeren har luftet om at skabe en ny HPX-uddannelse, der skal rumme samtlige 100+ erhvervsuddannelser. For unge mennesker er ikke ens – og det er erhvervsuddannelserne heller ikke.

Der er en kæmpestor forskel på, om man drømmer om at blive maskintekniker, kok eller sundhedsmedarbejder. Derfor trækker vi følehornene til os, når ministeren taler om at lave en »gryderet«, for det lugter langt væk af udkogte gulerødder, hengemte perleløg og udvasket tomatsovs.

Man kan ganske enkelt ikke blande de mange uddannelser sammen, uden at smagen, historikken og den faglige stolthed går fløjten.

Hvis vi skal udvise respekt for erhvervsuddannelserne – og det skal vi – må vi erkende, at uddannelserne hver især har en lang tradition – nogle går århundreder tilbage – og bygger på faglige traditioner, håndværk og kultur, som gør netop disse uddannelser til noget helt særligt.

Vi må også erkende, at unge, der ønsker at lære at tilberede grøntsager og blåmuslinger, ikke på samme måde drømmer om eller har et fagligt behov for at lære at rede en hospitalsseng eller at kunne bringe en bordplade i vater.

Liberal Alliance er klar på forhandlinger, der kan give bedre vilkår for erhvervsuddannelserne. Det vil være godt for både de unge og for samfundet. Men vi ønsker en model, der respekterer forskellige fagligheder og forskellige unge, sådan at fremtiden kan blive faglært i stedet for at ende i en smagløs gryderet

(Indlæg bragt i Berlingske d. 16. september 2024)

Liberal Alliance får sit første byrådsmedlem i Aarhus Kommune

Liberal Alliance
13. september 2024

Liberal Alliance får sit første byrådsmedlem i Aarhus Kommune

Henrik Arens er denne uge skiftet til Liberal Alliance, og dermed har partiet fået sit første byrådsmedlem i Aarhus Kommune.

Om skiftet siger Henrik Arens selv:

Aarhus mangler et ægte liberalt parti. Derfor er jeg rigtig glad for, at jeg nu kan repræsentere Liberal Alliance i Aarhus byråd. Sammen med Michael Christensen og resten af partiet vil jeg fortsætte kampen for mere frihed og sund fornuft i kommunen.

Henrik Arens har mange års kommunalpolitisk erfaring bag sig. Han var byrådsmedlem for Venstre fra 2015-2017. Efter at have trukket sig fra politik i nogle år, vendte han tilbage til kommunalpolitik ved kommunalvalget i 2021 som spidskandidat for Nye Borgerlige i Aarhus og blev valgt. Siden starten af 2023 har han været løsgænger, før han denne uge skiftede til Liberal Alliance.

Michael Christensen, der er Liberal Alliances spidskandidat i Aarhus ved det kommende kommunalvalg, hilser også Henrik Arens velkommen:

Jeg byder Henrik og hans liberale sind varmt velkommen i Liberal Alliance. Det er gode liberale kræfter, som nu vil repræsentere Liberal Alliance i Aarhus Kommune, og det er vigtigt for byen. Henriks mangeårige arbejde i kommunalpolitik bliver en stor styrke for partiet ved kommunalvalget 2025.

Derudover er den nye mobilitetsplan for Aarhus Kommune er en sag, som Henrik Arens vil være særligt opmærksom på.

Aarhus Byråds målsætning om at blive en CO2-neutral by inden 2030 indebærer at holde bilisterne ude af byen ved at indføre roadpricing – en vejafgift, bilisterne skal betale, hvis de vil køre i Aarhus. Et tiltag, som vil lukke store dele af byen for rejsende og handlende for at reducere CO2-udledningen minimalt, og som vil ramme socialt skævt.

Selv siger Henrik Arens om det kommende arbejde med at forhindre roadpricing i at blive en realitet:

Der er nok at tage fat i, når selv “borgerlige” byrådsmedlemmer støtter en mobilitetsplan, der lukker byen ned.

For yderligere information kontakt:
Henrik Arens, byrådsmedlem, Liberal Alliance: 29 68 57 42
Louise Juul Christensen, presse- og politisk rådgiver, Liberal Alliance: 61 62 43 80

Mette Frederiksen er villig til at sætte den danske økonomi over styr for at bremse den socialdemokratiske vælgerblødning

Alex Vanopslagh
13. september 2024

For ét år siden annoncerede SVM-regeringen med Mette Frederiksen i spidsen, at et nyt princip skulle styre dansk politik i de kommende år.

Med et opjusteret økonomisk råderum som bagtæppe kunne regeringstoppen nemlig bebude, at fremtidens valuta i dansk politik ikke længere skulle være penge. Dansk politisks nye møntfod var derimod blevet arbejdskraft.

Men startskuddet til en ny sæson af dansk politik er netop gået til lyden af Mette Frederiksen, der har besluttet sig for at trække Socialdemokratiet ud af velfærdsaftalen.

Velfærdsaftalen så dagens lys i 2006, da en bred vifte af Folketingets partier med Anders Fogh og Helle Thorning i spidsen fandt fælles fodslag om at sikre en sund økonomi langt ud i fremtiden.

Aftalen er afgørende

Velfærdsaftalen sikrer nemlig, at pensionsalderen stiger i takt med levetiden, og det er en af de centrale hjørnesten i nationaløkonomien. Den er af økonomer blevet kaldt alt fra »kronjuvelen i Danmarks sunde økonomi« til en »forudsætning for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund«.

Men i kølvandet på den historisk upopulære SVM-regerings vælgerflugt har statsministeren besluttet sig for at sælge ud af denne nationaløkonomiske kronjuvel i et desperat forsøg på at kapre tabte vælgere tilbage. Det er svært at beskrive, hvor store konsekvenser for de offentlige finanser dette kan få.

Men sikkert er det i hvert fald, at hvis arbejdskraft er den nye valuta i dansk politik, må SVM-regeringen siges at være på randen af en konkurs. Nye tal viser, at effekten af alle regeringens arbejdsudbudsreformer vil gå i minus, hvis man – som Socialdemokratiet har henvist til – skrotter velfærdsaftalen og følger pensionskommissionens forslag, som vil reducere den strukturelle beskæftigelse med 40.000 personer.

Lægger man velfærdsaftalen i graven, tager man et markant opgør med det, der af Mette Frederiksen selv er blevet beskrevet som selve formålet med at danne SVM-regeringen: Yderfløjene skulle sættes uden for indflydelse, og de selverklærede »ansvarlige« partier skulle skyde deres politiske uenigheder til hjørne for at træffe de beslutninger, der kunne fremtidssikre velfærdssamfundet.

Men Socialdemokratiets pensionsmelding er et udtryk for det diametralt modsatte.

Ifølge professor i økonomi og tidligere overvismand, Michael Svarer, har netop velfærdsaftalen været »fuldstændig afgørende for sundhedstilstanden på de offentlige finanser« og gjort, at »vi gik fra en situation med kroniske underskud til en situation, hvor vi ligger tæt omkring en balance.«

Bryder man med velfærdsaftalen ved for eksempel at fastfryse pensionsalderen på 70 år, vil det fra 2040 til 2070 forøge nettogælden med svimlende 299 milliarder kroner, hvilket vil slå revner i fundamentet under den danske økonomi.

Indtil for nylig var Socialdemokratiet ellers enige i, at det ville være en utrolig dårlig idé.

Da SF for tre måneder siden præsenterede et lignende forslag, lød meldingen fra Socialdemokratiet nemlig, at det var »topmålet af uansvarlighed«, og at forslaget decideret ville »slå et hul i statskassen«.

Det afføder spørgsmål

Men nu har piben fået en anden lyd, og i dag er Mette Frederiksen selv villig til at sætte den danske økonomi over styr for at bremse den socialdemokratiske vælgerblødning.

Det afføder en masse vigtige spørgsmål om både dansk økonomi og regeringssamarbejdet, der nu står hen i det uvisse:

Hvorfor var det nødvendigt at afskaffe store bededag for at få danskerne til at arbejde mere, når man alligevel vil annullere effekten af både det og mange andre reformer ved at give velfærdsaftalen et skud for boven?

Hvor skal den finansiering, der i fremtiden skal holde velfærdsstatens tandhjul i gang, komme fra, hvis man med Socialdemokratiets egen formulering ender med at »slå et hul i statskassen«?

Hvorfor overhovedet danne SVM-regeringen – hvis selve eksistensberettigelse var at gennemføre de svære, men nødvendige, reformer – hvis man alligevel ikke vil indfri de vidtløftige ambitioner, lige så snart meningsmålingerne viser tilbagegang?

Og kan Venstre og Moderaterne i ramme alvor være tilfredse med at være løbet fra deres valgløfter for at holde hånden over Mette Frederiksens retssikkerhedsskandaler i bytte for at indtage regeringskontorerne, hvis man alligevel ikke får gennemført den politik, der var meningen?

Hvis Mette Frederiksen lykkes med at kuldkaste velfærdsaftalen, vil det frembringe en ny epoke i dansk politik præget af kortsigtede egeninteresser og økonomisk uansvarlighed.

Vi har allerede set konturerne til dette, da Socialdemokratiet i 2019 fik held med at vinde regeringsmagten med Arne-pensionen som politisk trumfkort, hvor nøje udvalgte vælgersegmenter blev trukket ud af arbejdsmarkedet og parkeret på offentlig forsørgelse.

Men med Mette Frederiksens pensionsmelding risikerer vi at få en helt ny normaltilstand med populistisk overbudspolitik, som er langt værre.

Det giver mindelser om de tendenser, vi kender fra gældsplagede sydeuropæiske lande, hvor politikerne indgår i en konstant kappestrid om at overbyde hinanden med frynsegoder til håndplukkede befolkningsgrupper, som smadrer nationaløkonomien.

Men sådan behøver det selvfølgelig ikke at være. For hvem siger, at danskernes pension skal overlades til lunefulde politikere, der vil kunne tage pensionsopsparingerne fra dem med et pennestrøg?

Med Liberal Alliances FriPension-ordning vil alle danskere i arbejde få mulighed for at opspare 675 kroner skattefrit hver måned.

Det vil for egen regning give folk muligheden for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet fem år før pensionsalderen – helt uden at vi skal sætte dansk økonomi over styr i et desperat forsøg på at kapre tabte vælgere tilbage.

Det vil ikke blot gøre, at danskernes får magten over deres egne pensionsopsparinger uden at skulle være afhængige af politikernes nåde. Det vil også være den økonomisk ansvarlige vej at gå, fordi vi dermed ikke efterlader et fattigere Danmark til de kommende generationer.

»Vi er enige om at træffe en lang række svære, men fremsynede politiske beslutninger for at bringe Danmark bedst muligt gennem de udfordringer, der står foran os«.

Sådan lød det i regeringsgrundlaget, da Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne fandt sammen for at danne den historiske SVM-regering.

Hvis fremtidens danskere også skal vokse op i et samfund med vækst og velstand, er det tid til, at regeringen sætter handling bag sine ord ved at føre en ansvarlig økonomisk politik.

Evner regeringen at træffe de svære, men nødvendige beslutninger, som var selve årsagen til, at den blev sat i verden, eller vil dette være historien om en regering, der gamblede med nationaløkonomien, fordi man lod sig besnære af kortsigtede egeninteresser i et desperat forsøg på at klamre sig til ministertaburetterne?

For når historiebøgerne om SVM-regeringen en dag skal skrives, vil regeringstoppen blive vurderet på, om de evnede at holde hovedet koldt i modgang og træffe de rigtige beslutninger.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 13. september 2024)