Alliancen: LA lagrer hemmelig korankunst, og Alex afviser, at der er penge til både patroner og sen pension
EU drukner i bureaukrati, mens USA og Kina buldrer afsted
Det globale kapløb om kunstig intelligens (AI) er i fuld gang, men Europa sakker bagud.
Mens USA og Kina investerer massivt i fremtidens teknologier og udvikler løsninger, der gør livet lettere for iværksættere og borgere, sidder EU fast i sit eget bureaukrati. I stedet for at give talentfulde europæiske iværksættere frihed til at skabe morgendagens løsninger kvæler vi dem med tungt bureaukrati og uklar regulering.
Vi risikerer at stå på sidelinjen i den største teknologiske revolution siden internettet. Tallene taler deres tydelige sprog: I 2023 investerede USA 68 mia. dollar i AI, mens Europa kun formåede at rejse 8 mia. – vi halter otte gange efter, og kløften bliver større for hver dag.
Samtidig hersker der stor usikkerhed om, hvordan AI må bruges i Europa. Mange startups famler i blinde og ved ikke, hvilke data de kan anvende til at træne deres AI-løsninger og forbedre kundeoplevelsen. GDPR, der skulle harmonisere og beskytte, har i praksis udviklet sig til en hæmsko for innovation.
For når regler fortolkes forskelligt fra land til land, skaber det usikkerhed og frygt for sanktioner. Drukner i bureaukrati Konsekvenserne kan blive alvorlige. Ved at bremse AI i sin spæde udvikling risikerer vi at sætte vores fremtid på pause. Teknologien udvikler sig hurtigt, og forsinkelser i lovgivningen kan efterlade os permanent bagud.
AI har potentiale til at blive en økonomisk motor og vende den faldende produktivitetstrend i de fleste EU-lande – men kun hvis vi tør bruge den. Startups spiller en afgørende rolle i at drive innovation. Det er her, fremtidens teknologier fødes, og deres succes er afgørende for at styrke Europas konkurrenceevne og sprede teknologi bredt i samfundet.
Når innovative virksomheder lykkes med at skalere, bidrager de uforholdsmæssigt meget til økonomien og skaber arbejdspladser, nye idéer og vækst. Men i dag rammer reguleringsbyrden især små tech-virksomheder, der drukner i bureaukrati og ofte må opgive at konkurrere med de store tech-giganter, som har langt flere ressourcer og dermed bedre forudsætninger for at leve op til kravene.
Virksomhederne smutter Det er uholdbart at forvente, at startups skal bruge tid og penge på at udvikle nye løsninger, når de ikke engang ved, om deres idéer kan realiseres i EU. Konsekvensen bliver, at fremtidens idéer og forretningsmodeller bliver kvalt, før de får en chance for at tage form, eller at virksomhederne søger mod lande med bedre vilkår for at realisere dem.
Vi ser det allerede. Danske virksomheder som Unity, Tradeshift og Steelseries har rykket deres aktiviteter til lande, der byder AI velkommen. Med dem forsvinder arbejdspladser, innovation og konkurrenceevne.
Og blandt verdens 100 mest værdifulde AI-unicorns – startups baseret på kunstig intelligens med en markedsværdi på 1 mia. dollar – er kun to placeret i EU, mens hele 60 befinder sig i USA.
Denne udvikling er ikke tilfældig, men et direkte resultat af EU’s tunge regulering, manglende harmonisering og usammenhængende strategi. Vi formår ikke at skabe fremmende økosystemer med tilstrækkelig risikovillig kapital, adgang til talentfuld arbejdskraft og – vigtigst af alt – regulatoriske rammer, der fremmer innovation.
EU har skabt en ‘bekymringsindustri’, der har vendt reguleringen på hovedet, så den domineres af frygt frem tillid. Ja, vi har brug for regulering, men den skal udformes som retningslinjer, der guider os fremad – ikke barrierer, der holder os tilbage.
Europa har ikke råd til at sidde fast i ‘mid-tech’ og industrier fra det forrige århundrede. Vi skal op i gear – ikke kun for at blive førende inden for nye teknologier, men også for at sikre, at vores eksisterende industrier kan forblive konkurrencedygtige.
Hvis Europa skal indtage en global førerposition, kræver det, at vi giver iværksætterne frihed og plads til at skabe fremtiden. EU må tage ansvar og sikre harmoniserede og gennemtænkte rammer, der fremmer innovation og sikrer, at vi ikke bliver efterladt på sidelinjen.
(Indlæg bragt i Børsen d. 26/11-2024)
Formynderstatens feriepengefadæse
Et beløb på hele 3,9 mia. kr. og et tab, der potentielt vil gå ud over 751.000 danskere.
Det er henholdsvis den samlede sum af feriepenge og det samlede antal af danskere, der endnu ikke har indkasseret de penge, som staten har påtvunget dem at spare op. Det er meldingen i en pressemeddelelse fra ATP, hvor danskerne med en løftet pegefinger både bliver mindet om, at de nu også skal huske at holde ferie og at få deres feriepenge udbetalt.
Allerede tilbage i september kunne ATP annoncere over for 1,4 mio. lønmodtagere, at tiden nu var inde til at hæve deres feriepenge. Men to måneder senere er der altså stadig mere end 750.000 personer, som i gennemsnit har 5200 kr. stående på statens konto, som vil gå tabt, hvis de ikke bliver indkrævet før årets udgang. For alle, der går op i at bevare respekten for danskernes penge, bør det afføde en masse spørgsmål.
For hvorfor skal man miste retten til sine feriepenge, hvis man ikke har haft anledning til allernådigst at spørge staten, om man nu også må få sine egne penge udbetalt? Hvorfor i alverden må man ikke få sine feriepenge igen, hvis man eksempelvis af den ene eller anden årsag ikke har lyst til at holde ferie? Og hvorfor er det egentlig, at vi i første omgang har antaget, at helt almindelige, voksne mennesker ikke selv skulle være i stand til at spare op til deres ferie?
Idéen om feriepenge er et symptom på et generelt problem, der plager mange afkroge af det danske samfund. Nemlig at mange politikere tror, at deres opgave er at diktere, hvordan danskerne skal leve deres liv ned til mindste detalje. Statens tvangshjælp Det er ikke blot et problem, fordi det fører til højere offentlige administrationsudgifter og et unødigt bureaukrati, når staten skal tvangshjælpe borgerne med at spare op til deres ferie.
Det er også et problem, fordi det er rodfæstet i en manglende respekt for folks ansvar, frihed og ret til fleksibilitet over deres egne penge. Når der ikke bliver sagt fra over for dette bedrevidende formynderi, fører det til tossede situationer, hvor 750.000 danskere risikerer at deres egne tvangsopkrævede penge går tabt.
(Indlæg bragt i Børsen d.25. november 2024)
Hvad synes Alex om janteloven? │ Fredagstale │ Alex Vanopslagh
Alliancen: Skal biologiske mænd spille på kvindehold, og er DR for lukket og politisk?
Hvad skal vi bruge endnu et ministerie til, hvis det ikke selv kender svaret?
Da Mette Frederiksen tilbage i august annoncerede, at der skulle oprettes et nyt Ministerie for Samfundssikkerhed og Beredskab med Venstres Torsten Schack i spidsen, var det vanskeligt at se de stærke argumenter for ministeriets nødvendighed – og argumenterne er desværre ikke blevet stærkere med tiden.
Særligt fordi hverken Torsten Schack, Mette Frederiksen eller andre relevante aktører endnu har formået at gøre det klart og tydeligt, hvad ministeriets mandat rent faktisk er. Derfor er det med tiden udelukkende blevet mere og mere åbenlyst, at der er reel tvivl om, hvorvidt ministeriet har beføjelser til at stille konkrete krav eller blot komme med anbefalinger.
Nu står det sågar så grelt til, at ministeren føler sig nødsaget til at nedsætte en kommission for at undersøge, hvad hans egne beføjelser er. Altså skal dyrebar tid og skattekroner nu bruges på, at en kommission bruger kræfter på at finde frem til det svaret på de spørgsmål, som regeringen selv burde have besvaret for længst: Hvorfor er det her ministerie sat i verden? Og hvad har det konkret af ansvarsområder og beføjelser?
Danskerne fortjener ganske enkelt et ordentligt svar på disse spørgsmål, og det burde ikke koste en krone i kommissionsudgifter at få styr på ministeriets mandat flere måneder efter ministeriets tilbliven. Det bør tværtimod være en selvfølge, at der etableres et både overbevisende og gennemarbejdet fundament for et ministeries eksistensgrundlag, hver gang der oprettes et nyt. Særligt set i lyset af, at SVM-regeringen med 25 ministre har sat danmarksrekord i antallet af ministre siden grundlovsændringen i 1953.
I Liberal Alliance bliver vi desværre efterladt med et indtryk af, at oprettelsen af ministeriet potentielt er ren og skær symbolpolitik, som snarere havde til formål at sende et signal end at gøre en reel forskel for den danske samfundssikkerhed og beredskab. Vi håber, at ministeren i den nære fremtid kan forsikre os om, at det ikke er tilfældet.
(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 16/11-2024)
Hvis du vælger at bo i en storby, vælger du også at leve med de udfordringer, der følger med
Klagerne er mange, når livet i København ikke lige matcher forventningerne. Det meste kunne nemt løses ved at vælge en anden adresse – måske et sted på landet med stilhed og natur.
Trafikstøj, fly, børns leg, og nattelivets puls er uundgåelige aspekter af livet for alle os, der bor i København. Alligevel vælger jeg at blive, fordi fordelene ved bylivet – adgangen til oplevelser, kollektiv transport og jobmuligheder – opvejer ulemperne. Men det kræver, at man gør op med sig selv, hvad der betyder mest.
Desværre ser vi en tendens til, at sensitive københavnere klager over udfordringer, de selv har valgt at bo tæt på.
Tag eksempelvis Svend Andersen, som bor tæt på lufthavnen og mener, at larmen og lugten er til så stor gene, at han ønsker færre flyvninger og endda et natligt flyveforbud. Men lufthavnen var der jo, da han flyttede ind, og man må formode, at det også afspejlede sig i hans boligpris. Det er simpelthen egocentrering i anden potens.
Et andet eksempel er beboerne på Margretheholm, som vel at mærke er en del af København K, der er bekymrede for, hvordan den kommende M5metrolinje vil påvirke deres nærområde. For børnene betyder det færre steder at lege, og noget af den i forvejen sparsomme natur kan blive inddraget i projektet. En udsigt, som det både er rimeligt og forståeligt at ærgre sig over. Men bare fordi man har sikret sig selv et sted at bo og en Tesla i carporten, stopper behovet for udvikling af København ikke. Hvis natur og stilhed er det, man prioriterer, er det så ikke bedre at bo et sted, hvor det er mere inden for rækkevidde?
Klagesangen stopper ikke her. For nylig blev det foreslået at forbyde partybusser, fordi beboerne i området blev generet af larmen, samt at indføre en turismeskat for at styre turismen. Ydermere var det snublende tæt på, at et flertal på rådhuset forbød udeservering efter kl. 22. Men dette er fænomener, der hører med til bylivet, og som man må acceptere, hvis man vælger at bo i København.
Det er ikke meningen, at man skal affinde sig med urimelige forhold, men der er en balance mellem rimelige forventninger og det at tage ansvar for sit eget valg. Hvis du vælger at bo i en storby, vælger du også at leve med de udfordringer, der følger med.
Bylivet kommer med sine kompromiser. Jeg kan sagtens forstå, at nogen kan længes efter Jyllands fredelige tempo, ledige parkeringspladser eller de lavere boligpriser uden for hovedstaden. Men når du vælger København til, vælger du også en by, hvor larmen og trængslen er en del af pakken. Ingen forhindrer dig i at rykke teltpælene op og finde et sted, hvor omgivelserne bedre matcher dine behov – et sted med natur, fred og færre gener. Men hvis du bor i København, er det en del af aftalen.
(Indlæg bragt i Politiken d. 18/11-2024)
Statsborgerskabet er ikke en ret, men en gave fra folket
Statsborgerskab er et af de største privilegier, man kan opnå som tilflytter eller migrant til en anden nation.
Det betyder at blive optaget som fuldgyldigt medlem af folket, med stemmeret, øget retssikkerhed og stabilitet. At blive dansker.
Grundloven foreskriver, at statsborgerskab kun kan opnås ved lov, og at det aktivt skal tildeles nytilkomne af det eksisterende folk.
N.F.S. Grundtvig tænkte også meget over, hvad der var særegent dansk, og hvad der skulle til for at kunne kalde sig dansk. Hvad udgør et folk? Hvad binder det sammen?
I digtet “Folkeligheden” fra 1848 forholder han sig til dette spørgsmål: Hvordan nationalstaten skulle bindes sammen. Grundtvigs overordnede svar var folkelighed. At der i det danske folk dannedes en stærk forestilling om at høre sammen – en fælles folkeånd. Han mente, at særligt det danske sprog, kendskab til den danske historie og en helhjertet omfavnelse af borgerskabet var afgørende.
“Til ét folk de alle høre, som sig regne selv dertil, har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild; resten selv som dragedukker, sig fra folket udelukker, lyse selv sig ud af æt, nægte selv sig indfødsret.”
Det interessante her er, at der gives udtryk for to forskellige opfattelser af det folkelige eller det nationale, der stadig er aktuelle: en politisk forståelse, hvor det er den aktuelle indstilling og deltagelse, det kommer an på, og en kulturel forståelse, hvor det er sprog, historie og kulturel tilknytning i bred forstand, der er afgørende.
Jeg ser derfor også Indfødsretsudvalget som et af de vigtigste og mest fornemme udvalg i Folketinget.
Desværre har det slet ikke den status, som jeg mener, det bør have. Derfor glæder det mig, at vi i Liberal Alliance kontinuerligt har strammet op på kravene til opnåelse af statsborgerskab, og nu er kommet med tre nye tiltag:
1. Der skal foretages en reel individuel screening af hver ansøger for at se, om de respekterer og støtter op om grundlæggende frihedsrettigheder, demokrati og Danmark. Er det et rimeligt krav? Ja. For du har ikke ret til noget som helst. Du kan få tildelt fuldt medlemskab af “Danmark”, hvis vi – folket – finder dig værdig hertil.
2. Der skal strammes op på sprogkravet. Det nytter simpelthen ikke noget, at der render folk rundt med rødbedefarvede pas og skriver, taler og forstår det danske sprog på et uacceptabelt niveau. Man skal have “øre for modersmålet”.
3. Vores mangeårige nordiske fællesskab er under pres. Sverige har tildelt over 1,2 mio. statsborgerskaber til personer, der ikke umiddelbart kan kaldes svenskere. Det stiller større krav til, hvor lempelige vi kan tillade os at være overfor vores skandinaviske medborgere. Derfor vil vi ikke længere undtage dem fra indfødsretsprøven.
Samlet set tre fornuftige – og kerneliberale – forslag. Forslag som udspringer af sund fornuft, en kærlighed til Danmark og en respekt for Grundtvig, som om nogen har skabt det intellektuelle fundament, store dele af “det danske” står på. Men kun så længe vi er villige til at forsvare det.
(Indlæg bragt i Avisen Danmark d.19. november 2024)
Alliancen: Bliver Elon en trumf for Trump?
Der skal være mere fornuft og mindre kammerateri bag kommunernes finansiering
Den kommunale udligning handler om at sikre mest mulig kvalitet i og finansiering til velfærden i alle landets kommuner. Men vi frygter, at nye udligningsforhandlinger ender, som de plejer: At et flertal af partierne vil give flere penge til kommuner med borgmestre fra netop deres partier.
Kommunernes finansiering skal ikke degraderes til en partipolitisk gaveleg. Liberal Alliance er ikke med i den nuværende aftale om udligning mellem kommunerne. Det skyldes kort og godt, at systemet er for ulogisk, indviklet, skævt og partipolitisk farvet.
Vi ser nu konsekvenserne af årtiers lappeløsninger: Et system, hvor borgmester efter borgmester råber vagt i gevær.
Vores udgangspunkt er, at der skal være en form for udligning mellem kommunerne. Alle kan ikke bare modtage det samme per indbygger. Vi er i op til 98 forskellige situationer.
Borgere overbeskattes
Det er en bunden opgave at sikre, at der er råd til en ordentlig offentlig service i kommuner, som eksempelvis ligger langt fra de store byer, har mindre bemidlede borgere, eller hvor befolkningssammensætningen er særligt udfordret værende med mange ældre, indvandre eller børn.
Samtidig er det afgørende for Liberal Alliance at værne om det lokale selvstyre. Så er spørgsmålet, hvordan denne udligning bedst tilrettelægges sådan, at den ikke skaber flere problemer, end den løser.
Udligningen bør også tilrettelægges, så den ikke – som i dag – primært har til formål at overbeskatte borgere (særligt) i og omkring Hovedstaden (minus vestegnen) og Østjylland for at fordele det ud til resten af landet ud fra, hvem det til enhver tid siddende flertal mener, skal have en større andel.
Det er den eneste forklaring på, at ekstremt præcise kriterier som “boligområder med mere end 5.000 beboere, hvor andelen af dømte er særlig højt” kan udgøre et selvstændigt vurderingskriterium – eller “grænsekommuner”, som åbenbart inkluderer Glostrup Kommune.
Det er politiske nålestiksoperationer for at kunne sende millioner af ekstra skattekroner rundt til “vennerne”.
Den nødvendige data
Grundlaget for en fornuftig dialog er, at data skal være på plads. Kommunerne skal kunne sammenlignes. Derfor er det nødvendigt at iværksætte et arbejde, som kan fremskaffe de tal, der viser, hvor den offentlige service ikke er god nok, i hvilke kommuner og hvorfor.
Ligeledes skal det gøres klart, hvad forskellige ydelser burde koste, hvis de blev leveret effektivt, samt hvad forskellige befolkningsgrupper “koster” det offentlige. Det kan danne grundlag for en mere evidensbaseret tildeling af midler.
Vi er meget bange for, at nye udligningsforhandlinger ender, som de plejer: At de slet ikke handler om, hvordan vi sikrer mest mulig kvalitet i og finansiering til velfærden i alle landets kommuner, men om, at et flertal af partierne vil give flere penge til kommuner med borgmestre fra netop deres partier.
Gerne på bekostning af andre kommuner med andre borgmestre, som ikke er en del af aftalekredsen. Vi vil gøre vores for, at det ikke bliver tilfældet.
Tilskud og beskatning
Grundlæggende bør regeringen tage de store briller på og skabe rammerne for en fornuftig finansiering af den lokale velfærd. Det var vel blandt andet dét, en regering over midten skulle kunne? Skabe store, men nødvendige forandringer uden de traditionelle blokpolitiske hensyn.
Dog er det afgørende for os, at man ikke blot ser på udligningssystemets 25 milliarder kroner, men også på særtilskud, bloktilskud og beskatning bredt set. Kommunerne forbruger jo 300-400 milliarder kroner årligt.
Hvorfor skal skatteborgere i Vallensbæk betale højere kommuneskat end landsgennemsnittet og sende de skattekroner til Herlev, der har en af landets laveste kommuneskatter?
Hvorfor indgår indtægter fra dækningsafgift ikke i indtægtsgrundlaget for kommunerne, så de uden konsekvenser kan brandbeskatte erhvervslivet? Hvorfor modtager Fanø Kommune – som eneste selvstændige ø-kommune – ikke bevillinger som sådan?
Hvorfor er fokus på effektivitet og produktivitet nærmest fraværende i den måde, vi laver kommunal finansiering på?
Kunne et system, der i langt højere grad end i dag udligner gennem bloktilskuddet fremfor gennem omfordeling af de kommunale skatter, kunne understøtte kvaliteten i velfærden i hele landet uden at forfordele udvalgte kommuners skatteborgere? Måske. Det skal vi have klarlagt.
Gentænk systemet
Der er mange spørgsmål, som kræver svar for at kunne genskabe logik og fornuft.
I Liberal Alliance er vi heller ikke bange for at erkende, at der ér forskel på kommunerne, på service og på beskatningsniveau. Vi ser det heller ikke som et problem, at der kommer en større forskellighed, end der er i dag. Det har vi allerede set ved eksempelvis de nye grundskyldssatser.
Vi ønsker, at de kommunale politikere får et øget handlerum til at drive deres kommune, som de finder bedst, i dialog med de borgere, som er bosat der.
Så længe alle borgere kan modtage det, vi fra nationalt hold beslutter, er et acceptabelt niveau af undervisning, ældrepleje med videre, bør det være lettere lokalt at finde et service- og skatteniveau, man finder passende. Naturligvis inden for rammerne af budget- og anlægsloven, der er vigtig for den nationale økonomistyring.
Så lad os turde tænke stort og gentænke systemet. Til gavn for borgerne, det lokale demokrati og ikke mindst de stakkels ansatte i Indenrigsministeriet og på kommunekontorerne, som må have hovedpine over at forstå dette uforståelige system.
Hvem ved: Måske det kunne frigøre arbejdstid til mere borgernær beskæftigelse?
(Indlæg bragt i Altinget d. 14/11-2024)