ATPs bestyrelse er en overset faktor i debatten om pensionsmonopolets skandaler

De seneste år har ATP været involveret i den ene skandalesag efter den anden.

Pensionsmonopolet har brændt skattekroner af på fjollede PR-kampagner, foretaget katastrofeinvesteringer i klimapolitiske prestigeprojekter og leveret et på alle tænkelige måder uacceptabelt afkast. Alle disse sager har med rette trukket en masse overskrifter. Men noget, der imidlertid har fået mindre mediebevågenhed, er, hvorfor det kunne gå så galt for statens tvungne pensionsmonopol i første omgang?

Det kan der være mange bud på. Men en mulig forklaring, som ikke har fyldt nok i den offentlige debat, er ATPs bestyrelse. For det er bestyrelsen, der til syvende og sidst har ansvaret for at føre kontrol med, om selskabet bliver drevet ordentligt. I en markedsøkonomi sikres dette under normale forhold ved, at en virksomheds ejere kan udskifte bestyrelsen, så denne til enhver tid lever op til sit ansvar. Men eftersom ATP som statslig konstruktion de facto »ejes« af politikerne, bliver denne mekanisme sat ud af kraft, hvilket kan have store konsekvenser. For det betyder, at bestyrelsesmedlemmerne ikke nødvendigvis udvælges efter saglige kriterier, og at de faglige hensyn, som en bestyrelse under almindelige vilkår ville operere efter, risikerer at træde i baggrunden. Det afføder flere problemer, som vi bør forholde os til.

For det første er ATP ikke underlagt den finansielle sektors særdeles strenge »fit and proper«-regler om bestyrelsesmedlemmernes erfaring, kvalifikationer og hæderlighed. Når det kommer til statens pensionsselskab, har man nemlig pudsigt nok valgt at undtage ATP fra de regler, som gælder for alle andre i den finansielle sektor. For det andet tilsiger intet, at ATPs bestyrelsesmedlemmer har den fornødne ekspertise for at føre kontrol med statens pensionskasse. I dag bliver otte ud af ATPs 13 bestyrelsesmedlemmer nemlig udpeget af arbejdsmarkedets parter. Med andre ord er grundlaget for at sammensætte den mest kompetente ATP-bestyrelse ret begrænset.

For hvordan kan danskerne vide sig sikre på, at en eller anden vilkårlig fagforeningsboss skulle være i stand til at føre kontrol med pensionsmonopolet? Og for det tredje bør bestyrelsesmedlemmernes øvrige hverv få alarmklokkerne til at ringe over potentielle habilitetsproblemer. En direktør i en erhvervsorganisation får som bekendt løn af sine medlemsvirksomheder, hvilket potentielt kan føre til interessekonflikter, som kompromitterer hensynet til ATPs tvungne medlemmer. For giver det virkelig mening, at denne direktør så også skal føre tilsyn med statens pensionskasse, der jævnligt investerer i netop de virksomheder, som betaler direktørens regninger?

Jeg har ingen grund til at tro, at der i praksis har været problemer på denne front – men alene det at man kan være i tvivl om uafhængigheden er et problem i sig selv. Den bedste måde at undgå tvivlen er ved at skabe en professionalisering af ATP. Hvis ATP overhovedet skal have lov til at fortsætte i fremtiden, bør bestyrelsesposterne som minimum besættes af folk, der ikke har potentielle interessekonflikter og manglende faglig ekspertise. For ATP forvalter mere end 700 milliarder kroner for mere end 5,6 millioner danskere. Med så store beløb på spil, der vedrører næsten alle danskere, kan vi ganske enkelt ikke fortsat se gennem fingrene med de her problemer.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 20. februar 2025)