En praksissektor, der er til for dig
Hvorfor kan du ikke gå til læge om søndagen? Eller bare når du har fri? Hvorfor har din læge kun telefontid i få timer tidligt om morgenen? Hvorfor kan du ikke få en digital konsultation? Hvorfor skal du booke en ny tid, hvis du skal have tilset flere ting? Det kan du ikke, fordi der reelt ikke er konkurrence på markedet for praktiserende læger.
I bedste mening har man indrettet en praksissektor, der er låst fast i regler om ydernumre, knækgrænser og omsætningslofter. Der er behov for helt at gentænke den del af vores sundhedssektor, så vi i langt højere grad sætter lægerne fri.
Det vil vi:
Vi vil skabe en praksissektor, der indretter sig efter dit behov. Hvor du som patient har et bredt og mangfoldigt udbud at vælge imellem, når du skal vælge læge. Hvis du lægger stor vægt på at have en familielæge, som er den samme, hver gang du møder op, skal du have mulighed for at vælge det. Hvis det er vigtigere for dig, at du kan tale med din læge online, skal du have mulighed for det.
Sådan gør vi:
Priser, der afspejler opgavens omfang
Et af de helt store problemer i vores sundhedsvæsen er manglen på praktiserende læger – særligt i landdistrikterne. Det skyldes selvfølgelig flere ting, men noget, der gør det mindre attraktivt for læger at slå sig ned i f.eks. Vestjylland fremfor København, er den betaling lægerne får – de såkaldte takster. Lægerne får betaling for hver patient, de tilser, men taksten er den samme, uanset om ens patientgruppe er yngre og ressourcestærke mennesker, eller om det er ældre eller socialt udsatte patienter.
Derfor vil Liberal Alliance hæve taksten i de områder med lægemangel og de steder, hvor der er en meget stor andel af behandlingskrævende borgere.
Derudover skal vi gentænke måden hvorpå vi afregner speciallæger, som i dag tjener færre penge, jo flere patienter de ser, fordi vi har indført et loft over omsætningen og nogle knækgrænser. Ved at fjerne dem kan vi langt bedre udnytte den private kapacitet, som er nødvendig for at nedbringe ventetiderne – særligt i psykiatrien.
Smidigere vej gennem systemet
I dag kan du som patient kun blive henvist til en speciallæge af din praktiserende læge – og ikke af speciallæge. Det er uhensigtsmæssigt, da der kan opstå situationer, hvor f.eks. en speciallæge med ekspertise i grå stær ikke har den nødvendige viden til at hjælpe en patient med f.eks. grøn stær. Derfor bør speciallæger kunne henvise til andre speciallæger, så du som patient ikke altid er afhængig af din praktiserende læge.
Derudover vil vi afskaffe betalingen for at skifte læge, så det bliver langt nemmere at vælge den læge, som man ønsker, og som passer til ens behov.
Lægeklinikker skal kunne se ud på mange måder
I dag fungerer ydernummersystemet ved, at en praktiserende læge også skal være erhvervsdrivende, som står for en masse administrativt arbejde som bogføring, indberetninger osv. Lykkes det et privat firma at opbygge en god forretning, så kan en PLO-læge kræve at overtage forretningen. Det er ikke fair, og det hæmmer den innovation og virkelyst, som i sidste ende kommer patienten til gode.
Sådan behøver det ikke at være. Vi har brug for mere konkurrence. Almene lægepraksisser skal kunne se ud på mange måder, og private skal spille en større rolle. Og i fremtiden skal vi hellere sikre geografisk spredning med økonomiske incitamenter end med tvang.