Alle skal med på A-holdet
Danmark har brug for en frisk start.
Der er brug for en grundlæggende nytænkning af vores sundhedsvæsen.
For vi står over for en kæmpe politisk opgave: Lange ventetider, flere kronikere, lav fleksibilitet og manglende sammenhæng i patientforløbene. Der er brug for, at vi tør sætte patienten og borgeren først. Det skal ikke længere handle om regionernes, kommunernes eller systemets interesser. Det skal handle om patientens interesser.
Derfor foreslår vi et nyt sundhedssystem, der tager udgangspunkt i dig som patient. For det kan godt blive bedre.
Vi vil tage et opgør med den evige strukturdiskussion. Det er nemlig fløjtende ligegyldigt, om der er fem, fire eller nul regioner, så længe du har en god oplevelse som patient, og at du bliver rask. Derfor vil vi skabe langt mere lokalt driftsansvar – og til gengæld kun ét statsligt organ, der har det overordnede ansvar for driften af sundhedsvæsenet.
Vi vil slippe iværksætteriet løs. I Danmark er vi notorisk dårlige til at bruge og tage ved lære af sundhedsiværksætterne, og udbrede deres løsninger på tværs af sundhedsvæsenet.
Vi vil skabe et sundhedsvæsen med stærke patientrettigheder, fri konkurrence mellem private og offentlige udbydere af sundhedsydelser og uden besværlige og fordyrende bureaukratiske lag.
Og så vil vi have værdigheden tilbage i sundheden. Patienten skal ikke være kastebold mellem forskellige offentlige instanser, men i stedet have let ved at gennemskue, hvad man kan forvente, og hvad man kan blive tilbudt.
Alt sammen for at fokusere på dét, som velfærd først og fremmest handler om: At borgerne oplever et højt serviceniveau og får den rigtige hjælp, når de har brug for den.
Fordi så mange ting ikke fungerer godt nok i vores sundhedsvæsen i dag, vælger flere og flere danskere – særligt den ressourcestærke del af befolkningen – at benytte sig af alternativer til behandling i det offentlige. Det beskriver kritikere som et A- og et B-hold.
Men velfærd af højeste kvalitet skal ikke være de få forundt. Vi skal brede mulighederne ud, så alle danskere kan nyde godt af dem. Vi skal have dig og alle andre danskere med på A-holdet.